Hvorfor vælge noget så vanvittigt som Teach First Danmark?

Fuldtidsarbejde, overarbejde, benhårdt arbejde. Metropol tre aftener om ugen og lektier i weekenden. Konstante kompromiser med fritiden. Hvorfor?


Jeg har arbejdet som folkeskolelærer i otte uger. Lige om hjørnet venter efterårsferien. Og om et par dage er det weekend. Weekend. Det ord har fået en særlig plads i mit liv nu. Efter jeg startede på Teach First, har jeg talt ned til hver weekend. Fredag eftermiddag tænker jeg, ”Hurra! Jeg lever endnu,” hvorefter jeg har talt, hvor mange uger, der er til efterårsferien.

Jeg har i løbet af min korte tid som graduate stillet mig selv det indledende spørgsmål en del gange. Hvorfor vælge noget så vanvittigt som Teach First? Men så kommer der en børnesko flyvende, elever er oppe og slås over nogle terninger, eller jeg er igen for sent på den til metropol og kommer i tanke om, at jeg ikke har læst lektier. Jeg får aldrig svaret på mit eget spørgsmål.

Teach First kombinerer mine interesser

Hvis jeg skal kunne stå inde for at skrive til en blog om dette program, må jeg dog hellere finde de gode argumenter og intentioner frem, som fik mig til at sende en ansøgning.

For længe siden fortalte en veninde om Teach First, fordi hun syntes, det passede til mig. Hun havde ret; jeg var med det samme hooked på ideen om at komme bag murene i folkeskolen og arbejde direkte med den sociale ulighed, som har interesseret mig gennem hele min studietid på folkesundhedsvidenskab. Social ulighed i uddannelse og sundhed hænger uløseligt sammen, og kombinationen er i høj grad skyld i skæve fremtidsmuligheder for børn og unge.

Ansøgningsfristen druknede i specialenoter og blev glemt – som så meget andet – i specialetågen. Heldigvis. Da tågen lettede, fik jeg nemlig tilbudt en fast stilling hos Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg arbejdede med at forebygge rygning blandt især udsatte børn og unge. Kræftsagen betyder meget for mig, og det gjorde mit arbejde også. Jeg gav den fuld skrue og fik tildelt mere og mere ansvar som projektleder. Win-win. Alligevel ansøgte jeg hos Teach First året efter. Endnu en gang kan man spørge: Hvorfor? Svaret må være for samfundets mindste borgere. I mit tilfælde blev det 47 små mennesker i første klasse.

Kort sagt kombinerer Teach First flere af mine største interesser: Social ulighed, børn og unge samt undervisning. Jeg så en sjælden mulighed for at få praksiserfaring med folkeskolen, selvom jeg har en akademisk uddannelse. Folkeskolen er en mega interessant og vigtig arena for arbejdet med at mindske den sociale ulighed, som i høj grad eksisterer i Danmark. Derudover var jeg på mærkværdig vis tiltrukket af den udfordring, det ville blive.

En udfordrende ide

Jeg så forleden filmen ”20.000 days on earth”, hvor Nick Cave på et tidspunkt siger ”hellere handle på en dårlig ide end helt lade være med at handle.” Jeg synes, at han har ret. Mange undrede sig over, at jeg søgte væk fra noget, jeg var glad for. Men Teach First havde bidt sig fast, og jeg forfølger nu den ide, selvom jeg ikke ved, hvor det fører mig hen. Min første erfaring som graduate er, at for at overleve er du er nødt til at trives med udfordringer. Endnu vigtigere er det at acceptere, at du må følge med, så godt du kan, og måske vente længe med at brillere.

Jeg glæder mig til at blive klogere og fortælle mere om mine oplevelser her på bloggen. Mens jeg tæller ned til næste ferie.

 

 

Læs også

Kan vi regne med æbler og pærer? Ordvalg og sprogforståelse i matematikundervisning

Vi kan nu med stolthed præsentere vores to nye lærerfaglige mentorer: Lasse Rømer og Thomas [...]

Velkommen til årgang 2023!

De nye Teach First-graduates er netop begyndt ude på skolerne. Tag godt imod dem!

Vi åbner for nye ansøgninger til vores vinteroptag

Skal der ske noget nyt i dit liv og din karriere? Drømmer du om at [...]

Her er vores to nye lærerfaglige mentorer

Vi kan nu med stolthed præsentere vores to nye lærerfaglige mentorer: Lasse Rømer og Thomas [...]

Sara er uddannet havbiolog, men arbejder som lærer på Tingbjerg Skole (artikel i Politiken)

Folkeskolen er i stor mangel på uddannede lærere. På Tingbjerg Skole er flere af lærerne [...]

Generalforsamling hos Teach First Danmark torsdag den 2. februar 2023

Der indkaldes til generalforsamling i foreningen torsdag den 2. februar kl. 19:00 i sekretariatets lokaler [...]