Har du prøvet at føle dig utilstrækkelig?

Tænk at blive konfronteret med sine utilstrækkeligheder hver eneste dag. Det bliver mange elever i folkeskolen, og jeg tror faktisk, det er de færreste voksne, der kan huske hvordan det føles. Selv blev jeg mindet om det for nylig.

 


 

Dette efterår er jeg startet til parkour. Jeg er den mest uerfarne på holdet og er desuden ikke det, jeg selv ville kalde ”sportslig”. Derfor har det været grænseoverskridende for mig at være med til træningen, fordi jeg simpelthen hele tiden føler mig som den ”dårligste”. Og det er længe siden jeg har følt sådan med noget.

 

 

Jeg tænkte: “Det er sådan her det føles, når man virkelig er frustreret og føler sig totalt utilstrækkelig”.

 

 

Til sidste træning fik jeg lavet en forkert bevægelse med mit knæ. Det gjorde, at jeg efterfølgende fik trådt forkert og snublet et par gange. Jeg mistede hurtigt modet og droppede at være med resten af timen. Mens jeg sad og så på, kunne jeg mærke en klump forme i min hals. Jeg var ikke tæt på at græde, fordi det gjorde ondt i mit knæ. Jeg var tæt på at græde, fordi jeg var ked af det. Omkring mig hoppede de andre rundt og sprang over kasser og stænger med lethed. Her sad jeg 27 år gammel og var oprigtig ked af, at der var noget jeg var dårlig til.

 

 

Allerede i situationen syntes jeg, det var fjollet, at jeg reagerede så voldsomt. Men jeg kunne ikke styre det. Jeg tænkte: ”Det er sådan her det føles, når man virkelig er frustreret og føler sig totalt utilstrækkelig”. Heldigvis er det sjældent jeg sidder med den følelse. Og det er nok fordi jeg som voksen har indrettet mit liv på en måde, så jeg sørger for at undgå situationer, hvor jeg er utilstrækkelig. Det tror jeg de fleste voksne mennesker gør.

 

 

De møder op til de samme mennesker, det samme klasselokale, de samme udfordringer og krav hver eneste dag, og vi forventer, at de er klar til at gå til det med oprejst pande.

 

 

Det kan man bare ikke som skoleelev. I folkeskolen bliver eleverne udfordret hver eneste dag. Både på det faglige, det sociale og det personlige. Der er nationale tests og fælles forenklede mål, der konfronterer eleverne med, at de ikke er dygtige nok til at regne, stave, sætte komma. De går i en klasse, hvor det kræves af dem, at de skal indgå i et socialt fællesskab. Deres klassekammerater har de ikke selv valgt på baggrund af en fælles interesse eller hobby. De bliver placeret sammen og skal arbejde på at få et fællesskab til at fungere i ti år. De skal være rummelige, tålmodige, venlige, gavmilde, overbærende og empatiske over for hinanden. Desuden skal de udvikle sig personligt i løbet af deres skoletid. De skal tro på sig selv, række hånden mere op, tage imod udfordringer, øve sig og ikke give op, selvom der er noget, der er svært. De møder op til de samme mennesker, det samme klasselokale, de samme udfordringer og krav hver eneste dag og vi forventer, at de er klar til at gå til det med oprejst pande.

 

 

Og det er ikke fordi, jeg ikke synes, der er mening i disse udfordringer. De fleste af dem er meget meningsfyldte, især hvis eleverne får den nødvendige støtte og opbakning fra forældre, lærere og klassekammerater. Men kravene og forventningerne er der hver eneste dag og det er bare det, vi skal huske. Vi sætter eleverne i mange situationer, hvor de føler sig utilstrækkelige. Og vi gør det ofte. Men kan vi egentlig selv huske, hvor hårdt det kan være?

 

The following two tabs change content below.
Sophia Bardenfleth

Sophia Bardenfleth

Civilingeniør, Matematisk Modellering (DTU, 2016)

Teach First Danmark graduate og lærer på Kokkedal Skole

Kommentarer

Holler Box