Forfærdelig elev, men skønt barn

Vibeke Schmidt, B.Sc. International Business, M.Sc. Risk Management and Financial Engineering (2016) Teach First Danmark graduate og lærer på Bavnehøj Skole

Vibeke Schmidt, B.Sc. International Business, M.Sc. Risk Management and Financial Engineering (2016)

Teach First Danmark graduate og lærer på Bavnehøj Skole

Alle os i Teach First Danmark har historier om forskellige problematiske elever. Der er de usikre, som bare kræver støtte, og med den er læringskurven stejl. Der er de hårde facader, som man med den rigtige kombination af smil, anerkendelse og faste rammer når ind til. Og så er der ”suk"-eleverne - dem man føler, at man bare ikke kan nå ind til. De kan enten være forstyrrende i undervisningen eller som bare sidder passivt, hvor meget man end anerkender, opmuntrer og prøver at vise dem, at man tror på dem. Trods de de dejlige succeshistorier gik jeg alligevel på efterårsfere med en nagende følelse af, at der var nogen, jeg bare ikke kan nå.

En gruppe drenge fra 7. tog min hund med på tur. Fagligt svag eller stærk – det er der ingen der tænker på, når der skal tages selfies

En gruppe drenge fra 7. tog min hund med på tur. Fagligt svag eller stærk – det er der ingen der tænker på, når der skal tages selfies

Heldigvis havde jeg valgt at bruge efterårsferien på Lær for Livets Learning Camp – et signatur projekt under Egmont Fonden, som hjælper anbragte børn (laerforlivet.dk). Som en del af Teach First Danmarks sommerakademi tilbringer alle graduates to uger med disse fantastiske børn på camp'en, hvor der grines, leges og gøres læringsfremskridt i både dansk og matematik.

Så glæden var stor, da jeg genså alle mine dejlige learning kids på Osted Efterskole. Fighteren, som jeg kalder hende, stod med sin plejeforældre, og det sekund hun så mig kom hun løbende med et bredt smil og ordene ”Jeg skal starte på en normal folkeskole og jeg har læst 7 bøger siden sidst”. Hendes baggrund involverer både svigt og vold, men alligevel er hun så fuld af glæde og energi hele tiden. Undtagen et sted. Det sekund hun sætter sig i et matematik-klasselokale bliver energien til passivitet og glæden til total opgivenhed. Baseret på sommerens oplevelser var det bare at bruge vedholdenhed og bygge videre på vores relation og sengekantssamtaler om drømme og skole. Man når lidt og man er tilfreds med små skridt. For jeg vidste jo, at hun var så meget mere inde under hendes opgivende ydre. Det er bare et foreløbigt resultat af traumatiske oplevelser i og uden for skolen. Samme aften forlod jeg hendes værelse med et smil på læben og ordene ”Jeg håber du husker at vise dine dine lærere denne her side af dig”. Og der slog det mig. Selvfølgelig gør hun ikke det, for man ser alt for nemt kun eleven i klasserummet. Man ser eleven og overser nogle gange barnet. Og for mange børn er deres elevside ikke deres bedste side af mange forskellige grunde.

Med den tanke var mandagen efter efterårsferien endnu bedre, end jeg havde regnet med. At se alle mine dejlige børn var fantastisk, og jeg har brugt ugen på sidde i frikvarterer og snakke med dem, jeg ellers havde mistet lidt af troen på. Vi talte ikke om skole, opførsel, om motivation eller om det gode ved at lære. Men om alt andet. Ting, der ikke har samme negative forhistorie. En havde brugt brugt efterårsferien på en gaming-messe, en anden havde haft fødselsdag og en tredje fortalte, at han faktisk har flere pigevenner end drengevenner, fordi de er bedre til at snakke om følelser. Der er ingen garanti for, at det kommer til at hjælpe dem med læring. Men de har nu grinet med en lærer i et klasselokale. Og det er en god start.   

..