Klassen er fyldt med alt fra advokater og ingeniører til økonomer og en personlig træner… Fælles for dem alle er, at de har taget fri en fredag formiddag for at gøre en forskel for nogle unge mennesker. Og det andet fællestræk: De er mine venner, tidligere kolleger og venners venner.

Med en baggrund i Hellerup har min egen fremtid altid stået som noget spændende og sjovt. Noget at se frem til og noget at snakke med mine forældre om. Jeg voksede op som en forkælet, men dog ikke spoleret pige (siger min mor). At penge kunne være en mangelvare tænkte jeg ikke over, og jeg snakkede om fremtiden med fokus på at finde noget, jeg ville elske at lave.

Mange ting er sket siden, og nu står jeg her som lærer på en skole i Sydhavnen med blandt andet to 7. klasser. Fra mit arbejde med udsatte børn i London ved jeg, hvor vigtigt det er at have noget af brænde for, hvis man skal være motiveret for at knokle i skolen. Mange af mine børn har aldrig rigtig tænkt over, hvad de vil. De tror ikke de kan blive noget, eller i bedste fald har de en ide om noget lidt urealistisk, som for eksempel fodboldspiller. Nogle har en drøm, men vejen derhen er uklar. Og sparringen med forældre og rollemodeller er det sparsom med.

Så derfor har jeg overtalt mine venner til at tage tid ud af kalenderen og forberedt dem på 14 aktiviteter, som de skal nå sammen eleverne over de næste fire timer.

Mit mål er klart:

1. Børnene skal gå herfra med følelsen af, at fremtiden bare er noget rigtig spændende og at de kan blive hvad de vil, bare de kæmper for det
2. De skal have lært at konkretisere deres mål, undersøge hvad job/uddannelse kræver og lagt en plan for at forbedre sig i og uden for skolen for at øge chancerne for at opnå drømmejobbet
3. Børnene skal føle, at de bliver taget seriøst. At nogle voksne mennesker gerne vil bruge tid på dem. Som en fra 7.A sagde ”Tænk at nogle vil tage fri for at snakke med os”

Men nu, hvor dagen endelig er kommet er jeg nervøs. Kan de relatere til hinanden. En af mine elever spurgte i går om ”der kommer mange indvandrere”, hvortil jeg med et undskyldende smil måtte sige, at jeg ikke havde kigget på farve. Sandheden? I min tid fra Hellerup til CBS var mit netværk fortvivlende lidt multi-etnisk. I mit hovedet takkede jeg min venindes kæreste for at have gambianske rødder. Næsten alle tilstedeværende er universitetsuddannede og har forholdsvis privilegerede baggrunde. Jeg kan mærke sveden på min pande, mens jeg indser, hvor langt fra mine børns verden disse voksne egentlig er. Men de vil børnene og de glæder sig sådan.

Da jeg træder ind i klassen med mine ”voksne” i hælene, der fylder et i forvejen lille lokale helt ud, udbryder en af mine drenge ”Wow. Kender du alle de mennesker.”, mens en anden bare udbryder ”shit”. De ellers ganske højlydte drenge er helt stille og har store øjne. Efter de første ti minutter, hvor jeg får gennet de forskellige voksen-barn-par ind i de rigtige lokaler, kan man kun høre den stille summen af småsnak.

Med 66 mennesker fordelt i 8 lokaler skal der gås hurtigt, og selvom jeg efterhånden er lidt ligeglad, kan jeg mærke at nu er ryggen også svedig. Suk. Jeg håber jeg ser ud som om jeg har styr på det. Det har de andre ”voksne” heldigvis. I det ene lokale er klassens seje dreng, som ellers mener skolen er ret ligegyldig, fascineret af den over to meter høje mand med eget firma inden for personlig træning, mens han fortæller om sin egen træning efter skole. Ved siden af er der seriøse ansigtsudtryk mellem en iværksætter og en af mine drenge som pt. er i konflikt med næsten alle lærere. Hans ”voksne” synes bare han er fed og der er ingen brok over hans tydelige 100 procent danske rødder.

I kl. 10-pausen er der lidt kaffe til de frivillige, og rummet summer af historier fra de første sessioner. Advokaten Sven fortæller imponeret om sin elev, der havde et ødelagt toilettet derhjemme og da bare lige fiksede det: ”I reservatet [Gentofte] havde barnet taget det andet badeværelse eller bedt Au-Pairen ringe til en håndværker”. Alle er indtil videre glade og jeg kan mærke, at jeg begynder at nyde det. Både børn og voksne virker til at have det skønt.

Vi går ind til anden runde og jeg advarer om, at nu skal ens drømme konkretiseres, og det skal planlægges, hvad man kan gøre for at blive bedre i skolen. For nogle af børnene, som er vant til at sidde som zombier en hel skoledag, er det hårdt på den måde at bruge tid med en voksen, som fokuserer på dem 100 procent. Min veninde stråler på vej op til børnene igen og snakker om, hvor sød hendes elev er. Eftersom hun er en af mine mest udfordrede elever og mange læreres mareridt, er jeg lettet. Hvor er det fedt, at hun oplever så meget interesse og positiv energi fra en voksen, og to timer senere har jeg (som hendes dansk- og matematik-lærer) modtaget en besked, hvor hun beder om hjælp og har forslag til, hvordan hun vil forbedre sig i tre fag.

Klokken nærmer sig 11.30, og man man se folk begynder at få rundet af. Jeg kan ikke skjule et stort smil, da jeg ser flere voksne give mail og telefonnummer til børnene med ordene: ”Du skriver bare, hvis du har brug for hjælp”. Flere siger til mig, at hvis der problemer med at skaffe praktik til dem næste år, så skal jeg bare sige til. En elev kommer hen og siger ”det er det fedeste arrangement”, og med et hengivent smil kigger han på ”sin” voksne og siger ”min voksne var den bedste”. Jovist han er en fedterøv, men stadig er det skønt at høre.

Afskeden med de voksne er fuld af smil og ros til børnene, og som en stolt lærer lapper man det i sig. De er skønne børn. Mange siger, at de er klar næste gang jeg laver noget lignende, og selvom det har været hårdt, virker alle tilfredse med indsatsen. På vej op ad trappen beder jeg i mit stille sind om at børnene har det på samme måde. Det sekund jeg møder et par elever er det første de siger ”Det var så fedt! Jeg har fået snakket om alting. Og jeg har lovet at lave alle mine lektier i dansk fremover!”. Børnene har en højlydt diskussion om hvis ”voksen” var sejest. ”Min var advokat og tjente sygt mange penge!”. ”Men så du min, hvor stor han var”. Resten af dagen får jeg beskeder på facebook, Snapchat m.m. fra begejstrede elever, der vil høre om vi snart skal lave noget med ”dine venner” igen.

Forskellig baggrunde, ja. Men netop derfor er der plads til at lære af hinanden og blive inspireret af hinanden. At se så meget entusiasme og dedikation, når to verdener mødes, er noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet. Ingen tvivl om, at børnene har fået sat ord på deres drømme og nu har et mere klart billede af, hvad de kan bruge skolen til.

Tusind tak til alle, der mødte op.

Både til familie og venner, som ikke rigtig havde et valg, da jeg først havde kigget på dem og sagt, at de ville være perfekte. Men også til bekendte, jeg ikke havde snakket med i flere år og som bare var klar på at hjælpe. Og tusind tak til Bain & Co for at lade nogle af deres ansatte bruge deres kostbare tid på nogle meget taknemmelige børn. Og tak til alle de dejlige børn fra Bavnehøj Skole, der tog godt imod en masse privilegerede voksne, der havde forvildet sig ud til Sydhavnen.

Jeg vil ikke tage det personligt, hvis en ud af 60 elever siger ”Du er bare så nederen og skrap”, når jeg har ringet til hans mor, fordi han snakkede under en fremlæggelse. Jeg prøver jo bare at skabe et godt læringsmiljø, hvor alle føler sig trygge og motiverede for at lære. Og så kan jeg altid tage kage med dagen efter og bestikke mig til noget kærlighed.

2. Jeg vil ikke blive sur på mig selv, fordi jeg ikke gør det lige så godt som min kollega med 20 års erfaring

Jeg indrømmer gerne, at jeg helst vil være bedst til det hele og lære mine elever så meget som muligt. Du vil gerne præstere det samme som din superkollega, der mestrer klasseledelse, superundervisning og oveni formår at tage kage med til kollegaerne…I 2017 vil jeg bare nyde at have så fantastiske kollegaer og lære af dem – om 20 år kan det jo være, at jeg er lige så god!

3. Jeg vil bruge hverdagen mere i min undervisning

Jeg havde tema om Amerikansk Valg i min engelskundervisning –og hvor var det fedt at bruge avisartikler, nyhedsudsendelser og mærke, at eleverne gik hjem og følte sig som eksperter på ”current events”.I 2017 vil jeg prøve at lave ugens nyhed i mine timer og koble tingene mere op på hverdagen. Jeg leger desuden med tanken om at lære statistik og lære eleverne at tænke kritisk om journalisters brug af statistik. At jeg så har en modtageklasse og flere af dem ikke lige kan læse dansk – det finder vi ud af!

4. Jeg vil stole mere på, at eleverne kan tage ansvar selv

En af mine yndlingsbøger om at være lærer hedder ”The Lazy Teacher”. Hovedbudskabet er, at jo mindre du laver, jo mere eleverne laver, desto mere lærer de. Mit første halve år har omfattet en del micro-management med ”I har nu 1 minut til at tænke over dette, og så har I 4 minutter til at skrive ned”… Nu kender jeg børnene bedre, og det er på tide at lade dem få lidt mere frihed i gruppearbejdet. Jeg kan altid bede dem filme det, så jeg kan tjekke bagefter.

5. Jeg vil fortsætte med ros og smil

Smil. Det er en af de ting, jeg har gjort rigtig fra start af (dem er der utrolig få af) ici. Jeg elsker mit arbejde og som konsekvens smiler jeg hele tiden og roser eleverne. Det er noget de lægger mærke til og kommer og siger betyder, at de tør sige noget i klassen og yder meget bedre. Det skal jeg bare blive ved med – også hvis jeg får en periode, hvor jeg har lyst til at lukke mig ind i et rum og forbyde alle under 18 år at komme ind.

6. Jeg vil stoppe med at erstatte min velforberedte undervisning med spontane superkreative ideer, jeg får klokken 5.30 om morgenen

Jeg forbereder mig altid i virkelig god tid, og alle papirer ligger klar i mapperne og alt er timet og tilrettelagt til strukturerede timer med læringsmål, evalueringer og alt, der ville gøre John Hattie stolt. Og så to timer før finder jeg ud af, at jeg gerne vil lave en bevægelsesdag og har nøjagtig 15 minutter på skolen til at finde sjove engelske ord, printe og klippe ud… og ender med at komme halvsvedende til timen med et PowerPoint, der står den forkerte dagsorden på. Drop det!

7. Jeg vil fortsat få spontane ideer og bruge dem dagen efter

Noget af det fedeste ved at være lærer er, at man kan få en fed ide og vide, at man bare kan tage den i brug, når man har lyst. Jeg venter bare lige til ugen efter med den.

8. Jeg vil laminere mindre

Nogle gange er det bare helt okay at klippe noget hurtigt ud til en hurtig quiz og byt eller stafet leg. Laminering tager meget lang tid, er unødvendig og … who am I kidding. Laminering rocks. Jeg skal laminere endnu mere OG lancere en kampagne for at vi får ansat en piccoline, hvis hovedopgave er at laminere for lærerne.

9. Jeg vil ikke sige god aften til Pedellen Kim hver dag

Jeg elsker at arbejde. Men når Pedellen, der slukker på skolen sukkende siger ”skal du aldrig hjem?” eller ens kollega kalder dig for ”no-life” Vibeke, så har du måske taget den for langt. I 2017 vil jeg arbejde…præcis lige så meget! Men mere derhjemme, så folk tror jeg har andet i livet.

10. Jeg vil besøge alle eleverne, som jeg er klasselærer for

Jeg har besøgt et par af eleverne – og hvor er det bare en skøn oplevelse. Man får mødt forældrene i et miljø, hvor de er trygge, og man får set barnet på en helt andet måde. Det skal i kalenderen. Bonus: Det er jo ikke rigtigt arbejde, at sidde og drikke kaffe, så man kan næsten kalde det at være til fest og være ung og vild.

11. Når en time går galt, vil jeg prøve at få målet til at blive socialt

Nogle gange går det galt. Man planlægger en eller anden innovativ leg, som man tror vil være den perfekte symbiose af bevægelse, sjov og læring. Og så er resultatet bare børn, der løber rundt som hovedløse kyllinger og mig, der prøver at få ro på dem og bliver småirriteret, og det ender med halvdårlig stemning. I 2017 vil jeg huske, at nogle gange skal man bare go-with-the-flow. Er det kaos, kan vi i det mindste lade det blive sjov kaos, og så er det bare det som børnene har fået ud af timen. Så tager vi læringen næste gang.

Læs også:

Toptunet ingeniør på hemmelig mission i folkeskolen

Der er de hårde facader, som man med den rigtige kombination af smil, anerkendelse og faste rammer når ind til. Og så er der ”suk”-eleverne – dem man føler, at man bare ikke kan nå ind til. De kan enten være forstyrrende i undervisningen eller som bare sidder passivt, hvor meget man end anerkender, opmuntrer og prøver at vise dem, at man tror på dem.

Trods de de dejlige succeshistorier gik jeg alligevel på efterårsfere med en nagende følelse af, at der var nogen, jeg bare ikke kan nå.

Heldigvis havde jeg valgt at bruge efterårsferien på Lær for Livets Learning Camp – et signatur projekt under Egmont Fonden, som hjælper anbragte børn (laerforlivet.dk). Som en del af Teach First Danmarks sommerakademi tilbringer alle graduates to uger med disse fantastiske børn på camp’en, hvor der grines, leges og gøres læringsfremskridt i både dansk og matematik.

Så glæden var stor, da jeg genså alle mine dejlige learning kids på Osted Efterskole. Fighteren, som jeg kalder hende, stod med sin plejeforældre, og det sekund hun så mig kom hun løbende med et bredt smil og ordene ”Jeg skal starte på en normal folkeskole og jeg har læst 7 bøger siden sidst”.

Hendes baggrund involverer både svigt og vold, men alligevel er hun så fuld af glæde og energi hele tiden. Undtagen et sted. Det sekund hun sætter sig i et matematik-klasselokale bliver energien til passivitet og glæden til total opgivenhed. Baseret på sommerens oplevelser var det bare at bruge vedholdenhed og bygge videre på vores relation og sengekantssamtaler om drømme og skole. Man når lidt og man er tilfreds med små skridt. For jeg vidste jo, at hun var så meget mere inde under hendes opgivende ydre. Det er bare et foreløbigt resultat af traumatiske oplevelser i og uden for skolen. Samme aften forlod jeg hendes værelse med et smil på læben og ordene ”Jeg håber du husker at vise dine dine lærere denne her side af dig”. Og der slog det mig. Selvfølgelig gør hun ikke det, for man ser alt for nemt kun eleven i klasserummet. Man ser eleven og overser nogle gange barnet. Og for mange børn er deres elevside ikke deres bedste side af mange forskellige grunde.

Med den tanke var mandagen efter efterårsferien endnu bedre, end jeg havde regnet med. At se alle mine dejlige børn var fantastisk, og jeg har brugt ugen på sidde i frikvarterer og snakke med dem, jeg ellers havde mistet lidt af troen på. Vi talte ikke om skole, opførsel, om motivation eller om det gode ved at lære.

Men om alt andet. Ting, der ikke har samme negative forhistorie. En havde brugt brugt efterårsferien på en gaming-messe, en anden havde haft fødselsdag og en tredje fortalte, at han faktisk har flere pigevenner end drengevenner, fordi de er bedre til at snakke om følelser. Der er ingen garanti for, at det kommer til at hjælpe dem med læring. Men de har nu grinet med en lærer i et klasselokale. Og det er en god start.

Mine venner kommenterede med et blink i øjet ”stakkels Børn”, da jeg fortalte om min lærer-planer, og jeg så mig selv i ånden blive mødt af ”hun kommer nu, skynd jer at sætte jer ned”, når det var tid til timer med Vibeke.

Her efter godt en måned som folkeskolelærer kan jeg så konstatere, at de ganske vist råber, når jeg kommer ind i klassen. Men det er meget mere i retning af ”Hva så, Viber” og “Godmorgen!” og ”Prøv lige at se den her klamme video på YouTube!”

Heldigvis findes der teorier, der siger at relationen er vigtig og skabes over tid, og at det er okay at sætte de faglige forventninger ned lidt i starten.Og det er heldigt. For især én ting taget mig på sengen: Hvor sindssygt sjove de børn er.

For mine elever i 7.Z er det at gide dem og rose dem vigtige kendetegn for en god lærer

Jeg, der planlægger alt i mit Excel-ark, har pludselig fået en ubekendt i ligningen med en masse ballademagere, der synes at ville forpurre mine hellige læringsmål i kolonne F. Kan man få dem til at være stille? Ja! Kunne de være lidt mere stille? Ja, det kunne de nok, menhvor er de skønne, når man bare fokuserer på at timen skal være sjov og at vi skal lege med læringen og opbygge relationen. Og de kan jo mærke, at man vil dem.

Jeg kunne godt insistere på, at når man ikke afleverer læseprøven efter timen, så er det bare ærgerligt. Men i stedet er jeg hende, der troligt printer ud tre gange, finder papirerne på gulvet efter timen og printer et fjerde sæt.

Det er ikke skrapt, det er ikke konsekvent. Men for mig virker det med nogle elever, at jeg naivt tror på, at de ærligt gerne vil lave det og at det bare er et uheld, når det ikke sker. Der blev måske grinet af den dumme lærer, der siger hun altid har som udgangspunkt, at de er ærlige.

Fordele og ulemper ved moderne kommunikation. Elever, som ivrige efter at få deres karakterer….

Men her i dag, tre uger efter de andre lavede prøven, blev det fjerde sæt papirer afleveret udfyldt. Smukt og fejlfrit var det ikke. Men det er et af de 4-taller, jeg har nydt mest at give. Den skrappe kælling fra CBS er muligvis derinde et sted. Men hun har ikke en chance mod drengene fra 7.Z.