– Ja, super god idé!, tænkte jeg. I organisationsteori siges det, at man skal fejre de små successer og opnåede mål på vejen. Det hjælper medarbejderne til at se formålet og motiverer dem til at blive ved. Måske det også gælder for elever i 4. klasse, der konstant bliver præsenteret for nye mål, de skal opnå?

Nogle af mine elever er rigtig gode til at fejre sig selv undervejs. For eksempel når de skal skravere mål-barometre, der viser, hvor meget de har lært: ”Det her kan jeg bare mega meget!”, hvorefter de skraverer hele barometret og fortsætter skraveringen videre på papiret – og helt ud på bordet.

For andre elever er det ikke helt den samme fest at blive præsenteret for nye læringsmål. ”Ej ikke det igen!” Men især disse elever skal huske at fejre alt det, de allerede har lært – og det gør vi i mine to 4. klasser i matematik. Vi spiser kage, jubler og fejrer vores første 100 skoledage sammen: Alt det vi har været igennem, og alt det vi vil opnå i de næste 100 dage.

Hurra, hvor er vi gode!

Her fire år senere sidder jeg igen og er ved at forberede undervisning om sandsynlighed. Tilfældigvis sker det igen op til et kommunalvalg. Meningsmålingerne og p-værdierne er dog lagt på hylden til fordel for Pokémon Go. I stedet for talforskrækkede journaliststuderende består min elevflok nu nemlig af små energiske mennesker fra 4. klasse, der stort set alle elsker matematik. I stedet for at skulle skabe faglig begejstring, er udfordringen nu i stedet at skabe gode rammer for begejstringen. Ellers ender lektionerne i et halveksploderet klasselokale.

Med daglig gang på 4. årgang må jeg erkende, at jeg står med langt flere kasketter på end jeg havde troet muligt, inden jeg startede Teach First. Selvom jeg tidligere har arbejdet meget med undervisning og også arbejdet som lærervikar, bliver jeg dagligt fascineret over hvor meget, der skal balanceres som folkeskolelærer.

Risikomanagement er for eksempel en væsentlig del af det at være lærer på mellemtrinet: ”I hvilken rækkefølge deler jeg papirer ud for at undgå, at de bliver kasteskyts?” ”Hvordan strukturerer jeg de næste ti minutters gruppearbejde, så de ikke ender med slagsmål i vinduesgruppen?” ”Hvordan minimerer jeg skaden, når der flyver en hveps ind i lokalet, og halvdelen af klassen bryder ud i hvin af frygt for at blive stukket?”

En anden rolle, som jeg ofte bliver overrasket over kan fylde så meget, er sygeplejerskerollen. Mindst et par lektioner om dagen starter med ”Christiaaaaaan, jeg har ondt i maven!” eller ”Christiaaaaan, jeg er faldet og har slået mig og har sår over det hele!” Når man er energisk, men ikke altid har fuld kontrol over al sin motorik, kan man godt komme til at falde og slå sig. Og det sker.. igen og igen.

“Så tager jeg alle lærerkasketterne med, også dem der er knap så spændende. For når brøker, minus og slaveopgaver i koordinatsystemer kan skabe faglig begejstring, glæder jeg mig til at se hvad min ene altid Pokémon Go-spillende klasse siger til vores næste forløb om sandsynlighed.”

En tredje kasket, som eleverne har en klar forventning om, at jeg tager på, er dommerhatten. Ham, som dømmer den skyldige i konflikter. “Den og den slog og sparkede”. “Nej, det var den og den, der slog og sparkede.” Dommeren, som anviser en objektiv og retfærdig dom over den skyldige. Vi træner ellers at forstå, at der som regel er mere end én person, der har skabt en konflikt. Måske havde man også selv havde en andel i konflikten?

Og der er selvfølgelig mange andre roller og kasketter udover de tre: Man er også trøsteonklen, heppekoret, rollemodellen, forbilledet, kommandøren, træneren, skolens ansigt udadtil og den primære kontakt til forældrene for bare at nævne nogle enkelte. Nå ja, og så er man faglig underviser.

Det faglige niveau er (i nogen tilfælde) lavere nu end i mine tidligere underviserjobs. Med de mange roller og energiniveauet i klasselokalet er kompleksiteten i undervisningsopgaven alligevel er steget markant. Energiniveauet gør dog samtidig, at lærerjobbet er det sjoveste, jeg har haft. Det er for vildt, når en elev rækker begge arme op over hovedet og afbryder min introduktion ved at råbe: ”YES – vi skal have om brøker!” Eller når en anden elev bliver ved med at dabbe af glæde over, at han nu kan trække to store tal fra hinanden. Eller når en tredje elev efter timen spørger om jeg ikke kan finde ”flere af de der opgaver, hvor vi sætter streger mellem koordinaterne”.

Så tager jeg alle lærerkasketterne med, også dem der er knap så spændende. For når brøker, minus og slaveopgaver i koordinatsystemer kan skabe faglig begejstring, glæder jeg mig til at se hvad min ene altid Pokémon Go-spillende klasse siger til vores næste forløb om sandsynlighed.