Verdens bedste job!

David Roberto Cand.pæd.soc. i pædagogisk psykologi (AU 2016) Teach First Danmark graduate og lærer på Nivå Skole

David Roberto

Cand.pæd.soc. i pædagogisk psykologi (AU 2016)

Teach First Danmark graduate og lærer på Nivå Skole

Yes! Verdens bedste job. Simpelthen.

Den overskrift lovede jeg mig selv, at mit første blogindlæg skulle have, da jeg sidste lørdag kørte hjem fra Nordsjælland i min morbrors bil. I dag er det søndag (ugen efter), og jeg sidder i stillezonen i et af de regionaltog, der dagligt kører mig til Nivå, hvor jeg arbejder. Turen går via kystbanen, solen skinner og ud af vinduet kan jeg gennem de nøgne træer se, hvordan solen spejler sig i vandet. Jeg er på vej til at se nogle af pigerne fra min klasse deltage i en julegymnastikopvisning.

Jeg blev i sommers tilbudt stillingen som klasselærer for en femteklasse med ansvar for fagene dansk, historie, kristendom og billedkunst. En fagkombination, som passer ret godt til min faglige profil. Så jeg sagde med det samme ”ja tak”.

Jeg har en bachelorgrad i uddannelsesvidenskab og en kandidat i pædagogisk psykologi. Jeg har specialiseret mig i forholdet mellem læring og kreativ problemløsning – og jeg går meget op i at udfordre mine elever til at tænke kreativt på tværs af fagene… lettere sagt end gjort!

Inden jeg begiver mig ud i egne idealer og målsætninger om at revolutionere det danske uddannelsessystem, så lad mig vende tilbage til sidste uges lørdag. For det er grunden til, at jeg sidder her i toget denne første søndag i advent.

I sidste uge aftalte jeg at hente en af drengene fra min klasse, så vi kunne tage sammen ud og se (og heppe) på en anden dreng fra klassen, som skulle kæmpe til DM i karate. Jeg har selv stor interesse for kampsport, og samtidig var der en oplagt mulighed for at knytte bånd til drengen. Faktisk blev det sidstnævnte hovedformålet med dagen, hvilket hænger sammen med, at der for nylig var blevet skrevet en del hjem til drengens forældre på grund af uro i timerne.

Der er to grunde til, at jeg på denne måde bevæger mig ud over skolens rammer. Jeg er for det første overbevist om, at læreren som rollemodel er en af de vigtigste funktioner (hvis ikke den vigtigste) i vores uddannelsessystem og fuldstændig afgørende i relationsarbejdet. Samtidig er jeg overbevist om, at man er nødt til at inddrage ’det hele barn’ i læringssituationer for at gøre det muligt at overføre det man lærer i en skolekontekst til andre sammenhænge – og omvendt.

Da vi ankom til karatestævnet fungerede min følgesvend både som kommentator og diskussionsopponent under opvisningen inden kampene. Han fremhævede fejl og sammenhænge mellem deltagernes fejl og deres sindsstemning. Jeg så med andre ord nogle analytiske og kritiske færdigheder hos en elev, som jeg ikke i lige så høj grad ville se i klassen.

Vi blev begge så opslugt af vores samtaler, at en af stævnets ’officials’ kom og bad os om at dæmpe os lidt. Pinligt. Men mon ikke der er noget positivt ved, at en elev oplever at blive irettesat sammen med sin lærer frem for af sin lærer? Det gav han i hvert fald stærkt udtryk for mandagen efter i klassen, hvilket skabte en bølge af reaktioner blandt de andre børn. Så nu er min kalender ekstra booket med vigtige aftaler, og den første er den julegymnastikopvisning, som jeg nu er på vej til.

..