VIDEO: Hvad man ikke gør for at motivere sine elever…

Nytårsaftensdag 2016 kastede jeg mig ud i en usædvanlig challenge: Jeg skulle spise en habanero chili, og derefter skulle jeg hoppe i vandet. Og hvorfor i alverden skulle jeg så det? Det var såmænd en udfordring, jeg havde fået af mine elever i 5.D på Kokkedal Skole.

 

I starten af skoleåret overvejede jeg, hvordan jeg bedst kunne lære mine elever engelsk. Det er et af de fag, jeg underviser i som Teach First graduate og lærer på Kokkedal Skole. Det er samtidig det fag, jeg finder mest udfordrende. Jeg har selv engelsk som mit andet modersmål, fordi min mor er amerikaner. Og jeg har ikke selv skulle lære et fremmedsprog så tidligt som danske skoleelever lærer engelsk.

Som elev i femte klasse er man stadig i fuld gang med at lære det danske sprog. Man er midt i at finde hoved og hale i særligt skriftsproget, som helt naturligt er elementer, man endnu ikke har fået styr på. Samtidig skal man til at lære et andet sprog oveni.

 

Da jeg selv har lært engelsk som et modersmål, synes jeg det kan være rigtig svært at finde ud af, hvor jeg skal begynde. Er det ordforråd, grammatik, udtale eller noget helt fjerde, der ervigtigst at starte med? Det kan ende med at blive et slags ”hønen-eller-ægget” dilemma.

Jeg sad en eftermiddag og vendte dette med min mor. Hun fortalte om dengang hun selv havde været på sprogkursus for at lære dansk. Deres underviser havde bedt dem om at lære 15 danske sætninger udenad til hver uge, såsom ”Hr. Madsen har en brun jakke på”. I hver sætning var der et ord, der var understreget. Når underviseren sagde ordet, skulle de kunne sige hele sætningen ordret. Ifølge min mor hjalp det med to ting: For det første udvidede de deres ordforråd hurtigt og for det andet fik de lagret faste vendinger og ordstillinger i hukommelsen, som hjælper en til at kunne ”høre om det er rigtigt”.

 

Jeg besluttede mig for at prøve det af i klassen. Hver uge gav jeg mine elever fem engelske sætninger, som de skulle lære udenad. Bare tilfældige sætninger som fx: ”Generally speaking, Americans like coffee”. På grund af elevernes meget spredte niveau i engelsk, ville nogle elever have lettere ved det end andre. Så jeg forventede ikke, at alle mine elever ville lære sætningerne hver uge. Og her kommer motivationen ind i billedet – så jeg jeg satte mig for at finde en måde at skabe incitament til, at så mange elever som muligt ville prøve at lære sætningerne udenad.

 

Det endte med et point-system, hvor jeg hver uge talte sammen, hvor mange elever, der kunne sige sætningerne højt. Det var vigtigt for mig, at der var fokus klassens præstation som helhed. Vi aftalte derfor, at hele klassen ville få mulighed for at give mig en udfordring, når de nåede et bestemt mål. Da de nåede vores mål om, at 60 elever inden efterårsferien havde lært sætningerne udenad, fik jeg selv min første udfordring: Klassen besluttede, at jeg skulle undervise en time med bind for øjnene. Det var en udfordring, for at sige det mildt.

 

Det gav dem blod på tanden! Og de ville gerne have lov til at stille mig en ny udfordring. Vi satte et nyt mål om, at klassen sammenlagt skulle nå op på 140 elever, der havde lært sætningerne udenad inden juleferien. Og her var det så, at klassens udfordring blev, at jeg skulle spise en chili og hoppe i vandet, hvis det lykkes. Det gjorde det. Om jeg holdt min ende af aftalen, afsløres i videoen nedenfor.

 

Om mine små udfordringer har hjulpet mine elever til at lære engelsk ved jeg ikke rigtigt. Men jeg fik efterfølgende denne besked fra en forælder i klassen:

 

Så udsætter jeg mig gerne mig for både stærk Chili og fire grader varmt vand igen. Og nok også mere end en én gang til.

 

“Hej Sophia

 

Tak for fantastisk underholdning her i det nye år! Fantastisk video – hold kæft, du er sej! En lærer af sine ord. Du er lige præcis den lærer, der bliver husket for evigt. Vi har simpelthen så stor respekt for dig – for alt det, du gør som lærer – og som menneske(-lærer). 

Tak for dig 🙂

 

— forældre til elev i 5.D

The following two tabs change content below.
Sophia Bardenfleth

Sophia Bardenfleth

Civilingeniør, Matematisk Modellering (DTU, 2016)

Teach First Danmark graduate og lærer på Kokkedal Skole

Kommentarer

Læs også

Holler Box