Mit første år som lærer

Jeg fik en mail fra en forælder den anden dag, som var ret hård at læse. Det sker. Det er ikke første gang og det bliver helt sikkert ikke den sidste. Men denne gav mig virkelig ondt i maven. Det er svært at leve op til de tårnhøje forventninger man bliver mødt med, når ens arbejde indebærer at danne og uddanne folks børn, folks guldklumper, folks ét-og-alt. Og her var en forældres forventninger ikke blevet mødt.


Heldigvis får jeg også masser af bekræftelse og opmuntringer både fra forældre, elever og kolleger. Så sent som i går kom en elev hen til mig og sagde: ”Det jeg glæder mig mindst til næste skoleår er, at vi ikke skal have dig i engelsk”. Det var simpelthen så sødt og det varmede mit hjerte. I dag delte jeg sedler ud til mine elever, hvor jeg bad dem skrive, hvad de gerne ville arbejde med, når de blev store. Derudover bad jeg dem vurdere, hvor godt de kunne lide matematik. To af mine elever skrev ”du er den bedste matematiklærer vi har haft” på bunden af sedlerne. Jeg blev så glad.

Man skal samle på de positive tilbagemeldinger og knuge dem til sig, så godt man kan. For det kræver mange af de gode for at kunne håndtere en dårlig. Det er skide hårdt, når nogen får mig til at føle, at jeg ikke gør det godt nok. For jeg vil ikke bare gøre det godt nok. Jeg vil være dén lærer. Den lærer, der ændrer noget for en elev. Den lærer, som en elev husker tilbage på senere i livet som en, der gjorde en forskel for dem. Jeg vil være den der lærer fra den super cheesy Hollywood film, som forvandler klassen med hårdkogte, skoletrætte elever til ambitiøse, velfungerende unge mennesker med masser af mod på livet. Selvfølgelig lige justeret til at omhandle en flok helt almindelige 5. klasser på en helt almindelig folkeskole i Kokkedal.

 

Men jeg giver sgu ikke op. Kald mig bare naiv, men drømmen lever stadig i mig. Jeg er ikke umiddelbart typen, der bliver motiveret af modgang, men det her er stadig noget af det vigtigste jeg nogensinde har gjort og derfor kommer jeg også over mine nederlag

Og det er muligvis det, der virkelig rammer hovedet på sømmet og derfor den mail gjorde så ondt. I virkeligheden har jeg ikke levet op til mine egne forventninger til mig selv. For de har været helt oppe i skyerne. Jeg vil så gerne få alle mine elever til at elske matematik. Få dem til at undre sig og fordybe sig. Vise dem, at man kan finde systemer og mønstre i alt omkring os. At matematik og naturvidenskab handler om at være kreativ og løse verdens problemer. Jeg vil også styrke deres tro på dem selv og understøtte et godt klassefællesskab. Styrke deres evne for empati og inspirere dem til at være rummelige og tålmodige personer. Jeg vil aldrig råbe ad eleverne. Jeg vil ikke udstille en elev foran hele klassen. Jeg vil have, at mine elever skal tale mere end mig i løbet af en time.

Der er ikke lykkes. Ikke hele tiden i hvert fald. Hverdagen tager over og det personlige overskud kan ikke altid findes frem, når man har travlt i løbet af en skoledag. Jeg har råbt ad mine elever. Jeg har udstillet en elev foran resten af klassen. Jeg har været træt i stemmen efter en time, hvor jeg har talt for meget. Og det er svært at se i øjnene.

En af de ting, der kan frustrere mig aller mest, er når der er et problem jeg ikke kan finde en løsning på. Og det er der hver dag i folkeskolen: Hvorfor virker en aktivitet så meget bedre i den ene klasse frem for den anden? Hvordan får jeg gruppearbejdet tilbage på ret kurs, når eleverne er blevet uvenner? Hvad gør jeg, hvis den aktivitet jeg har planlagt ikke fungerer? Hvordan får jeg en elev til at være stille, når jeg har prøvet alt jeg kan komme i tanke om, uden held? Hvordan er de åndssvage fidgetspinners blevet så populære? Hvordan kan jeg få en elev til at holde op med at lege klassens klovn, når de andre elever opmuntrer det ved at grine? Jeg aner det ikke.

Men jeg giver sgu ikke op. Kald mig bare naiv, men drømmen lever stadig i mig. Jeg er ikke umiddelbart typen, der bliver motiveret af modgang, men det her er stadig noget af det vigtigste jeg nogensinde har gjort og derfor kommer jeg også over mine nederlag. Jeg skal lære af mine fejl og jeg skal holde fast i alle de gode oplevelser. Jeg skal holde mit mål for øje og jeg skal fejre mine succeser. Jeg vil gøre en forskel. Efter en god lang sommerferie kan det næste skoleår bare komme an!

 

Læs også

Kan vi regne med æbler og pærer? Ordvalg og sprogforståelse i matematikundervisning

Vi kan nu med stolthed præsentere vores to nye lærerfaglige mentorer: Lasse Rømer og Thomas [...]

Velkommen til årgang 2023!

De nye Teach First-graduates er netop begyndt ude på skolerne. Tag godt imod dem!

Vi åbner for nye ansøgninger til vores vinteroptag

Skal der ske noget nyt i dit liv og din karriere? Drømmer du om at [...]

Her er vores to nye lærerfaglige mentorer

Vi kan nu med stolthed præsentere vores to nye lærerfaglige mentorer: Lasse Rømer og Thomas [...]

Sara er uddannet havbiolog, men arbejder som lærer på Tingbjerg Skole (artikel i Politiken)

Folkeskolen er i stor mangel på uddannede lærere. På Tingbjerg Skole er flere af lærerne [...]

Generalforsamling hos Teach First Danmark torsdag den 2. februar 2023

Der indkaldes til generalforsamling i foreningen torsdag den 2. februar kl. 19:00 i sekretariatets lokaler [...]