100 grunde til at blive graduate

Livet som graduate er travlt, og tiden skal prioriteres benhårdt. Ikke desto er der mange gode grunde til at blive graduate.  Her er mine 100 personlige grunde.

 

Dette blogindlæg var egentlig tiltænkt at skulle udkomme 100 dage efter jeg var startet på mit nye job, men det nåede jeg så (heller) ikke. Livet som lærer, fuldtidsstuderende og Teach First Danmark Graduate (TFDG) er nemlig travlt, og tiden skal prioriteres benhårdt. Ikke desto mindre synes jeg det er vigtigt, at dem der overvejer at ansøge om at blive TFDG får mine 100 personlige grunde til, at jeg er glad for, at jeg for snart et år siden ansøgte om optagelse og nu er TFDG og skolelærer. Måske kan én af mine 100 grunde inspirere netop dig til at gøre det samme.

 


 

(OBS: ikke i prioriteret rækkefølge).

 

1. Jeg føler mit job er meningsfyldt.

 

2. Jeg spiller stikbold, mindst én gang om ugen.

 

3. Jeg bander mindre, da jeg hele tiden bliver mindet om, at man ikke må bande.

 

4. Jeg kan officielt ”brokke” mig over skolereformen, nu med faktisk viden omkring hvad problemet er.

 

5. Jeg dapper på livet løs, og har lært ”back pack kid”-dasen (Google det, hvis du er i tvivl om disse bevægelser)

 

6. Jeg spiser jævnligt Kokkedals bedste kebab til frokost.

 

7. Jeg har en officiel grund til at købe en meget dyr dunjakke for både at være praktisk og smart.

 

8. Jeg opnår praktisk erfaring hver dag, som jeg kan trække på i skolen om aftenen – og omvendt.

 

9. Jeg får lov at tage med på tur i arbejdstiden til seje steder som fx Søfartsmuseet.

 

10. Jeg kan fyre virkelig platte jokes af og være sikker på, at mindst én griner – ”hvad ærter….”

 

11. Jeg føler at dagene flyver afsted… Det samme gør ferierne.

 

12. Jeg får sange som ”Old McDonald had a farm…” eller ”Head, shoulders, knees and toes” på hjernen.

 

13. Jeg glæder mig næsten altid til at skulle på arbejde.

 

14. Jeg kender betydningen af (ligegyldige, men alligevel vigtige) forkortelser, så som USU, DSA, AKT, IK, PUS og TUS.

 

15. Jeg får komplimenter for mit tøj dagligt – særligt, hvis jeg har glimmer på tøjet.

 

16. Jeg kan se tegnefilm i min fritid under dække af, at jeg undersøger om den passer til målgruppen.

 

17. Jeg har verdens sejeste, sjoveste, sødeste elever – der en sjælden gang i mellem driver mig til vanvid.

 

18. Jeg kan ved en fejl udtale Christmas tree som Christmas ”three” uden at nogen opdager det.

 

19. Jeg føler ofte, at jeg faktisk kan gøre og allerede gør en forskel.

 

20. Jeg har en årsag til at købe en lamineringsmaskine eller ønske mig den til jul.

 

21. Jeg er blevet medlem af nye grupper på facebook, så som ”os der underviser i indskolingen”.

 

22. Jeg har en inspirerende og ærlig lærerfaglig mentor, der giver feedback på min undervisning og støtter mig undervejs i forløbet.

 

23. Jeg har lejlighed til at genopfriske positionstalsystemet – som jeg sagtens kan forstå  elever i 1. klasse synes er abstrakt.

 

24. Jeg har fået en klar idé om, hvilken slags forældre jeg vil være.

 

25. Jeg får op til flere kram hver eneste dag.

 

26. Jeg oplever ”problematikker” der foregår i samfundsdebatten – bare i virkeligheden. Skal børn have lov til at spise sukker i skolen? Skal muslimske børn med i kirke til jul?

 

27. Jeg har tænkt meget over om 0 er et lige eller et ulige tal? Og derefter over, hvordan jeg forklarer det til en 7-årig.

 

28. Jeg mener oprigtigt at folkeskolen er samfundets vigtigste opgave at løfte – og det bidrager jeg nu til.

 

29. Jeg har lært at træffe her-og-nu beslutninger; der er sjældent tid til at overveje dem ret længe.

 

30. Jeg bliver klogere på forskellige kulturer, religioner og familiekonstellationer.

 

31. Jeg har været nødt til at købe mig en fidget spinner – og erkende, at den dille faktisk allerede er yt.

 

32. Jeg kan lytte til Marcus og Martinus rimelig ofte.

 

33. Jeg får fredagskage.

 

34. Jeg bliver mødt af smil og godmorgen hver dag.

 

35. Jeg har haft gensynsglæde med skolemælk, selv i disse laktoseintolerante tider.

 

36. Jeg har masser af søde og festlige medstuderende som er sjove at være sammen med – og som hjælper med at holde humøret oppe, hvis det hele er lidt hårdt.

 

37. Jeg så børne MGP– og elskede det. Det samme gjaldt for Tinkas Juleeventyr.

 

38. Jeg ser undervisningsmaterialer/potentialer i ALT: Hvad kan jeg fx bruge tændstikker til i undervisningen?

 

39. Jeg har lært, at man kan få sprittus på et whiteboard af ved at tegne med en whiteboard-tus oven på…. GENIALT!!

 

40. Jeg er blevet bedre til at skrive tydeligt – ingen børn kan læse hvad jeg skriver, åbenbart…

 

41. Jeg kan klæde mig ud – både til Halloween og fastelavn… og til jul, med lidt god vilje.

 

42. Jeg har rimelig meget ferie, hvor jeg faktisk formår at koble af.

 

43. Jeg er måske nogens yndlingslærer.

 

44. Jeg kan fjolle og pjatte med eleverne og selv finde mit indre legebarn frem.

 

45. Jeg bruger endnu flere timer på Pinterest – det er lidt sygt.

 

46. Jeg modtager tit tegninger, perleplader og andet godt fra mine elever.

 

47. Jeg har fået et vaskeægte skolefoto igen.

 

48. Jeg har fået indsigt i, at det at være skolelærer er MEGET mere end ”bare” at undervise fra 8-14.

 

49. Jeg kan udtale mig mere kvalificeret (synes jeg selv) om børneopdragelse – vel og mærke uden selv at have børn.

 

50. Jeg går væsentlig flere skridt end på mit gamle ”kontorjob”; som skolelærer sidder man sjældent ned.

 

51. Jeg har ”genlært” mig selv at lave flip-flappere.

 

52. Jeg er blevet resistent over for mærkelige børnesygdomme, og lus håber jeg…

 

53. Jeg elsker børnestavning.

 

54. Jeg får inspiration til børnenavne, når den tid kommer.

 

55. Jeg er blevet bedre til at multitaske og gøre flere ting på samme tid.

 

56. Jeg kan gå med rygsæk – uden at det virker fjollet.

 

57. Jeg har stiftet bekendtskab med ”just dance” og ”go noodle”.

 

58. Jeg kan fortælle sjove ting som eleverne har sagt når jeg fx er til familiefødselsdag eller sølvbryllup.

 

59. Jeg har været i DR’s koncertsal og høre Sigurd fortælle Danmarkshistorien, det var fedt.

 

60. Jeg oplever at eleverne udvikler sig og bliver dygtigere for hver dag der går.

 

61. Jeg slipper for at søge efter billige rejser i løbet af året – jeg nupper de dyre rejser i skoleferierne.

 

62. Jeg har lært at sige hej på utrolig mange forskellige sprog.

 

63. Jeg har – som TFDG – muligheden for at deltage inspirerende workshops med diverse eksperter fra skoleverdenen.

 

64. Jeg forstår nu hvorfor nogen ind i mellem siger ”fordi jeg siger det…” til børn.

 

65. Jeg har fået muligheden for at tage uddannelse nummer 2, tænk at jeg om 1,5 år er både jurist og skolelærer.

 

66. Jeg er kommet på skoletube.

 

67. Jeg kan gå i lige det tøj jeg vil, der er ingen ”dresscode”.

 

68. Jeg har fornøjelsen af at pendle med DSB hver morgen til Kokkedal – er positivt overrasket over hvor punktlige de er.

 

69. Jeg bliver måske inspirationskilden til, at et barn der ikke så ud til at have en lys fremtid alligevel ”bliver til noget”.

 

70. Jeg drikker mindre kaffe – simpelthen fordi kaffen smager dårligt.

 

71. Jeg har lært om 10’er venner, det fandtes altså ikke da jeg gik i skole.

 

72. Jeg er blevet bedre til at møde til tiden – man kan ikke rigtig lade 28 elever sidde og vente.

 

73. Jeg er kommet et skridt nærmere på at begynde at køre med cykelhjelm.

 

74. Jeg har set og smagt de vildeste kager som forældre har bagt.

 

75. Jeg har endelig fundet et job, hvor min ”skærebrænder stemme” faktisk kan gøre gavn.

 

76. Jeg møder et bredt udsnit af vores samfund.

 

77. Jeg kan få børn til næsten hvad som helst, hvis bare jeg lover dem en form for præmie – gerne noget spiseligt.

 

78. Jeg har de sejeste og mest kompetente kollegaer, som jeg virkelig lærer meget af.

 

79. Jeg griner meget … hver dag… Børn er sjove.

 

80. Jeg har stiftet bekendtskab med ”Lær For Livet”, hold nu op et kæmpe stykke arbejde de leverer. Laerforlivet.dk

 

81. Jeg har lært aldrig at stille spørgsmål til børn, så som ”vil du være sød at sætte dig ned?” eller ”kunne du holde op med at synge?” .

 

82. Jeg er med til at nedbryde negativ social arv.

 

83. Jeg får masser af frisk luft – i al slags vejr heldigvis.

 

84. Jeg kommer tidligt ud af sengen. Kl. 05.45 for at være præcis.

 

85. Jeg går tilsvarende tidligt i seng… Kl. 21.30.

 

86. Jeg har fået et større netværk, mine medgraduates kan alle mulige vilde ting og har læst alt mulig forskelligt.

 

87. Jeg er blevet i stand til at lukke konstant larm ude.

 

88. Jeg ved at squeezys er total in i øjeblikket. Og unicorns. Og de der bluser med pailletter på maven, hvor man kan ”vende dem”.

 

89. Jeg har lært at forklare det samme på minimum 5 forskellige måder.

 

90. Jeg bliver væsentlig bedre til engelsk og matematik, som er de fag jeg følger på Metropol og underviser i på skolen.

 

91. Jeg kan sagtens gå for at være 19 år… eller 40. Det er skønt, når børn skal gætte hvor mange år man er.

 

92. Jeg omgås ærlige mennesker – spørgsmål som ”hvorfor ser du så træt ud”, ”er du gravid” eller ”du er godt nok ikke særlig høj, hva?” hører jeg ofte fra eleverne.

 

93. Jeg er blevet ret meget bedre til det med at huske navne.

 

94. Jeg kan orientere mig i uger og kender alle helligdage.

 

95. Jeg har lært en hel masse om mig selv.

 

96. Jeg kan give min søster ret – hun har altid sagt at jeg havde en skolelærer i maven.

 

97. Jeg bliver inviteret til klassefester og spiseaftener med eleverne og deres forældre.

 

98. Jeg er blevet endnu bedre til at prioritere min tid.

 

99. Jeg har fået endnu større respekt for lærergerningen… og forældregerningen.

 

100. Jeg føler jeg er landet på den rigtige hylde – i hvert fald for nu.

 

The following two tabs change content below.
Cathrine Ottosen

Cathrine Ottosen

Cand.jur. (Københavns Universitet 2014)

Teach First Danmark graduate og lærer på Kokkedal Skole
Cathrine Ottosen

Nyeste indlæg af Cathrine Ottosen (se alle)

Kommentarer

Holler Box