Uge 4 – hvad fanden har jeg egentlig rodet mig ud i?!

Ronja Lundberg Cand.scient.pol. (2016) Teach First Danmark graduate og lærer på Islev Skole 

Ronja Lundberg
Cand.scient.pol. (2016)

Teach First Danmark graduate
og lærer på Islev Skole 

”Hvad fanden har jeg egentlig rodet mig ud i?” tænkte jeg, da jeg for tredje gang inden jul konfiskerede den samme bold fra den samme elev fra 6.b, der løb på den samme gang og væltede den samme stol i sin totale indlevelse i enhver lærers helvede: Dødbold.

Jeg kunne have siddet i et komfortabelt kontorjob og diskuteret verdenssituationen med voksne, (semi)velreflekterede mennesker. I stedet står jeg i sjap og lytter til en 12-årig, der prøver at forklare, hvordan han bare ”gik hurtigt” og at han ”ikke havde opdaget” at han havde bolden i hænderne, hvorfor der, ifølge ham, ikke var grundlag for en boldkonfiskering.

”Hvad fanden har jeg egentlig rodet mig ud i?” tænkte jeg grinende, da jeg underviste i samfundsfag i denne uge. Mine elever arbejdede med en afsluttende opgave til forløbet 'politiske partier'. Et af spørgsmålene lød: ”Tegn højre/venstre-skalaen og placér dig selv på den”. Efter 20 minutters dyb koncentration hos to af mine elever, blev jeg nysgerrig på, hvorfor de arbejdede så hårdt – godt nok er samfundsfag spændende, men alligevel… Da jeg kom ned til deres bord, opdagede jeg, at eleverne arbejdede hårdt på et detaljeret selvportræt, der balancerede nydeligt på en højre/venstre-skala (hvor der, by the way, var byttet om på højre og venstre). De havde arbejdet så hårdt, og virkelig gjort sig umage, at jeg ikke nænnede at fortælle dem, at det havde været nok med en lodret word-tegnet-linje, der markerede, hvor de ville placere sig. At de ikke behøvede at tegne et billede af sig selv. Samtidig kom jeg i tanke om, at besvarelsen jo ikke var forkert. De havde bare forstået den anderledes, end jeg havde tænkt, de ville forstå den.

Jeg har rodet mig ud i mit livs lederuddannelse. Hoppet ud hvor jeg knap nok kan bunde - uden redningsvest.
— Ronja Lundberg, Teach First Danmark graduate
 

”Hvad fanden har jeg egentlig rodet mig ud i?” tænkte jeg, da en elev kom op til mig, og sagde, at jeg aldrig måtte stoppe som hendes matematiklærer. Og jeg blev så overrumplet, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, hvorfor min respons blev et akavet skulderklap. ”Hvordan kan jeg leve op til hendes forventninger?”, var min første tanke. Hvad nu hvis jeg ikke har overskuddet til at fortsætte med at presse hende til at forstå matematik? Hvad nu hvis jeg ikke lærer hende nok? Hvad nu hvis mine elever slet ikke lærer noget, og ender med ikke at kunne blive, hvad de drømmer om? Hvad nu hvis de alle sammen ender på gaden, fordi jeg har fejlet som lærer?! At være lærer er et stort ansvar, der nogle gange i korte øjeblikke kan overvælde mig.

Jeg har rodet mig ud i mit livs lederuddannelse. Hoppet ud hvor jeg knap nok kan bunde - uden redningsvest. For lærere er ledere. Fænomenale ledere. Jeg bliver hver dag inspireret af og beundret over mine kollegaer, der formår at jonglere faglighed, kreativitet og bevægelse og mixe det til 25 cocktails tilpasset hver elevs behov. Jeg beundrer deres tålmodighed, deres overblik og hvordan de formår at skabe læring og ro i situationer, der mest af alt minder om konfliktzoner. De puster motivation i elever, der har givet op, og viser vej, når elever er gået forkert. De er ledere i hver en fiber.

Jeg har kun været lærer i seks måneder, men jeg er slet ikke i tvivl om at de kompetencer, jeg er i gang med at udvikle, styrker mit overblik, mine kommunikative evner, min faglighed, min planlægning, mine konfliktløsningsevner, mine reaktionsevner i uforudsete situationer, mine relationskompetencer og mit indblik i og forståelse for mennesker, der er vokset op i en hverdag anderledes fra min egen. Jeg får måske ikke et flot certifikat med et dyrt stempel på, men min personlige og professionelle læringskurve har aldrig været stejlere. Og dén udvikling kan stadigvæk overrumple mig og skubbe mig ud af balance, så jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvad fanden, jeg egentlig laver.

..