Ingeniør på hemmelig mission i folkeskolen

Sophia Bardenfleth er graduate hos Teach First Danmark og ingeniør i matematisk modellering fra DTU. I en artikel i DTU-avisen fortæller hun om, hvordan hun får eleverne på Kokkedal Skole til at se det sjove i matematikken.


Artikel af Marianne Vang Ryde og udgivet i DTUavisen. Læs artiklen i DTUavisen her.

 

Der er lang vej fra et roligt auditorium på DTU til et klasselokale med 27 krudtugler, som skal overbevises om, at matematik er sjovt og slet ikke umuligt at lære. Sophia Bardenfleth tog springet, da hun havde afsluttet sin kandidatuddannelse i matematisk modellering og computing og ikke vidste præcis, hvad hun ville bruge den til. Og det har hun ikke fortrudt.

 

Efter to år på Teach Firsts Graduateprogram har hun fået en meritlæreruddannelse; men først og fremmest har hun lært meget om sig selv og fået en kæmpe respekt for lærerfaget. Hun føler, at hun har gjort en forskel for en masse børn og givet dem lyst til matematik – og måske endda til at blive ingeniører.

 

Det er ikke alle børn, der har mulighed for at udvikle deres potentiale, og det problem forsøger den almennyttige organisation Teach First Danmark at løse ved at engagere universitetsuddannede til at undervise i deres fag på udsatte folkeskoler.

 

Sophia mødte Teach First på DTU, netop som hun var i gang med at overveje, hvad hun skulle efter sin kandidateksamen. Hun havde altid været optaget af undervisning og formidling og haft studiejob på Experimentarium og som hjælpelærer, og hun kunne godt se sig selv som folkeskolelærer. Så sammen med 30 andre kandidater fra en masse forskellige fag satte hun sig tilbage på skolebænken for at få nogle undervisningsfaglige kompetencer i pædagogik og didaktik.

 

Skolebænken blev dog hurtigt suppleret med den virkelig verden. Efter seks ugers pædagogisk sommerakademi stod hun pludselig over for 5. b på Kokkedal Skole, hvor hun var blevet ansat. Det var temmelig overvældende, indrømmer hun:

 

27 små mennesker med hver deres udfordringer og behov. Jeg var deres femte matematiklærer på fem år. Jeg indså hurtigt, at det vigtigste var at skabe en relation til dem og få dem til at stole på, at jeg interesserede mig for dem og kunne føre dem et sted hen, der gav mening.

 

Matematik er mere end regning

Sophia startede selv med at synes, at matematik var svært og kedeligt – hun hadede ligefrem hovedregning. Men så fik hun en lærer, der fik hende til at se, at hun egentlig var meget matematisk anlagt, og han gav hende en kæmpe glæde ved faget.

 

Matematik er jo meget mere end regning. Det er både problemløsning, kreativ tænkning, ræsonnement, modellering og alt muligt andet. Det synes jeg stadig, der mangler en forståelse for i folkeskolen. Jeg forsøger at gøre det tydeligt for mine elever, at matematik ikke er noget, man enten kan eller ikke kan. Der er selvfølgelig nogle værktøjer, som de skal lære, men jeg viser dem også, at man sagtens kan være god til nogle sider af faget, selv om man er mindre god til andre.

 

Sophia forsøger blandt andet at stimulere interessen for matematik og hendes to andre linjefag, fysik/kemi og natur/teknologi, ved at vise dem, hvad hun selv har arbejdet med på DTU, og i det hele taget hvad fagene kan bruges til i virkeligheden.

 

„Jeg har indset, at der ligger en stor opgave i at give folkeskoleelever en dybere forståelse for den teknologi, der omgiver dem i hverdagen. De er superbrugere, men de ved ikke meget om, hvordan teknologien egentlig virker.“

 

Fra lærer til leder

Teach First reklamerer med, at graduate programmet ikke bare er en lærer-, men også en lederuddannelse. Sophia mærker da også tydeligt, at hun har udviklet sig enormt på det personlige plan i løbet af sine to år i folkeskolen. Og hun har engageret sig så meget i sine elever, at hun tager i hvert fald et år til, så hun kan følge ’sin’ klasse til syvende og måske længere.

 

Men på et tidspunkt vil jeg gerne tilbage til ingeniørverdenen. Jeg savner f.eks. at kunne gå i dybden med et projekt og nørde lidt mere – måske udvikle nogle ting. Men jeg kunne også godt tænke mig at kombinere de to fagligheder ved at lave noget undervisningsmateriale eller måske engagere mig i forskning om folkeskolen

 

Jeg har fået mange flere muligheder med Teach First, og jeg håber også, jeg har gjort en forskel for nogle af børnene. Jeg har fortalt dem, at der er min hemmelige mission, at så mange som muligt skal blive ingeniører. Nu må vi se, hvor mange, jeg har fået på krogen.

 

 

Kommentarer

Holler Box