Når verdener mødes: En klasse fuld af rollemodeller

Vibeke Schmidt, B.Sc. International Business, M.Sc. Risk Management and Financial Engineering (2016) Teach First Danmark graduate og lærer på Bavnehøj Skole

Vibeke Schmidt, B.Sc. International Business, M.Sc. Risk Management and Financial Engineering (2016)

Teach First Danmark graduate og lærer på Bavnehøj Skole

”Hva' fanden, det er jo nærmest logen, der er mødt op her”, siger min ven Jakob, som er ansat i Maersk. Han storsmiler og giver high-five til Rune, som er konsulent i EY. Det er fredag morgen og klokken er 8.00. Biblioteket på Bavnehøj Skole virker ualmindeligt lille med 33 personer i alderen 20-45 år. De sidder klar til fire timers 1-1 interaktion med en 7.-klasse. De skal snakke om fremtiden... 

Klassen er fyldt med alt fra advokater og ingeniører til økonomer og en personlig træner... Fælles for dem alle er, at de har taget fri en fredag formiddag for at gøre en forskel for nogle unge mennesker. Og det andet fællestræk: De er mine venner, tidligere kolleger og venners venner.

Med en baggrund i Hellerup har min egen fremtid altid stået som noget spændende og sjovt. Noget at se frem til og noget at snakke med mine forældre om. Jeg voksede op som en forkælet, men dog ikke spoleret pige (siger min mor). At penge kunne være en mangelvare tænkte jeg ikke over, og jeg snakkede om fremtiden med fokus på at finde noget, jeg ville elske at lave.

Selvom et billede er opstillet kan det stadig være real. Rune er en succes for min elev fra Syrien, da vi først går i gang

Selvom et billede er opstillet kan det stadig være real. Rune er en succes for min elev fra Syrien, da vi først går i gang

Mange ting er sket siden, og nu står jeg her som lærer på en skole i Sydhavnen med blandt andet to 7. klasser. Fra mit arbejde med udsatte børn i London ved jeg, hvor vigtigt det er at have noget af brænde for, hvis man skal være motiveret for at knokle i skolen. Mange af mine børn har aldrig rigtig tænkt over, hvad de vil. De tror ikke de kan blive noget, eller i bedste fald har de en ide om noget lidt urealistisk, som for eksempel fodboldspiller. Nogle har en drøm, men vejen derhen er uklar. Og sparringen med forældre og rollemodeller er det sparsom med.

Så derfor har jeg overtalt mine venner til at tage tid ud af kalenderen og forberedt dem på 14 aktiviteter, som de skal nå sammen eleverne over de næste fire timer. Mit mål er klart:

  1. Børnene skal gå herfra med følelsen af, at fremtiden bare er noget rigtig spændende og at de kan blive hvad de vil, bare de kæmper for det

  2. De skal have lært at konkretisere deres mål, undersøge hvad job/uddannelse kræver og lagt en plan for at forbedre sig i og uden for skolen for at øge chancerne for at opnå drømmejobbet

  3. Børnene skal føle, at de bliver taget seriøst. At nogle voksne mennesker gerne vil bruge tid på dem. Som en fra 7.A sagde ”Tænk at nogle vil tage fri for at snakke med os”

Men nu, hvor dagen endelig er kommet er jeg nervøs. Kan de relatere til hinanden. En af mine elever spurgte i går om ”der kommer mange indvandrere”, hvortil jeg med et undskyldende smil måtte sige, at jeg ikke havde kigget på farve. Sandheden? I min tid fra Hellerup til CBS var mit netværk fortvivlende lidt multi-etnisk. I mit hovedet takkede jeg min venindes kæreste for at have gambianske rødder. Næsten alle tilstedeværende er universitetsuddannede og har forholdsvis privilegerede baggrunde. Jeg kan mærke sveden på min pande, mens jeg indser, hvor langt fra mine børns verden disse voksne egentlig er. Men de vil børnene og de glæder sig sådan.

To personer, der ikke kunne have en mere forskellig  baggrund, men vist nok ret ens humor.

To personer, der ikke kunne have en mere forskellig  baggrund, men vist nok ret ens humor.

Da jeg træder ind i klassen med mine ”voksne” i hælene, der fylder et i forvejen lille lokale helt ud, udbryder en af mine drenge ”Wow. Kender du alle de mennesker.”, mens en anden bare udbryder ”shit”. De ellers ganske højlydte drenge er helt stille og har store øjne. Efter de første ti minutter, hvor jeg får gennet de forskellige voksen-barn-par ind i de rigtige lokaler, kan man kun høre den stille summen af småsnak.

Med 66 mennesker fordelt i 8 lokaler skal der gås hurtigt, og selvom jeg efterhånden er lidt ligeglad, kan jeg mærke at nu er ryggen også svedig. Suk. Jeg håber jeg ser ud som om jeg har styr på det. Det har de andre ”voksne” heldigvis. I det ene lokale er klassens seje dreng, som ellers mener skolen er ret ligegyldig, fascineret af den over to meter høje mand med eget firma inden for personlig træning, mens han fortæller om sin egen træning efter skole. Ved siden af er der seriøse ansigtsudtryk mellem en iværksætter og en af mine drenge som pt. er i konflikt med næsten alle lærere. Hans ”voksne” synes bare han er fed og der er ingen brok over hans tydelige 100 procent danske rødder.

I kl. 10-pausen er der lidt kaffe til de frivillige, og rummet summer af historier fra de første sessioner. Advokaten Sven fortæller imponeret om sin elev, der havde et ødelagt toilettet derhjemme og da bare lige fiksede det: ”I reservatet [Gentofte] havde barnet taget det andet badeværelse eller bedt Au-Pairen ringe til en håndværker”. Alle er indtil videre glade og jeg kan mærke, at jeg begynder at nyde det. Både børn og voksne virker til at have det skønt.

Katharine, der til daglig er Konsulent, er meget tilfreds med elev, der ”rapkæftet på den fede måde lige som mig”

Katharine, der til daglig er Konsulent, er meget tilfreds med elev, der ”rapkæftet på den fede måde lige som mig”

Vi går ind til anden runde og jeg advarer om, at nu skal ens drømme konkretiseres, og det skal planlægges, hvad man kan gøre for at blive bedre i skolen. For nogle af børnene, som er vant til at sidde som zombier en hel skoledag, er det hårdt på den måde at bruge tid med en voksen, som fokuserer på dem 100 procent. Min veninde stråler på vej op til børnene igen og snakker om, hvor sød hendes elev er. Eftersom hun er en af mine mest udfordrede elever og mange læreres mareridt, er jeg lettet. Hvor er det fedt, at hun oplever så meget interesse og positiv energi fra en voksen, og to timer senere har jeg (som hendes dansk- og matematik-lærer) modtaget en besked, hvor hun beder om hjælp og har forslag til, hvordan hun vil forbedre sig i tre fag.

Klokken nærmer sig 11.30, og man man se folk begynder at få rundet af. Jeg kan ikke skjule et stort smil, da jeg ser flere voksne give mail og telefonnummer til børnene med ordene: ”Du skriver bare, hvis du har brug for hjælp”. Flere siger til mig, at hvis der problemer med at skaffe praktik til dem næste år, så skal jeg bare sige til. En elev kommer hen og siger ”det er det fedeste arrangement”, og med et hengivent smil kigger han på ”sin” voksne og siger ”min voksne var den bedste”. Jovist han er en fedterøv, men stadig er det skønt at høre.

Katharine, der til daglig er konsulent, er meget tilfreds med sin elev, som er ”rapkæftet på den fede måde ligesom mig”

Afskeden med de voksne er fuld af smil og ros til børnene, og som en stolt lærer lapper man det i sig. De er skønne børn. Mange siger, at de er klar næste gang jeg laver noget lignende, og selvom det har været hårdt, virker alle tilfredse med indsatsen. På vej op ad trappen beder jeg i mit stille sind om at børnene har det på samme måde. Det sekund jeg møder et par elever er det første de siger ”Det var så fedt! Jeg har fået snakket om alting. Og jeg har lovet at lave alle mine lektier i dansk fremover!”. Børnene har en højlydt diskussion om hvis ”voksen” var sejest. ”Min var advokat og tjente sygt mange penge!”. ”Men så du min, hvor stor han var”. Resten af dagen får jeg beskeder på facebook, Snapchat m.m. fra begejstrede elever, der vil høre om vi snart skal lave noget med ”dine venner” igen.

Forskellig baggrunde, ja. Men netop derfor er der plads til at lære af hinanden og blive inspireret af hinanden. At se så meget entusiasme og dedikation, når to verdener mødes, er noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet. Ingen tvivl om, at børnene har fået sat ord på deres drømme og nu har et mere klart billede af, hvad de kan bruge skolen til.

Tusind tak til alle, der mødte op.
Både til familie og venner, som ikke rigtig havde et valg, da jeg først havde kigget på dem og sagt, at de ville være perfekte. Men også til bekendte, jeg ikke havde snakket med i flere år og som bare var klar på at hjælpe. Og tusind tak til Bain & Co for at lade nogle af deres ansatte bruge deres kostbare tid på nogle meget taknemmelige børn. Og tak til alle de dejlige børn fra Bavnehøj Skole, der tog godt imod en masse privilegerede voksne, der havde forvildet sig ud til Sydhavnen.

..