En ting jeg har opdaget ved at arbejde som folkeskolelærer er, at alle jeg møder ved hvad arbejdet som lærer går ud på. Eller det vil sige det tror de, at de gør. Det gør det let at starte en samtale om hvad der er sket på arbejdet eller hvordan det er at undervise i specifikke fag. Jeg er uddannet ingeniør. Når jeg fortalte folk jeg mødte dette, havde de fleste travlt med at få drejet samtalen over på noget andet.

Det sker ikke mere! Alle kan snakke med om folkeskolen. Alle har lige brug for at lufte deres tanker om strejke, lockout, inklusion, tests af elever eller hvad det nu kunne være. For alle har selv gået i skole, kender nogen, har børn eller børnebørn der er en del af den danske folkeskole. Alligevel er der mange der bliver overrasket når jeg fortæller om min dag.

Så hvad er det ved jobbet som folkeskolelærer der ikke åbenlyst var en del af jobbeskrivelsen?

Lad os starte med det, de fleste nok ved er en del af jobbet, nemlig undervisning, forberedelse (som alle også har en holdning til om vi har for lidt eller meget af), gårdvagter, forældremøder og skole/hjem samtaler. Disse havde jeg forberedt mig på blev en del af min hverdag, sammen med møder. Jeg var dog nok ikke helt forberedt på at der ugentligt eller månedligt er teammøder, afdelingsmøder, fagteammøder (både på afdelingen og på tværs af afdelinger), lærermøder, møder om emneuge, faguge og faglig klub. Dette blev dog hurtigt klart, da man som lærer får en tydelig oversigt over hvordan ens timer er fordelt. Et fint skema med hvor mange timer om ugen man gennemsnitligt skal bruge på undervisning, forberedelse, møder og klassearrangementer. Hvis man er klasselærer får du endda tid sat af til at være klasselærer, hvad end det så præcist indebærer.

Så det er listen med ting jeg gør hver uge, som jeg er forberedt på er en del af mit job. Når jeg så er ude i gården som gårdvagt eller inde i klasselokalet og undervise, så sker der nogle gange noget, jeg ikke er forberedt på. En af disse kunne være når en lille pige kommer løbende hen til mig i skolegården, men store våde øjne og siger helt chokkeret: ”Ham der over siger jeg er dum”. Når man er vant til at arbejde med de lidt større børn, der kan finde på at kalde hinanden langt værre, kan man fristes til at tænke: og hvad så? Ingen er kommet til skade, så jeg kan ikke se problemet. Men når jeg så kigger ned på denne lille pige, kan jeg sagtens se hendes verden er knust og hun har brug for en voksen (som i det her tilfælde er mig) gør noget nu.

Man bliver hurtig god til at vurdere hvad der er brug for i hvilken situation.

Så jeg træder til som den voksne, klar til at gøre det den voksne skal gøre! Jeg skal bare lige finde ud af hvad det er. Skal jeg gå hen til drengen og sige han skal tale pænt? Skal jeg sige til pigen at hun selv skal bede ham om at tale pænt? Bede hende om at lege med nogle andre? Jeg kan se fordele og ulemper ved det hele og jeg har efterhånden også prøvet flere af dem af. Heldigvis er der også flere af dem der virker. Man bliver hurtig god til at vurdere hvad der er brug for i hvilken situation.

En dag jeg stod og underviste en 6. klasse, kunne jeg mærke en af drengene var blevet sur og han ville ikke gå i gang med opgaven. Jeg fik ham med ud og spurte hvad der dog var sket siden han var blevet så gal. Jeg havde ikke regnet med det svar jeg fik. Denne seje, store dreng begyndte at græde. Han fortalte, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham, at han var simpelthen så sulten og han havde ikke mere mad med og han kunne ikke koncentrere sig om andet end at tænke på hvor sulten han var.

Jeg prøvede at trøste ham og sagde at jeg havde faktisk noget knækbrød og et æble han gerne måtte få, men han ville bare tale med sin mor, så det gav jeg ham lov til. Han ringede til sin mor og kom med den samme forklaring igen, stadig med tårer ned ad kinderne. Jeg stod ved siden af og kunne se, at morens trøstende ord hjalp. Hun foreslog han kunne gå hjem og få noget at spise, det var alligevel sidst på skoledagen. I stedet svarede han snøftende ”men mor, Julie har noget knækbrød og et æble jeg godt må få, så jeg tror gerne jeg vil blive”.

Jeg snakkede kort med hans mor og vi aftalte at se om det hjalp med lidt mad. Vi gik sammen ned til personalerummet og fik smurt noget mad til ham. Vi havde en god snak på vejen frem og tilbage og han fik lov at sidde ude på gangen og spise sin mad. Resten af timen var han klar til at løse opgaver. Jeg følte jeg havde gjort det rigtige og hjulpet en dreng der havde brug for mig. Men hvor lang tid havde det taget mig? 15 minutter? 20 minutter? Hvor resten af klassen havde været alene uden mulighed for at spørge om hjælp. Uden nogen til at stoppe slagsmål eller drillerier. Skulle jeg i stedet have sagt at det er ikke en del af min jobbeskrivelse at sørge for eleverne ikke er sultne? Som ingeniør kan jeg godt savne en facitliste. For dette er ikke et enestående eksempel. Der er ofte nogen der smutter fra undervisningen, eller har brug for at tale med en voksen på tomandshånd og det skal der vel også være tid til. Eller hvad? Er det en del af det at undervise?

Som ingeniør var jeg omgivet af tal, rigtigt eller forkert. Kan det lade sig gøre eller kan det ikke. Yderpunkter, sort og hvidt. Som folkeskolelærer bevæger jeg mig rundt mellem så mange gråzoner at det kan være svært at skelne dem fra hinanden.

En pige i en anden 6. klasse var en dag træt af skolen og nok lidt det hele. Hun var sur over jeg bad hende tale pænt om hendes klassekammerater og en anden lærer. Jeg talte med hende om, hvordan man opfører sig over for andre mennesker og særligt i det offentlige rum. Hertil svarede hun ”min mor siger at en lærers job er at undervise og ikke andet. Det er forældrenes job at opdrage på deres børn”. Jeg kom til at grine lidt. Det ville hvert fald gøre min jobbeskrivelse en del kortere. Formelt set står der ingen stedet at lærere skal opdrage på andres børn, men vi skal vel hjælpe med at skabe et læringsrum, hvor der er ro og tryghed til at alle kan modtage undervisning. Og der kommer opdragelsen vel så implicit ind i min jobbeskrivelse.

Som ingeniør var jeg omgivet af tal, rigtigt eller forkert. Kan det lade sig gøre eller kan det ikke. Yderpunkter, sort og hvidt. Som folkeskolelærer bevæger jeg mig rundt mellem så mange gråzoner at det kan være svært at skelne dem fra hinanden. Jo mere jeg gør det, jo mere blod på tanden giver det mig. Arbejdet med mennesker er uforudsigeligt, hvilket giver mig flere spændende udfordringer i løbet af min dag og mange underholdende historier til middagsselskaberne. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt at jeg valgte at tage Teach First Gradute Program og vokser hver dag med disse oplevelser og historier.

Selv efter et år kan jeg til tider være usikker på, hvad der står i min jobbeskrivelse, men med hjælp fra gode kollegaer og sparring fra Teach First, er jeg hver dag med til at definere og præcisere min egen personlige jobbeskrivelse. Den hjælper mig med at udvikle mig som lærer og forhåbentlig hjælper den dem omkring mig, med at se et mere virkeligt billede af dagens danske folkeskole og menneskerne deri.

Vil du også være en del af programmet?

Så læs mere om programmet her eller gå direkte til ansøgningssiden.

Undersøgelserne har sammenlignet skoler med henholdvis færrest og flest socioøkonomisk svage elever. Her har man tilsvarende fundet en forskel i lærernes karaktergennemsnit fra gymnasiet på cirka 0,5 karakterpoint, og det vil ifølge litteraturen kunne resultere i op til 0,1 karakterpoints forskel i eksamensresultat for eleverne.

Læs undersøgelse af Kraka-Delotte >

Læs undersøgelse af Rockwoolfonden >

Vil du være en del af løsningen?

Læs også

Af Cathrine Ottosen. Cand.jur. og graduate, årgang 2016-2018.

Dette blogindlæg var egentlig tiltænkt at skulle udkomme 100 dage efter jeg var startet på mit nye job, men det nåede jeg så (heller) ikke. Livet som lærer, fuldtidsstuderende og Teach First Danmark Graduate er nemlig travlt, og tiden skal prioriteres benhårdt.

Ikke desto mindre synes jeg det er vigtigt, at dem der overvejer at ansøge om at blive Teach First Graduate får mine 100 personlige grunde til, at jeg er glad for, at jeg for snart et år siden ansøgte om optagelse, og nu er graduate og skolelærer. Måske kan én af mine 100 grunde inspirere netop dig til at gøre det samme.

(OBS: ikke i prioriteret rækkefølge):

1. Jeg føler mit job er meningsfyldt.

2. Jeg spiller stikbold, mindst én gang om ugen.

3. Jeg bander mindre, da jeg hele tiden bliver mindet om, at man ikke må bande.

4. Jeg kan officielt ”brokke” mig over skolereformen, nu med faktisk viden omkring hvad problemet er.

5. Jeg dapper på livet løs, og har lært ”back pack kid”-dasen (Google det, hvis du er i tvivl om disse bevægelser)

Vil du være graduate som Cathrine?

Ansøgningsfrist 23. januar 2022 >

6. Jeg spiser jævnligt Kokkedals bedste kebab til frokost.

7. Jeg har en officiel grund til at købe en meget dyr dunjakke for både at være praktisk og smart.

8. Jeg opnår praktisk erfaring hver dag, som jeg kan trække på i skolen om aftenen – og omvendt.

9. Jeg får lov at tage med på tur i arbejdstiden til seje steder som fx Søfartsmuseet.

10. Jeg kan fyre virkelig platte jokes af og være sikker på, at mindst én griner – ”hvad ærter….”

11. Jeg føler at dagene flyver afsted… Det samme gør ferierne.

12. Jeg får sange som ”Old McDonald had a farm…” eller ”Head, shoulders, knees and toes” på hjernen.

13. Jeg glæder mig næsten altid til at skulle på arbejde.

14. Jeg kender betydningen af (ligegyldige, men alligevel vigtige) forkortelser, så som USU, DSA, AKT, IK, PUS og TUS.

15. Jeg får komplimenter for mit tøj dagligt – særligt, hvis jeg har glimmer på tøjet.

16. Jeg kan se tegnefilm i min fritid under dække af, at jeg undersøger om den passer til målgruppen.

17. Jeg har verdens sejeste, sjoveste, sødeste elever – der en sjælden gang i mellem driver mig til vanvid.

18. Jeg kan ved en fejl udtale Christmas tree som Christmas ”three” uden at nogen opdager det.

19. Jeg føler ofte, at jeg faktisk kan gøre og allerede gør en forskel.

20. Jeg har en årsag til at købe en lamineringsmaskine eller ønske mig den til jul.

21. Jeg er blevet medlem af nye grupper på facebook, så som ”os der underviser i indskolingen”.

22. Jeg har en inspirerende og ærlig lærerfaglig mentor, der giver feedback på min undervisning og støtter mig undervejs i forløbet.

23. Jeg har lejlighed til at genopfriske positionstalsystemet – som jeg sagtens kan forstå  elever i 1. klasse synes er abstrakt.

24. Jeg har fået en klar idé om, hvilken slags forældre jeg vil være.

25. Jeg får op til flere kram hver eneste dag.

26. Jeg oplever ”problematikker” der foregår i samfundsdebatten – bare i virkeligheden. Skal børn have lov til at spise sukker i skolen? Skal muslimske børn med i kirke til jul?

27. Jeg har tænkt meget over om 0 er et lige eller et ulige tal? Og derefter over, hvordan jeg forklarer det til en 7-årig.

28. Jeg mener oprigtigt at folkeskolen er samfundets vigtigste opgave at løfte – og det bidrager jeg nu til.

29. Jeg har lært at træffe her-og-nu beslutninger; der er sjældent tid til at overveje dem ret længe.

30. Jeg bliver klogere på forskellige kulturer, religioner og familiekonstellationer.

31. Jeg har været nødt til at købe mig en fidget spinner – og erkende, at den dille faktisk allerede er yt.

32. Jeg kan lytte til Marcus og Martinus rimelig ofte.

33. Jeg får fredagskage.

34. Jeg bliver mødt af smil og godmorgen hver dag.

35. Jeg har haft gensynsglæde med skolemælk, selv i disse laktoseintolerante tider.

36. Jeg har masser af søde og festlige medstuderende som er sjove at være sammen med – og som hjælper med at holde humøret oppe, hvis det hele er lidt hårdt.

37. Jeg så børne MGP- og elskede det. Det samme gjaldt for Tinkas Juleeventyr.

38. Jeg ser undervisningsmaterialer/potentialer i ALT: Hvad kan jeg fx bruge tændstikker til i undervisningen?

39. Jeg har lært, at man kan få sprittus på et whiteboard af ved at tegne med en whiteboard-tus oven på…. GENIALT!!

40. Jeg er blevet bedre til at skrive tydeligt – ingen børn kan læse hvad jeg skriver, åbenbart…

41. Jeg kan klæde mig ud – både til Halloween og fastelavn… og til jul, med lidt god vilje.

42. Jeg har rimelig meget ferie, hvor jeg faktisk formår at koble af.

43. Jeg er måske nogens yndlingslærer.

44. Jeg kan fjolle og pjatte med eleverne og selv finde mit indre legebarn frem.

45. Jeg bruger endnu flere timer på Pinterest – det er lidt sygt.

46. Jeg modtager tit tegninger, perleplader og andet godt fra mine elever.

47. Jeg har fået et vaskeægte skolefoto igen.

48. Jeg har fået indsigt i, at det at være skolelærer er MEGET mere end ”bare” at undervise fra 8-14.

49. Jeg kan udtale mig mere kvalificeret (synes jeg selv) om børneopdragelse – vel og mærke uden selv at have børn.

50. Jeg går væsentlig flere skridt end på mit gamle ”kontorjob”; som skolelærer sidder man sjældent ned.

51. Jeg har ”genlært” mig selv at lave flip-flappere.

52. Jeg er blevet resistent over for mærkelige børnesygdomme, og lus håber jeg…

53. Jeg elsker børnestavning.

54. Jeg får inspiration til børnenavne, når den tid kommer.

55. Jeg er blevet bedre til at multitaske og gøre flere ting på samme tid.

56. Jeg kan gå med rygsæk – uden at det virker fjollet.

57. Jeg har stiftet bekendtskab med ”just dance” og ”go noodle”.

58. Jeg kan fortælle sjove ting som eleverne har sagt når jeg fx er til familiefødselsdag eller sølvbryllup.

59. Jeg har været i DR’s koncertsal og høre Sigurd fortælle Danmarkshistorien, det var fedt.

60. Jeg oplever at eleverne udvikler sig og bliver dygtigere for hver dag der går.

61. Jeg slipper for at søge efter billige rejser i løbet af året – jeg nupper de dyre rejser i skoleferierne.

62. Jeg har lært at sige hej på utrolig mange forskellige sprog.

63. Jeg har – som TFDG – muligheden for at deltage inspirerende workshops med diverse eksperter fra skoleverdenen.

64. Jeg forstår nu, hvorfor nogen ind i mellem siger ”fordi jeg siger det…” til børn.

65. Jeg har fået muligheden for at tage uddannelse nummer 2, tænk at jeg om 1,5 år er både jurist og skolelærer.

66. Jeg er kommet på skoletube.

67. Jeg kan gå i lige det tøj jeg vil, der er ingen ”dresscode”.

68. Jeg har fornøjelsen af at pendle med DSB hver morgen til Kokkedal – er positivt overrasket over hvor punktlige de er.

69. Jeg bliver måske inspirationskilden til, at et barn der ikke så ud til at have en lys fremtid alligevel ”bliver til noget”.

70. Jeg drikker mindre kaffe – simpelthen fordi kaffen smager dårligt.

71. Jeg har lært om 10’er venner, det fandtes altså ikke da jeg gik i skole.

72. Jeg er blevet bedre til at møde til tiden – man kan ikke rigtig lade 28 elever sidde og vente.

73. Jeg er kommet et skridt nærmere på at begynde at køre med cykelhjelm.

74. Jeg har set og smagt de vildeste kager som forældre har bagt.

75. Jeg har endelig fundet et job, hvor min ”skærebrænder stemme” faktisk kan gøre gavn.

76. Jeg møder et bredt udsnit af vores samfund.

77. Jeg kan få børn til næsten hvad som helst, hvis bare jeg lover dem en form for præmie – gerne noget spiseligt.

78. Jeg har de sejeste og mest kompetente kollegaer, som jeg virkelig lærer meget af.

79. Jeg griner meget … hver dag… Børn er sjove.

80. Jeg har stiftet bekendtskab med ”Lær For Livet”, hold nu op et kæmpe stykke arbejde de leverer. Laerforlivet.dk

81. Jeg har lært aldrig at stille spørgsmål til børn, så som ”vil du være sød at sætte dig ned?” eller ”kunne du holde op med at synge?” .

82. Jeg er med til at nedbryde negativ social arv.

83. Jeg får masser af frisk luft – i al slags vejr heldigvis.

84. Jeg kommer tidligt ud af sengen. Kl. 05.45 for at være præcis.

85. Jeg går tilsvarende tidligt i seng… Kl. 21.30.

86. Jeg har fået et større netværk, mine medgraduates kan alle mulige vilde ting og har læst alt mulig forskelligt.

87. Jeg er blevet i stand til at lukke konstant larm ude.

88. Jeg ved at squeezys er total in i øjeblikket. Og unicorns. Og de der bluser med pailletter på maven, hvor man kan ”vende dem”.

89. Jeg har lært at forklare det samme på minimum 5 forskellige måder.

90. Jeg bliver væsentlig bedre til engelsk og matematik, som er de fag jeg følger på Metropol og underviser i på skolen.

91. Jeg kan sagtens gå for at være 19 år… eller 40. Det er skønt, når børn skal gætte hvor mange år man er.

92. Jeg omgås ærlige mennesker – spørgsmål som ”hvorfor ser du så træt ud”, ”er du gravid” eller ”du er godt nok ikke særlig høj, hva?” hører jeg ofte fra eleverne.

93. Jeg er blevet ret meget bedre til det med at huske navne.

94. Jeg kan orientere mig i uger og kender alle helligdage.

95. Jeg har lært en hel masse om mig selv.

96. Jeg kan give min søster ret – hun har altid sagt at jeg havde en skolelærer i maven.

97. Jeg bliver inviteret til klassefester og spiseaftener med eleverne og deres forældre.

98. Jeg er blevet endnu bedre til at prioritere min tid.

99. Jeg har fået endnu større respekt for lærergerningen… og forældregerningen.

100. Jeg føler jeg er landet på den rigtige hylde – i hvert fald for nu.

Læs også:

Teach First-alumner modtager Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris

Matematiker på mission: Matematikangst skal ud af folkeskolen

Af Michael Diepeveen. Foto: Jacob Nielsen.

[Uddrag fra artikel i Skoleledernes medlemsblad Plenum 24. januar 2018 

Plenum har mødt en af Teach First kandidaterne, der er på vej i sit toårige forløb på Kokkedal Skole. Oven i en uddannelse som civilingeniør med speciale i Matematisk Modellering fra DTU, er Sophia Bardenfleth nu på vej til at få en læreruddannelse med linjefagene matematik, fysik/kemi og natur/teknologi.

Hun har i sin studietid bl.a. haft studenterarbejde på Experimentarium. Det har interesseret hende at kunne formidle den viden, hun har studeret mere teoretisk til et basalt-praktisk niveau til børn og unge. Nu er det folkeskoleeleverne, det gælder, og når det går godt, er det det bedste i verden… ”Jeg får masser af bekræftelse og opmuntringer fra forældre, elever og kolleger. Men det er også svært at leve op til de høje forventninger, man mødes med, når ens arbejde indebærer at danne og uddanne folks guldklumper. Der er pres på, og man undgår ikke at begå fejl”, siger Sophia Bardenfleth.

Det rammer personligt. At ikke gøre det godt nok, ikke være god nok. Men succeserne og at opleve virkelig at kunne gøre en forskel fylder heldigvis mest, og det er man gode til at støtte hinanden i på aftenmøderne med de andre kandidater på tværs af Teach First skolerne i forbindelse med uddannelsen – og den opfølgning, der løbende er med de eksterne mentorer.

”Det er rutsjebanetur. Fantastisk og lidt skræmmende. Jeg vidste godt, at det ville være udfordrende at være læ­rer. Man investerer rigtig meget af sig selv, men får til gengæld også rigtig meget tilbage, og det gør mig glad”, siger Sophia Bardenfleth, der ikke er bange for at sætte sig selv på spil. I 5. kl. blev et væddemål, om eleverne kunne lære en række sætninger udenad på engelsk inden jul, vundet af eleverne, og hun måtte spise en habanero chili og derefter hoppe i iskoldt vand.

Ud over at læringsmålet blev nået, har det givet kæmpe respekt blandt elever og forældre. Hvad næste gimmick skal være er uvist, men sikkert er det: Sophia bliver som lærer på Kokkedal Skole.

[Uddrag fra artikel i Skoleledernes medlemsblad Plenum 24. januar 2018 Læs fulde artiklel i Plenum]

– Én ting er dog at kunne fortælle en god historie, en anden er at kunne fortælle en dårlig historie på en god måde.

Gennem mine snart 2,5 år i folkeskolen er det virkelig gået op for mig, at fortællingen om lærere og deres arbejde langt fra er blandt de mest inspirerende; men lærerne er heller ikke gode til at fortælle historien, og det er en skam. Det er en skam, fordi der egentlig er meget godt at fortælle, og der er et kæmpe stort behov for at fortælle det.

Til trods for, at folkeskolen er en institution, som langt de fleste af os både har en holdning til og personlig erfaring med, så er indsigten i folkeskolens virke meget sparsom. For hvem gider at høre på en halvkedelig historie, som man i forvejen tror man kender, hvis den tilmed er fortalt på en kedelig måde? Ingen. Problemet er dog at den fortælling, som folk tror de kender, ligger meget langt fra virkeligheden.

Jeg oplever, at mange har et romantiseret billede af, hvad en lærer foretager sig – og det kan jeg faktisk godt forstå. Inden min tid som Teach First graduate havde jeg et tilsvarende naivt billede af, hvad det ville sige at være folkeskolelærer. Jeg troede, at lærerjobbet handlede om at kunne sit faglige stof, være karismatisk og derudover bare stå ved en tavle og levere det ene guldkorn efter det andet. Jeg troede, at eleverne automatisk lyttede, når bare man forklarede tingene ordentligt. Men sådan er det ikke.

Lærerjobbet, og alt hvad der i det hele taget omgiver læring, er et ekstremt komplekst felt. Der er en kilometer lang liste af elementer i spil, når mennesker træder ind i et læringsmiljø, og som lærer er det din rolle at overveje samtlige af listens elementer. Det er netop dette faktum, der gør lærerjobbet til den ultimative ledelsesopgave – en vigtig del af fortællingen, der desværre er yderst overset.

“Der mangler en respekt for, at lærerne er eksperterne, når det gælder folkeskolen. Der mangler en forståelse for, at lærere er blandt de ypperste professioner i samfundet og ikke er noget, hvem som helst kan være.”

Jeg var meget visionær, da jeg i 2015 søgte om optagelse hos Teach First Danmark. Jeg havde en klar forestilling om, hvad jeg ville have ud af at søge, og en del af dette handlede om at ville stå i spidsen for forandringer i uddannelsessystemet. Min naive forestilling var, at man ved hjælp af meget få tiltag kunne revolutionere måden, som vi uddanner os på i Danmark. I løbet af det første år som lærer i programmet blev jeg konstant konfronteret med min naivitet. Kompleksiteten i et læringsmiljø samt læreres ekstreme arbejdsforhold overgik mine vildeste forventninger. For første gang i mit liv savnede jeg pludselig respekt for det arbejde jeg gjorde.

Respekt har mange former

Der er mange måder at vise respekt på. Nogen griber til fortællingen om, at lærerjobbet er underbetalt. Andre taler om den manglende tid. Jeg har også hørt, at lærerjobbet skulle være utaknemmeligt; at elever og forældre må være en kæmpe belastning – ”tænk at du gider”. Men selvom penge, mere tid og mere ros fra forældre og elever klart er blandt de helt centrale elementer, så mangler der noget andet. Der mangler en respekt for, at lærerne er eksperterne, når det gælder folkeskolen. Der mangler en forståelse for, at lærere er blandt de ypperste professioner i samfundet og ikke er noget, hvem som helst kan være.

Det var således med en blanding af ydmyghed og arrogance, da jeg deltog i et af mit livs vildeste oplevelser den 6. til 8. oktober i år. I løbet af få dage blev jeg en del af en vild fortælling, og befandt mig i en kultur, som på mange måder er fremmed for mig. Blandt traditionelle hvide kåber, sand og rigdom lærte jeg, at Qudwa er et arabisk ord, der betyder rollemodel. Qudwa er samtidig navnet på den lærerkonference, der blev afholdt i Abu Dhabi de føromtalte dage i en weekend i oktober.

“Hvis ikke lærdommens personificering – lærerne og skolen – bliver respekteret, har samfundet et stort problem.”

I månederne op til weekenden havde jeg som Teach First alumne haft mulighed for at ansøge om at komme med, og var blandt de tre heldige danskere, der blev sendt dertil. Alt var betalt, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad der ventede os af luksus. Selve konferencen blev afholdt på Emirates Palace – en bygning, der er i top 10 over de dyreste i verden. Den var ubegribelig stor, og havde marmor, guld, krystaller, håndlavede tæpper og palmer overalt. Der var buffeter store nok til at brødføde en middelstor landsby i en uge, og tjenere og kokke nok til at sikre en storslået oplevelse for alle 900 deltagere. Når det så er sagt, så var luksus faktisk kun en meget lille del af den samlede oplevelse den weekend – to ting gjorde nemlig endnu større indtryk på mig under konferencen.

Respekten for lærere

Qudwa konferencen formåede at vise respekt. Ikke kun gennem luksus, men også gennem at lytte, og være åben over for det faktum at lærere er dem, der ved bedst når det gælder lærerfaget. En stor del af oplægsholderne var eller havde tidligere været lærere, og således blev konferencen i høj grad til lærerenes egen. Ens for alle var deres enorme engagement og tro på, at lærerrollen og dennes image er så afsindig vigtig en del af et samfund. Hvis ikke lærdommens personificering – lærene og skolen – bliver respekteret, har samfundet et stort problem. Respekten for lærere var at føle overalt. Der var ikke sparet på noget. Sheik Mohamed bin Zayed Al Nahyan, kronprins af Abu Dhabi, var blandt initiativtagerne til konferencen blev citeret for følgende:

”In the post-oil era, the UAE will rely on investment in education because it is the solid foundation and because no strategy or vision for education can succeed without excellent teachers who recognise the importance of their role and who have the ability to carry out this role”.

Citatet bærer i høj grad essensen af konferencens ånd.

Inspirerende ildsjæle

Ud over rammerne og den respekt jeg oplevede, var der et andet vigtigt element: Deltagerne. Der var folk fra over 80 forskellige lande, hvilket skabte en helt unik mulighed for at få indblik i andre kulturers syn på lærerrollen.

Den første aften sad jeg sammen med Mads, en af de andre danskere og graduates, og spiste aftensmad på 62. etage med udsigt over natten i Abu Dhabi. Vi faldt i snak med en mand fra Uganda ved navn Victor. Victor var meget betaget over, at vi talte dansk, og det viste sig, at han havde en dansk kone. Victor var et utroligt inspirerende menneske, der havde oplevet mange gruopvækkende ting i sit liv, men stadig var ved godt mod. Hans udstråling og karakter emmede af jordforbindelse og drømme i en unik forening.

Da aftenen var ved at slutte, sagde vi godnat og gik hver til sit. På værelset få minutter efter opdagede jeg at Victor i 2015 var nomineret til Nobels fredspris. Deltagerne på konferencen var et overflødighedshorn af ildsjæle, der alle havde tilknytning til læring og uddannelse. Der var en stolthed over at være lærer, som jeg aldrig har oplevet før i en dansk kontekst. Alle kunne bidrage og alle blev hørt.

“Den atmosfære, der er skabt i Teach First Danmark er med til at skubbe lærerrollen i retning af den prestige som professionen fortjener.”

Jeg vil være lærer – ligesom Mikkel

Den indstilling til lærerrollen, de drømme og den professionalisme jeg mødte i Abu Dhabi var lige netop, hvad jeg havde brug for. Det var et boost af dimensioner til min egen fortælling om lærerrollen. Det var samtidig med til at få mig til at eksponere, hvor sejt det faktisk er at være lærer.

Kan du forestille dig mine 5. klassers øjne, da jeg tirsdag morgen fortalte dem, hvorfor jeg ikke havde været på arbejde mandag? Kan du forestille dig deres indre fantasi, da jeg fortalte dem om paladset med palmerne indenfor og guldet på søjlerne? Da jeg viste billeder og film? I det øjeblik kulminerede oplevelserne fra weekenden – fortællingen blev komplet. I 1001 øjeblikke havde jeg elevernes fulde opmærksomhed. Ikke nok med, at jeg selv havde haft en fantastisk tur – mange af mine elever var fra det øjeblik (i hvert fald den dag) overbeviste om, at når de blev store, så skulle de være lærere ligesom Mikkel.

De sidste 2,5 år har været en konstant kamp lige midt i spændingsfeltet mellem visionerne og kompleksiteten. Man mister let pusten når det går op for en, hvor kompleks læring er. I Teach First har det heldigvis handlet om at finde en balance mellem visioner og realisme. Mine drømme og visioner lever videre, men jeg har et meget bedre indblik i, hvor meget der skal til.

Den atmosfære, der er skabt i Teach First Denmark er med til at skubbe lærerrollen i retning af den prestige som professionen fortjener. Kun ved hjælp af en massiv indsats for at skabe respekt for lærere, kan vi for alvor rykke ved uddannelse – for det er lærere, der er det vigtigste i en god skole. Vi skal skabe en god fortælling, men vi, lærerne, skal så sandelig også øve os på at fortælle historien på den gode måde!

Om Teach First Danmark

Vi arbejder for at give alle børn i Danmark en god uddannelse – uanset social baggrund. Gennem en grundig udvælgelse engagerer vi de dygtigste bachelorer og kandidater, der kan bidrage til at løfte de elever i folkeskolen, der har allermest brug for det – som dygtige undervisere og kommende ledere.

Teach First Danmark er finansieret af Egmont Fonden, TrygFonden, Novo Nordisk Fonden, Industriens Fond, Augustinus Fonden, Axel Fonden, DS Orients Fond, Østifterne, Otto Bruuns Fond.

Læs også:

Graduates laver app, som skal styrke trivslen i folkeskolen

Jeg har hørt det utallige gange. Det er ofte en kommentar folk har givet mig, når jeg fortalte dem, at jeg studerede Matematisk Modellering på DTU: ”Jeg har aldrig forstået det der matematik” eller ”Jeg er bare ikke god til tal” eller den værste, ”Hold da op, du må godt nok være klog”. Selvfølgelig har vi alle vores naturlige faglige styrker og svagheder. Men det er min opfattelse, at det er mindre socialt acceptabelt at møde en person, der læser dansk på universitetet, med en kommentar som ”Jeg har bare aldrig rigtig forstået det der med bogstaver”.

“Brøkregning, programmering og raketvidenskab må ikke blive ting, der bare ”automatisk” er svære

— Sophia Bardenfleth, Teach First Danmark graduate

Ligesom at vi lægger stor vægt på, at alle skal lære at læse og skrive, uanset om de lærer det hurtigt eller ej, så er det på tide, at matematikken bliver prioriteret lige så højt. Der findes mange indsatser for elever med sproglige vanskeligheder, fx ordblinde. De kan få støtte til læsning og stavning og ekstra tid ved prøver og eksamener. Og nu skal jeg lige skynde mig at få noget på plads: Jeg har ingen forudsætninger for at udtale mig om, hvorvidt det at være ordblind kan sammenlignes med det at have svært ved matematik og grundlæggende talforståelse. Derfor er jeg også tilbageholdende med at kalde det ”talblind”, da det automatisk sætter en form for lighedstegn mellem de udfordringer, som eleverne i hver gruppe har, hvilket jeg ikke ved om kan retfærdiggøres. Det er heller ikke mit mål her. Derimod vil jeg gerne overbevise jer om, at matematik er en færdighed, som bliver stadig vigtigere i vores moderne teknologiske samfund. Og derfor skal den prioriteres på samme niveau som almindelige sproglige færdigheder. For at kunne overbevise jer om det, vil jeg komme med to vigtige pointer.

Pointe 1

Den første er, at matematik handler om meget mere end at kunne sige tabellerne udenad og være i stand til at lægge to brøker med forskellig nævner sammen.

Matematik handler i høj grad om at udvikle problemløsningskompetencer. Når man arbejder med en opgave i matematik, handler det i høj grad om at gå systematisk til værks. Og dette gælder alle typer opgaver – fra simple regnestykker til avancerede modelleringsopgaver. Først skal vi bestemme opgavens type – er det et plusstykke, en ligning, eller en tekstopgave, hvor vi får givet noget information, vi skal bruge efterfølgende? Dernæst skal vi tænke over, hvilke metoder vi kender til at løse denne type opgave – hvordan stiller jeg et plusstykke korrekt op? Hvordan reducerer jeg en ligning? Hvilke informationer er vigtige for det spørgsmål jeg skal besvare i tekstopgaven? Til sidst kan det være nødvendigt at evaluere på det svar, man er kommet frem til, for at kontrollere om man har brugt metoden korrekt – passer mit resultat med min forventning? Fik jeg svaret på det, der blev spurgt om i opgaven?

“Børn skal i højere grad inspireres og opmuntres til at interessere sig for naturvidenskab og prioritere deres matematiske kompetencer. De skal hjælpes til at forstå, hvor stort et udbytte de vil få af det senere hen.

— Sophia Bardenfleth, Teach First Danmark graduate

Når man skal løse en matematikopgave, skal man kunne kategorisere, systematisere, planlægge, lave hypoteser, prøve sig frem, evaluere forskellige metoder og sætte resultater op mod egne forventninger. Disse problemløsningskompetencer er ekstremt nyttige i stort set alle erhverv. Om man skal designe møbler, udvikle computerspil, være sekretær eller eventkoordinator, analysere data for Google, være business management konsulent eller sygeplejerske, så vil det være nyttigt at kunne stille problemer op og finde løsninger på en systematisk måde. Så selvom det kan være svært at gennemskue, hvornår man skal bruge, at kunne sige om en trekant er retvinklet, ligebenet eller ligesidet, skal man ikke tage fejl af at det nytter noget at skulle igennem den proces, der leder til den pågældende færdighed.

Pointe 2

Der er et stigende behov for personer med rigtig stærke matematiske kompetencer.

Vi lever i en verden, der er i lynhurtig teknologisk udvikling. Det går hurtigere og hurtigere og vi når måske til et punkt inden alt for længe, hvor vi ikke længere kan følge med. Hvis vi alligevel skal forsøge at udsætte tidspunktet, hvor vi bliver sat fuldstændig af og robotterne overtager verden, så skal vi knokle for det. Det gør vi ved at sørge for, at så mange som muligt bliver i stand til at forstå og udvikle teknologien. Og her er det vigtigt at forstå, at teknologi og matematik hænger uløseligt sammen. Alt hvad der foregår inde i en computer er bygget på matematik og logik.

Med disse to pointer håber jeg at være med til at gøre opmærksom på, at matematik er en nødvendig kompetence. Uanset om man er ”matematisk anlagt” eller ej, så skal det prioriteres. Elever, der har udfordringer, skal have ekstra hjælp. Elever der har en naturlig evne for faget skal inspireres til at videreudvikle dem. Matematikundervisningen i folkeskolen skal i højere grad se fremad og lægge vægt på, hvilke styrker det kan give eleverne i deres fremtid.

Brøkregning, programmering og raketvidenskab må ikke blive ting, der bare ”automatisk” er svære. Det er alt for farligt at holde matematikken og dens relaterede felter oppe på en videnskabelig pedestal, der afskrækker elever fra at tro, at de kan mestre faget – også selvom de ikke forstår tingene første gang, det bliver forklaret.

Med 40 grader i skyggen fandt jeg respekten for lærere