Practice what you teach

Vi har i vores lærerteam besluttet, at vi i år vil arbejde med mindset med eleverne. Det er blevet en populær tankevirksomhed inden for undervisningsverden og den går i korte træk ud på, at udfordre måden vi håndterer nye udfordringer på.

 

Det er forsker Carol Dweck fra Stanford University, der oprindeligt har formuleret de to tankesæt, fastlåst – eller fixed – mindset og udviklende – eller growth – mindset. Målet er at bevæge sig væk fra det fastlåste mindset, hvor man helst undgår nye udfordringer i frygt for at fejle og i stedet bevæger sig hen imod et udviklende mindset, hvor man ser udfordringer som en mulighed for at lære noget nyt og hvor fejl er et tegn på denne læring.

 

Da jeg i forbindelse med min uddannelse hos Teach First Danmark først blev præsenteret for mindsetteorien gik det op for mig, at jeg har et ret fastlåst mindset. Jeg har gennem hele min folkeskoletid været meget bevidst om, hvad jeg havde evner for og hvilke ting jeg ”bare ikke var god til”. Jeg var god til matematik. Jeg var god til dansk, især grammatik. Jeg var god til at opføre mig ordenligt, sidde stille og gøre som læreren sagde. Jeg var ikke ret god til idræt, især ikke når det involverede en bold. Så i de fleste idrætstimer, gjaldt det for mig mest om, at de andre ikke skulle lægge for meget mærke til, at jeg ikke kunne ramme en ladeport, når vi eksempelvis spillede høvdingebold. Så snart jeg fik bolden i hænderne røg den straks videre til nærmeste medspiller og så kunne jeg igen koncentrere mig om at undgå at blive ramt.

 

Da jeg startede i gymnasiet fik vi testet vores læsehastighed. Jeg lå lige over den grænse, hvor man fik tilbudt at gå til et læsetræningskursus. Jeg var lettet over, ikke at skulle have ekstra læsetræning, men samtidig blev jeg bevidst om, at jeg ikke læste særlig hurtigt. Nå, men sådan er det jo bare, tænkte jeg. Og siden da har det egentlig bare være noget jeg har accepteret. Jeg har efterhånden brugt næsten et årti på at uddanne mig og alligevel har jeg aldrig gjort mere for at forbedre min læsehastighed. Når jeg tænker på, hvor mange sideres pensum jeg har skulle igennem de sidste mange år, så kunne jeg nok have sparet en del timer, hvis jeg havde læst noget hurtigere. Et tegn på, at man har et fastlåst mindset er, at man ikke tror det har den store betydning om man yder en ekstra indsats for at opnå et resultat – enten kan men, ellers kan man ikke. Det lyder jo skræmmende genkendeligt.

 

Så hvordan i alverden er det egentlig, at jeg skal kunne overbevise mine elever om, at de bare skal spænde hjelmen, tage imod nye udfordringer med åbne arme og bare være ligeglade med, om de laver fejl, når jeg selv bærer rundt på de samme forbehold, når det gælder min egen læring og udvikling? Jeg har et ønske om at have en vis integritet og troværdighed som lærer. Det kræver, at der er overensstemmelse mellem mine værdier om mine handlinger. Hvis jeg ser et udviklende mindset som det man bør tilstræbe, så bør jeg også selv forsøge at bevæge mit eget mindset i den retning.

Så selvom mine ben i øjeblikket ligner noget, der er løgn og jeg her til aften også formåede at overstrække et ledbånd i mit knæ, så har jeg stadig mod på at fortsætte.

— Sophia Bardenfleth, Teach First Danmark graduate

Det bliver især vigtigt for mig, når det gælder elevernes mindset i matematik. Her er et fag, der i høj grad er præget af en tanke om, at det er noget man enten kan eller ikke kan. Enten er man ”matematisk anlagt”, ellers er man ikke. Og det synes jeg er fuldstændig uacceptabelt. Carol Dwecks kollega fra Stanford, Jo Boaler, har videreudviklet mindsetteorien med fokus på matematik. Hun har forfattet bøger og startet Youcubed, som er et ressourcecenter for matematiklærere, hvor de kan finde materiale og inspiration til deres matematikundervisning, så den henvender sig til alle – også de elever, der ikke som udgangspunkt er ”matematisk anlagt”. Det er vanvittigt inspirerende for mig og jeg tror jo helt grundlæggende på, at matematik er og skal være for alle. Det er noget alle kan forstå, hvis bare det bliver forklaret på den rigtige måde. Så det tyder jo på, at der er noget at hente i idéen om det udviklende mindset.

 

Jeg var til en workshop en gang, hvor en tidligere lærer fortalte om sine erfaringer som underviser i folkeskolen. Han sagde, at hvis dine elever inviterer dig med ind i deres leg i frikvarteret, så er det en af de fornemste invitationer du kan få som lærer. Så da jeg var gårdvagt i den efterfølgende uge og en af mine elever råbte: ”Sophia, vil du ikke være med på vores hold?” da de spillede strandfodbold, så stod jeg pludselig i et dilemma. Strandfodbold. Hmm. Jeg havde nærmest allerede besluttet mig for at takke nej, men så stoppede jeg mig selv, bed det i mig, og svarede ”Jo, selvfølgelig!”. Jeg er stadig ikke god til fodbold og bliver det nok aldrig. For det har jeg ikke noget særligt ønske om at blive. Men fodbold med en flok 5. klasser, der kan jeg faktisk godt følge med. Og det var sjovt. Man får en anden side af børnene at se i en situation, hvor man er holdkammerater frem for lærer og elev.

 

Og det stopper jo ikke her. Mine elever udfordrer mig hele tiden. Og jeg er blevet mere bevidst om at være åben over for udfordringer, for jeg vil så gerne vise dem, at det ikke er farligt at fejle. Jeg gør mig gerne til grin foran eleverne, så de kan se, at det ikke er noget at være bange for. Og det er sindssygt grænseoverskridende for en person som mig. At blive til grin er noget jeg hele mit liv har kæmpet hårdt for at undgå. Men hvis der er en dybere mening med det, så er det pludselig ikke så farligt. Hvis det kan inspirere mine elever til selv at tage flere chancer, så er det faktisk slet ikke svært.

 

Jeg tror roligt man kan sige, at jeg udvikler mig personligt af at være lærer. Det seneste bevis? Jeg er startet til parkour. Jeg ville gerne begynde til noget holdsport for at sørge for at have træning som en fast del af min hverdag og jeg har altid synes parkour så vildt sjovt ud. Men da jeg første gang mødte op til en prøvetime omringet af cool hipstertyper, der svingede sig rundt i klatrestativer og sprang mellem kasser og bokse, så kunne jeg godt mærke hvor meget der strittede imod inden i mig. Frygten for at se dum ud, for at komme til skade, for at de andre skulle tænke, at jeg da ikke hørte til her, var overvældende. Men efter timen var jeg faldet betydeligt til ro. Alle andre på holdet var venlige, åbne, opmuntrende og hjælpsomme og det havde faktisk været rigtig sjovt. Så selvom mine ben i øjeblikket ligner noget, der er løgn og jeg her til aften også formåede at overstrække et ledbånd i mit knæ, så har jeg stadig mod på at fortsætte. For det er sundt for mig at være uden for min comfort zone. Det er sundt for alle. Og jeg vil stadig udvikle mig. Være en rollemodel for mine elever. Og hvem ved – måske er der et skjult parkourtalent gemt i mig, der bare venter på at komme frem. Det vil tiden vise…

 

The following two tabs change content below.
Sophia Bardenfleth

Sophia Bardenfleth

Civilingeniør, Matematisk Modellering (DTU, 2016)

Teach First Danmark graduate og lærer på Kokkedal Skole

Kommentarer

Holler Box