Der er noget helt fantastisk ved, at 300 mennesker sidder lyttende i et lokale og suger til sig med ny viden. Det fik jeg lov til igen i dag. Sammen med 25 elever fra 8. og 9. klasse, der synes, at stamfunktioner, ubestemte integraler og historierne om min professor – Mogens – lød lidt spændende.

Mogens og jeg har altid talt en del sammen. Han har altid haft klare holdninger. Både til færger, og til hvordan man underviser unge mennesker i matematik, og hvad de skal kunne. Det er min vurdering, at han synes, niveauet er gennemgående nedadgående. Derfor synes han også, at det er spændende, at jeg nu underviser i folkeskolen.

Spontant skrev jeg mandag til Mogens om det var okay, at jeg kiggede forbi med nogle elever onsdag. Jeg havde ikke clearet den endnu på skolen, og jeg vidste heller ikke, hvad eleverne ville sige til det. Eller om der overhovedet var nogen, der ville med. Det skulle bestemt ikke være en københavnertur for at komme væk fra skolen. Jeg lavede forberedelsesmateriale til dem, og jeg forlangte at de tog hjem og læste om differential- og integralregning. Da en elev fik materialet i hånden, svarede han: ”Perfekt, jeg lærte mig selv at differentiere i går”. Han gik hjem og læste på integraler, og i dag før forelæsningen stod vi og løste integraler på skift på tavlen i klassen.

Få elever er på samme niveau, men størstedelen er ligeså vidensbegærlige og kan blive meget dygtige. De er meget motiverede, og vil så gerne. De skal bare have hjælp til at lægge ruten.

I morges var der en elev, der havde delt et dokument med mig, hvor han forklarede den grundlæggende forståelse for differentialregning. På den måde har han lært sig selv, hvad en sekant og en tangent er, og han har fundet ud af, at matematik faktisk anvendes i rigtige jobs.

“Der blev skrevet noter til forelæsningen. På vej hjem i toget skulle en elev lige have endeligt opklaret, hvordan x*sin(x) nu blev integreret.”

Selvom de fleste kun forstod en smule af det, Mogens sagde, er jeg ikke i tvivl om, at de gerne vil lære det, og at de har fået sig en oplevelse. Blandt 300 universitetsstuderende turde flere af eleverne også at række hånden op for at svare på, hvad integralet af 1/x er eller om n måtte være minus 1 i et konkret tilfælde. Og nej, det måtte den ikke, for så ville der stå nul i nævneren. Hatten af.

Differential- og integralregning giver så meget mening at introducere for elever allerede i folkeskolen. Der er så fin en intuition, og de kan se, at det er anvendeligt. Både i historien om en legetøjsvirksomhed, der vil minimere sine omkostninger, og i historien om staten der vil maksimere sine skatteindtægter. Og de stiller så mange gode kritiske spørgsmål til formen på funktionerne. For hvem siger, det er en parabel?

Der er håb for fremtiden.

Jeg tænker, at det er naturligt at se tilbage på året og lave en slags evaluering af mit første år som lærer. Jeg forestiller mig et tilfredshedsbarometer svinge frem og tilbage, og jeg skal beslutte, hvor nålen skal lande. Konklusionen er klar i mit hoved, men en smule svær at skrive: Jeg er ikke tilfreds – for målet er ikke nået. Der er stadig ting at gøre, og der er tusinde ting, jeg ville have nået at give eleverne med før sommerferien. Jeg er så opsat på visionen om at give alle børn muligheder for uddannelse, at jeg ville slette sommerferien, hvis jeg kunne.

Det siger noget om, hvordan jeg er som menneske, og hvad der motiverer mig. Og det har jeg lært en hulens masse om. Der skal være et mål, og det skal være ambitiøst. Og så stopper jeg ikke, før det er nået. Og det er egentlig en god egenskab at have i den danske folkeskole, hvor der er børn, der har brug for voksne, der insisterer på at ville dem, og insisterer på at de godt kan. Og at det er mig, der er et kvaj og ikke forklarer tingene ordentligt. Og det er også sandheden.

Vigtigst af alt er jeg blevet bekræftet i, at jeg fortsat vil arbejde mange år for at alle børn og unge skal have muligheden for en god uddannelse.

— Helene Nylander, Teach First Danmark graduate

For jeg har oplevet, at det er hamrende svært at lave god og differentierende undervisning til klasser på 27 elever. Jeg kan faktisk ikke mindes, at jeg har haft så svært ved noget nogensinde før.

På trods af at alting kan blive bedre, har jeg lært, at jeg har relativt nemt ved at holde en høj motivation og et godt humør. Men jeg har også lært, at det demotiverer mig mere end jeg troede, at man ikke gør karriere i folkeskolen på samme måde, som man gør mange andre steder. Det lyder og er måske primitivt, men det motiverer mig at arbejde for at få andres anerkendelse og tillid til at kunne påtage sig mere og mere ansvar i et (relativt) hurtigt tempo. Bonusser og talentudvikling er ord, jeg savner. Jeg er vild med at undervise og reflektere over, hvordan jeg kan gøre det bedre, og jeg har fået bekræftet, at det er markant sjovere at have en arbejdsdag, hvor man fysisk er i gang og involverer sig med andre mennesker – både børn og voksne.

Vigtigst af alt er jeg blevet bekræftet i, at jeg fortsat vil arbejde mange år for at alle børn og unge skal have muligheden for en god uddannelse.

Jeg deler til fulde Teach First visionen, og jeg er enormt beæret over at få lov til at være en del af en organisation, der består af mennesker, der gør alt for at gøre projektet til en succes til gavn for det danske uddannelsessystem og til gavn for mange børn nu og i fremtiden. Det er et hamrende ambitiøst projekt, og al anerkendelse skal gå til de folk, der bruger millioner af timer på det.

Selvom jeg ikke er en verdensklasse-lærer endnu, er jeg ikke i tvivl om, at jeg gør en stor forskel for mange børn, og at jeg kommer til at gøre dette i et stigende omfang i fremtiden.

God sommer!

I Glostrup Kommune vælger eleverne i slutningen af 6. klasse linjer. Klasserne bliver rystet og eleverne sat sammen på ny. Nogle kommer fra andre skoler i kommunen, mens nogle har gået i parallelklasse før.

Derfor tog vi i oktober på introtur.

Tæt på hytten lå der nogle shelters, og hurtigt kom nogle elever på den idé at sove i dem. Den næste aften klædte vi os varmt på og tog dyner og madrasser med udenfor. Jeg læste højt fra en bog, og vi ledte efter stjernebilleder på den klare himmel.

Inden vi lagde os til at sove, hørte jeg et par af pigerne tale om snapchat. Jeg er selv på snappen, men havde ikke hørt om ‘snapdage”. Åbenbart har snapchat en funktion, der tæller, hvor mange dage i træk, man har snappet med en person. Jeg fandt hurtigt ud af, at pigerne gik seriøst op i de der snapdage, så jeg fik den idé at indføre matematiksnappen.

Hver dag modtager eleverne en snap med en lille matematikopgave. Det kan fx være et regnestykke, de skal udregne, en ligning de skal løse, en cirkel de skal finde omkredsen af, eller en graf de skal finde funktionsforskriften til.

— Helene Nylander, Teach First Danmark graduate

Mine elever går meget op i matematiksnappen. De svarer altid på opgaverne, også selvom de ikke har hørt om opgavetypen før. Det er samtidig ultravigtigt, at jeg ikke glemmer at snappe en gang i døgnet. Men i tirsdags var det nær gået galt:

På vej hjem i S-toget kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har sendt dagens snap! Der er gået over 24 timer, og tiden er knap. Min telefon er løbet tør og min computer er samme dag gået i stykket og kan derfor ikke bruges som oplader. Jeg tager chancen og spørger et ældre ægtepar, om jeg må låne deres telefon, så jeg kan bede min søster om at sende dagens matematiksnap. Ægteparret indvilger, men min søster svarer ikke! To unge piger står nu på toget og sætter sig ved siden af mig. Jeg er sikker, at de begge har snapchat. Jeg fortæller dem historien og spørger, om jeg må låne deres snap – og håber, de vil synes, at det er mega fedt, at skolelæreren er på snappen med sine elever… Men ak, pigerne er godt opdraget og svarer nej. Jeg kunne være en hacker og alt muligt jo…

Da jeg står af toget, møder jeg to unge mennesker i Amnesty-jakker. De beder om min underskrift og jeg gør en hurtig handel: ”I får min underskrift, hvis jeg må låne jeres snapchat.” Den er de med på, og det hele ender lykkeligt. Særligt fordi mange af mine elever svarer rigtigt på, hvor meget de sparer, hvis der er 75 procent rabat på et par bukser til 100 kr.

Matematiksnappen har gjort matematik sjovt for flere af mine elever. Jeg tror, at få af dem er opmærksomme på, at de faktisk laver en frivillig matematikopgave hver dag. Det er samtidig super hyggeligt og bidrager til at skabe en god relation.

Indtil videre løber matematiksnappen dagligt frem til jul, så jeg ikke behøver at sende snaps i julen

Grundet en nørdet far rejste jeg land og rige rundt til middelalderfestivaler i min barndom. De sidste otte år har min familie været medarrangører på en middelalderfestival på Lolland, hvor jeg kommer fra, og mit barndomshjem er fyldt med diverse middelalderudstyr. Alle de ting skulle klasserne selvfølgelig se før projektugen, og jeg tog derfor min far med på arbejde en dag i sidste uge. Jeg var ærligt talt spændt og en smule nervøs. Ovenikøbet skulle vi begge være iført middelaldertøj. Det endte med at blive en herlig dag med nysgerrige børn og flere, der blev klædt ud som riddere.

I denne uge er temaugen så startet. Jeg havde en ide om, at det ville være mere stille og roligt end normal undervisning. Men her tog jeg fejl. I går glædede jeg mig for første gang til, at jeg var færdig med at undervise. Der er mange spørgsmål og ønsker, og mange der skal holdes til ilden. Gruppearbejde er bare svært.

I dag har grupperne skulle lave et kreativt produkt, som er relevant for deres valg af regent og som skal anvendes i deres fremlæggelse. En opgave, jeg godt kunne frygte ville være svær for mange.

Jeg blev positivt overrasket, og der er sket så mange gode ting i dag. En gruppe havde set sig vild på Roskilde Domkirke. De ville tage ned til den og lave en film om deres konge. Jeg var fan. Det var min kollega også. Og forældrene var også. Så de blev sendt til Roskilde med en rejseplan. Andre grupper gik i gang med at bygge middelalderbyer i Minecraft, lave stop-motion film og lave gode slides til deres fremlæggelser.

En gruppe af elever havde fået gode ideer til at bygge rekvisitter, men manglede stof til det. De gik derfor op i byen og spurgte i nogle butikker, om de havde stofrester. Det førte til, at de kom tilbage med store mængder af stof, papkasser, maling og plakater. De blev indtil kl. 17, så de kunne bygge på deres borg, og vi sluttede dagen af med musik og dans med koste, mens vi ryddede op.

Dagen i dag giver mig en oplevelse af, at alt kan lade sig gøre. Det er mit indtryk, at eleverne får samme oplevelse, når venlige butiksejere forærer dem en masse ting og tilbyder deres hjælp. Eller når når man får lov til at tage på udflugt til Roskilde.

Resten af ugen tilbringer jeg i 9. klasserne, som bruger ugen på at øve sig i den nye prøve i naturfagene. Fredag skal de fremlægge, og jeg skal give de første karakterer.

Det er en smule vanvittigt, men det er også den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Der er nu gået knapt to måneder, siden jeg startede som folkeskolelærer via Teach First Danmark-programmet, og der er ikke en eneste dag, hvor jeg er i tvivl om, hvorfor jeg tager på arbejde. Det er den største udfordring og det største ansvar, jeg nogensinde er blevet givet.

Jeg søgte programmet i november 2015. I januar fik jeg tilbudt en plads – et halvt år før skolestart. Jeg havde overvejet Teach First Danmark meget nøje. Min baggrund er økonomi fra Københavns Universitet, hvilket er et studium, jeg er meget glad for. Jeg har været ambitiøs og har lagt mange timer på studiet og i studiejob i ministerier, som øvelseslærer og i konsulentbranchen.

Min motivation for at vælge Teach First Danmark er todelt. Begge dele bunder i troen på, at vejen til et bedre samfund starter i folkeskolen. Det er i mit hoved meget alarmerende, at 17 pct. af eleverne går ud af folkeskolen uden at kunne læse, skrive eller regne tilstrækkeligt. Jeg ser det som et af Danmarks største problemer, og det er et problem, jeg vil arbejde for at løse. Man kan tale nok så meget om reformer, der skal øge og forbedre arbejdsudbuddet, men hvad hvis de vitterligt ikke har kvalifikationerne til nutidens jobmarked? For at starte et sted, tænkte jeg, at den bedst mulige måde at få indblik i problemstillingen og i kompleksiteten deri, var ved at blive folkeskolelærer.

Derudover er det mit indtryk, at der er en kløft mellem embedsmænd/konsulenter og de personer, der har deres dagligdag i den danske folkeskole. En mangel på anerkendelse af, hvad hinanden kan og gør. Hvis jeg kom ud på en folkeskole som ung konsulent, ville jeg være i tvivl om, om lærere ville se mig som en, der var på deres hold, eller blot som en der ville gøre livet surt for dem. Denne kløft er et dårligt grundlag for samarbejde, og uden samarbejde er det svært at forbedre forholdene for alle parter – hvilket, jeg tror på, er muligt.

Jeg håber, at arbejdet i folkeskolen kan give mig et indblik i udfordringerne og samtidig gøre det nemmere at samarbejde om det politiske og organisatoriske arbejde fremadrettet. Et samarbejde som jeg forventer at tage del i i et stigende omfang. Jeg har fået øje på mange udfordringer, som lærere står over for. Jeg har fået (ekstra) øje på det fantastiske arbejde, der bliver lavet, og på det kæmpe engagement mine kolleger har. At være lærer er et krævende og udfordrende job. Jeg ser allerede, at jeg kan gøre en forskel for mine elever, men jeg håber også, at mit indblik i folkeskolen kan være med til at fortælle historien om de seje lærere, der knokler hver dag, er konstruktive, imødekommende og som interesserer sig for deres elever.

Jeg glæder mig ufatteligt meget til arbejdet i folkeskolen. Jeg ved, at de to næste år bliver hårde, men det har jeg været indstillet på fra start. Og jeg springer stadig op af sengen kl. 05.30, når alarmen går.

— Helene Nylander, Teach First Danmark graduate

Følg med og få flere historier om at være Teach First Graduate og skriv mig endelig en mail, hvis der er noget særligt, du er nysgerrig efter at vide.