Der er mange sørgelige historier om mislykket inklusion i de danske folkeskoler, og flere førende psykologer og andre fagfolk fraråder inklusion af børn med diagnoser som autisme og ADHD.

---

Jeg er derfor glad for, at jeg ikke kendte de mange  historier om mislykket inklusion, da jeg for godt et års tid siden blev inklusionslærer for en elev i 3. klasse med atypisk autisme og ADHD. Det betød nemlig, at jeg kunne kaste mig ud i opgaven som en anden Pippi Langstrømpe – med troen på, at det kunne jeg godt, selvom jeg ikke havde prøvet før.

Det så dog ikke lovende ud, da jeg først lærte min nye elev og teamet at kende. Han var i stor mistrivsel og havde ikke lyst til at komme i skole. Han var udadreagerende og de andre elever og lærere havde haft mange negative oplevelser med ham.

Det var derfor en svær opgave, som jeg stod med. De første måneder gik med at finde ind til problemernes kerne, som handlede om flere ting. Han havde for lange dage med for mange skift og uenige voksne. Derudover havde han i flere måneder være ekskluderet fra klasserummet med sin “egen” voksen for at få sænket sit stressniveau.

Løsningen: Inddragelse, struktur og tættere samarbejde

Alle havde lyst til at kaste håndklædet i ringen (lærere, pædagoger og forældre). Men så skete der en forandring. Den kom efter sommerferien. Jeg havde lavet en masse lamineret materiale (kan løse meget), og vi havde fået mere supervision. Vi var også færre voksne omkring eleven og kunne derfor arbejde tættere sammen, også med forældrene, og min elev begyndte at blive gladere.

For at gøre en lang historie kort, så har vi på otte måneder skabt nogle rammer omkring eleven som gør, at han ikke længere er udadreagerende og ikke har været det siden august. Han kan nu være i klassen ca. halvdelen af skoledagen, og han kan klare forskellige skift i løbet af dagen. Han trives og er glad næsten hver dag.

Dette skyldes flere ting, men især:

• aktiv brug af sociale historier
• tydelig struktur
• forberedelse inden noget nyt
• inddragelse af eleven i flere processer
• meta-snak om elevens diagnoser i klassen i samarbejde med eleven
• tæt samarbejde mellem alle voksne
• enighed om fremgangsmåde mellem alle voksne
• tæt samarbejde med forældre, ledelsen og skolepsykologen.

For lige netop denne elev har det været det rigtige at knokle for inklusion, da vi ser en elev i stor trivsel og en klasse med masser af empati og omsorg for hinanden. For andre elever med disse diagnoser er det måske ikke det rigtige.

Men vi kan gøre meget, hvis vi indretter skolen, så den passer til eleven og ikke omvendt.

Jeg håber, at I også vil få skønne oplevelser med inklusion rundt omkring på jeres skoler.

Det er hele indsatsen værd.

 

---

Vil du også være med til at finde løsninger og løfte nogle af de børn i Danmark, som har mest brug for det? Så ansøg om at blive Teach First graduate.