Jeg kunne have siddet i et komfortabelt kontorjob og diskuteret verdenssituationen med voksne, (semi)velreflekterede mennesker. I stedet står jeg i sjap og lytter til en 12-årig, der prøver at forklare, hvordan han bare ”gik hurtigt” og at han ”ikke havde opdaget” at han havde bolden i hænderne, hvorfor der, ifølge ham, ikke var grundlag for en boldkonfiskering.

”Hvad fanden har jeg egentlig rodet mig ud i?” tænkte jeg grinende, da jeg underviste i samfundsfag i denne uge. Mine elever arbejdede med en afsluttende opgave til forløbet ‘politiske partier’. Et af spørgsmålene lød: ”Tegn højre/venstre-skalaen og placér dig selv på den”. Efter 20 minutters dyb koncentration hos to af mine elever, blev jeg nysgerrig på, hvorfor de arbejdede så hårdt – godt nok er samfundsfag spændende, men alligevel… Da jeg kom ned til deres bord, opdagede jeg, at eleverne arbejdede hårdt på et detaljeret selvportræt, der balancerede nydeligt på en højre/venstre-skala (hvor der, by the way, var byttet om på højre og venstre). De havde arbejdet så hårdt, og virkelig gjort sig umage, at jeg ikke nænnede at fortælle dem, at det havde været nok med en lodret word-tegnet-linje, der markerede, hvor de ville placere sig. At de ikke behøvede at tegne et billede af sig selv. Samtidig kom jeg i tanke om, at besvarelsen jo ikke var forkert. De havde bare forstået den anderledes, end jeg havde tænkt, de ville forstå den.

“Jeg har rodet mig ud i mit livs lederuddannelse. Hoppet ud hvor jeg knap nok kan bunde – uden redningsvest.

— Ronja Lundberg, Teach First Danmark graduate

”Hvad fanden har jeg egentlig rodet mig ud i?” tænkte jeg, da en elev kom op til mig, og sagde, at jeg aldrig måtte stoppe som hendes matematiklærer. Og jeg blev så overrumplet, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, hvorfor min respons blev et akavet skulderklap. ”Hvordan kan jeg leve op til hendes forventninger?”, var min første tanke. Hvad nu hvis jeg ikke har overskuddet til at fortsætte med at presse hende til at forstå matematik? Hvad nu hvis jeg ikke lærer hende nok? Hvad nu hvis mine elever slet ikke lærer noget, og ender med ikke at kunne blive, hvad de drømmer om? Hvad nu hvis de alle sammen ender på gaden, fordi jeg har fejlet som lærer. At være lærer er et stort ansvar, der nogle gange i korte øjeblikke kan overvælde mig.

Jeg har rodet mig ud i mit livs lederuddannelse. Hoppet ud hvor jeg knap nok kan bunde – uden redningsvest. For lærere er ledere. Fænomenale ledere. Jeg bliver hver dag inspireret af og beundret over mine kollegaer, der formår at jonglere faglighed, kreativitet og bevægelse og mixe det til 25 cocktails tilpasset hver elevs behov. Jeg beundrer deres tålmodighed, deres overblik og hvordan de formår at skabe læring og ro i situationer, der mest af alt minder om konfliktzoner. De puster motivation i elever, der har givet op, og viser vej, når elever er gået forkert. De er ledere i hver en fiber.

Jeg har kun været lærer i seks måneder, men jeg er slet ikke i tvivl om at de kompetencer, jeg er i gang med at udvikle, styrker mit overblik, mine kommunikative evner, min faglighed, min planlægning, mine konfliktløsningsevner, mine reaktionsevner i uforudsete situationer, mine relationskompetencer og mit indblik i og forståelse for mennesker, der er vokset op i en hverdag anderledes fra min egen. Jeg får måske ikke et flot certifikat med et dyrt stempel på, men min personlige og professionelle læringskurve har aldrig været stejlere. Og dén udvikling kan stadigvæk overrumple mig og skubbe mig ud af balance, så jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvad fanden, jeg egentlig laver.

Når jeg tænker tilbage, er det utroligt, hvor anderledes mine mandage er blevet. Det er kun fem måneder siden, at min hverdag bestod af artikellæsning, kodning i R, interviewtransskribering, kontormøder, projektstyring, fondsansøgninger og sene nætter foran mailindbakken.

Nu starter min mandag med en gårdvagt fra 7:50 til 8:00 i en neon gul vest. Men en gårdvagt er ikke bare en gårdvagt En gårdvagt er 25 ”godmorgener” på ti minutter, det er snakke om weekendfangede Pokémons, konfiskerede bolde og langsomme high-fives. Jeg er udskolingslærer, så mine elever er ikke de mest snaksaglige mandag morgen. Men antallet af smil og vink overstiger på de ti minutter en hel uges indkasserede hilsner som specialestuderende. Og det er et fint udgangspunkt for en beskrivelse af den forandring, jeg har oplevet.

Min hverdag er blevet meget mere uforudsigelig samtidig med at den er ekstrem skemalagt: Hver mandag underviser jeg i dansk og engelsk og har kontaktsamtaler i mine to sjette klasser, hvorefter jeg går til fire timers undervisning i matematik på Metropol. Den samme struktur hver uge. Det kan næsten føles trivielt og begrænsende sammenlignet med den selvbestemmelse, jeg havde som studentermedarbejder hos Red Barnet Ungdom og som specialestuderende.

Samtidig er hver mandag unik. Og en mere præcis beskrivelse af sidste mandag ville indeholde knus, udsagnet ”jeg vil hellere dø af ebola, end at have dig som lærer igen”, røverhistorier, ordstafet, snakke om uvenskaber, venskaber og når det er svært at være 11 år, faglige aha-oplevelser, gentagelsen ”nej, du må stadigvæk ikke hoppe ud ad vinduet”, frustrationer, kaffepletter på tøjet og en samtale på gulvet bag et køleskab om hvor svært matematik er.

Jeg er gået fra at snakke om børn til at snakke med børn. Og de når helt ind under huden på mig: Jeg har aldrig før følt, at jeg har gjort noget mere betydningsfuldt.

Samtidig vil jeg ikke sige, at mit pre-graduateliv er dårligere end mit graduateliv. Men det er anderledes. Det er nyt. Det er udfordrende og ufattelig hårdt. Det er fuld af modsætningsforhold: Lange arbejdsdage, der føles korte, fantastiske elever og ekstremt provokerende elever, faglige succeser og faglige fiaskoer, stærke relationer og svage relationer. De gode dage føles bedre end før jeg startede som graduate, og de dårlige dage rammer langt under bæltestedet.

Weekenden er slut, og mandag morgen kræver tilløb. Det har den altid gjort. Det er som om ugen skal trækkes op, inden den kan køre. Og så kigger jeg på en post-it, jeg skrev til mig selv, da jeg startede i programmet: ”Husk at have det sjovt!” Dette slogan er vigtigt for mig, for ikke at drukne i planer og forsvinde i et tankespind over dagens næste aftale, i stedet for at være til stede som underviser og være oprigtig og ærlig i samværet med mine elever.

Nærvær og oprigtighed er en nødvendig del af læreruniformen, selvom den er mindre synlig end den neon gule gårdvagtvest.

Og så bruger jeg søndag aften på at glæde mig: Jeg er netop blevet færdig med at rette 18 engelskafleveringer. Jeg har givet en af mine svagere elever et velfortjent 7-tal, og jeg kan mærke helt ned i maven, at min uge bliver god, fordi jeg skal fortælle ham, at hans hårde arbejde har båret frugt. For jeg ved, at hans succes måske kun er et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for ham. Og så tænker jeg ikke længere over, hvor meget jeg arbejder.