Teach First Danmark indgår samarbejde med DTU

Samarbejdet med DTU skal engagere endnu flere graduates med en ingeniørvidenskabelig baggrund, som kan være rollemodeller i folkeskolen og bidrage til at styrke interessen for ingeniør- og naturvidenskab i en tidlig alder. 

Som et af Europas førende universiteter og med 6000 ansatte har DTU en afgørende rolle i nyttiggørelsen af teknisk videnskab og naturvidenskab i Danmark. Samarbejdet med DTU skal engagere endnu flere graduates med en teknisk- og naturvidenskabelig baggrund, som kan bidrage til at undervise og styrke interessen for naturvidensskab i skoler i socialt udsatte områder.

Martin Vigild, dekan på DTU, siger:

"Der vil i fremtiden være stor mangel på ingeniører. Teach First Danmark er et initiativ, som kan bidrage til at engagere flere af de dygtigste i en generation til at undervise, være forbilleder og styrke fagligheden i folkeskolen. Det er samtidig en erfaring, som vil udvikle kandidaterne, fordi det både er meningsfuldt og rummer et stort potentiale at blive dygtig til at lære fra sig og motivere andre. Jeg ser det som en del af en langsigtet indsats, der skal bidrage til, at flere børn og unge i Danmark fatter interesse for naturvidenskab og ingeniørfaget – til gavn for dem selv og hele samfundet."

Jesper Bergmann, direktør i Teach First Danmark:

"Samarbejdet med DTU er en vigtig anerkendelse af Teach First Danmarks arbejde. Det er samtidig en fantastisk mulighed for at engagere endnu flere undervisningstalenter med eksempelvis en ingeniørbaggrund, som kan være forbilleder i folkeskolen og lære fra sig. Alt for mange børn går ud af skolen uden færdigheder og lyst til for eksempel at finde vej til en uddannelse på DTU. Det er et tab for både den enkelte og for samfundet. Vi er glade for, at DTU mener, at der også er undervisningstalenter blandt ingeniører, der kan være med til at løse dette problem".

 
..