Lærere er jo ikke mennesker

Jeg tror aldrig jeg tænkte et øjeblik over, hvad mine egne lærere lavede, når skoledagen sluttede. Eller jo, de fandt vel tid til at rette opgaver. Og nogle af dem havde vist også mænd, koner og børn. Men jeg tænkte aldrig over, at der kunne være flere facetter ved dem, som vi ikke så, når de underviste os i skolen. Den person, som de fremviste over for os måtte nødvendigvis være hele sandheden om dem. De var til for at undervise os, og deres gerning i livet var at få os godt gennem hver eneste skoledag fra klokken ringede ind til den ringede ud igen.

 

Det har slået mig et par gange siden jeg startede med at undervise 5. klasse på Kokkedal Skole. Jeg spiste middag og drak drinks med en gruppe veninder i min lejlighed en lørdag aften, og jeg tænkte pludselig ved mig selv: ”Tænk, at jeg kan sidde her og drikke rødvin og tale om byture, kærester, veninder der er blevet gravide, folkeskole-reunion og andre samtaleemner, man kan have som ung voksen i København, og så stadig være ’lærer’”. Tanken virkede næsten absurd.

 

Da vi fulgte et intenst tre-dages kursus og lærertræning med True North i sommer, kan jeg tydeligt huske en af budskaberne, der var skrevet i farverig kalligrafi på en af flip-over papirerne: ”Alt hvad du siger og gør, sender et signal til omverden”. Jeg har tænkt meget over det siden. Når jeg interagerer med mine elever, har jeg lynhurtigt vænnet mig til at tænke over alt, hvad jeg siger og gør. Min fremtoning, mit kropssprog, måden jeg formulerer mine spørgsmål på, om jeg holder øjenkontakt, om jeg virker nysgerrig, hvilket tøj jeg har på. Den sidste i endnu højere grad, efter en samtale jeg havde med et par af pigerne fra en af mine klasser efter en time. De kom tilfældigvis til at tale om det tøj, jeg havde på den dag – og før jeg vidste af det havde de kastet sig ud i en længere diskussion om, hvilke af mine outfits fra de sidste to uger, de bedst kunne lide. ”Den der dag, hvor du havde en sort top og rød skjorte på med løst hår”, ”Jeg kan bedre lide den top, der er mørk for oven og lys i bunden”. Jeg var målløs. Jeg tror ikke jeg kunne have svaret på, hvilket tøj jeg havde haft på dagen før, hvis nogen havde spurgt mig (hvis det da ikke var fordi det højst sandsynligt lå øverst i min ”jeg-tager-mig-af-det-i-morgen”-tøjbunke hjemme på soveværelsegulvet) og her stod pigerne og kendte næsten min garderobe bedre en jeg selv gjorde.

 

De her børn lægger mærke til de mindste ting og det er mildest talt en smule angstprovokerende. Jeg tænker over alt, hvad jeg siger og gør. Lige indtil jeg ikke har tid eller overskud til at gøre det. I en presset situation kan overfladen krakelere og de uovervejede og instinktive formuleringer og handlinger kan titte frem. Det er der, jeg kommer til at vende øjne af en elev, mens de andre fra klassen ser det. Det er der, jeg kommer til at råbe, så nogle af eleverne bliver forskrækkede og spiler øjnene op på vid gab. Det er der jeg tager en diskussion, som burde have ventet til en anden gang.

 

Den slags situationer kan tære på mit personlige overskud. Følelsen kan sætte sig i mig og være svær at ryste af mig igen. Realiteten er lige nu, at jeg sidder og har haft en knude i maven hele min torsdag aften, mens jeg venter på, at en af mine elevers far ringer tilbage. En torsdag aften, som jeg virkelig godt kunne have brugt på bare at slappe af og koble totalt fra. Sådan en ”benene-oppe-på-sofaen-med-sex-and-the-city-og-pasta-med-pesto-fordi-jeg-ikke-kunne-overskue-at-lave-rigtig-mad-ligge-under-dynen-før-22”-aften. I stedet er HBO Nordic sat på pause og jeg sidder bare og gennemgår eftermiddagens forløb i mit hoved, mens jeg nøje overvejer, hvordan jeg skal formulere mig. Hvordan kan man på en god måde fortælle en far, at man synes hans søn har opført sig fuldstændig uforskammet, uden at det kommer til at lyde som en direkte kritik af deres opdragelse? Jeg ved heller ikke, hvad de skal få ud af at få det opkald. Hvad skal de dog bruge det til? De kender udmærket til de udfordringer han har, uden at jeg skal ringe til dem torsdag aften, når de har gæster og minde dem om det en ekstra gang. Men jeg sagde til ham, at jeg ville ringe til hans forældre. Og hvis der er noget den dreng ikke skal have, så er det tomme trusler. Han gennemskuer dem med det samme og så kan situationen kun blive værre.

 

Så hvor går grænsen mellem lærer og menneske? Hvornår investerer man mere af sig selv end hvad godt er? Hvor meget af sin upolerede, uovervejede, politisk og pædagogisk ukorrekte side må man vise, før børnene tager skade?

 

Det er en svær balance, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal finde. Eller om jeg nogensinde finder. Jeg tror aldrig jeg lærer at være afslappet omkring at skulle foretage et opkald til forældrene til et barn, som har opført sig dårligt. På den anden side, er det måske kun godt. Måske kan man ikke oprette et godt samarbejde med forældre, hvis ikke man føler, at man har noget på spil personligt?

 

Lærerlivet er en konstant rutsjebanetur. Det har jeg erfaret på trods af, at jeg kun har været lærer i tre måneder og to dage. Jeg kan gå fra at svæve på en sky til at være på grådens rand og tilbage igen på én og samme dag. Jeg tror ikke, at man som lærer kan undgå at give ud af sig selv og sit personlige overskud til sine elever. Det er nødvendigt for at danne relationer. Og relationer er bevist at være nødvendige for at skabe læring. Men når det, man har givet ud af sig selv, kommer tilbage til én den anden vej, så er det en fuldstændig ubeskrivelig oplevelse. Når en elev siger ”Jeg synes matematik er blevet meget sjovere, efter vi har fået dig”, så tænder det en lille ild i maven på mig, der giver mig lyst til at finde på de næste ti sjove aktiviteter, som vi kan lave i matematik. Når en forælder skriver, at deres datter aldrig har været gladere for de fag, jeg underviser hende i, så bliver den lille ild til et bål. Når eleverne i klassen skriver breve til mig på ”Lærernes Dag”, hvor de alle skriver tak for, at jeg vil være deres lærer og at jeg gør undervisningen god og sjov, så bliver bålet til en skovbrand.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg skal være lærer. Men det bliver nok så længe at der bliver holdt liv i ilden, uden at den truer med at brænde mig ned til grunden.

The following two tabs change content below.
Sophia Bardenfleth

Sophia Bardenfleth

Civilingeniør, Matematisk Modellering (DTU, 2016)

Teach First Danmark graduate og lærer på Kokkedal Skole

Kommentarer

Læs også

Holler Box