Dansklærer Mette Toft Nielsen var egentlig på udkig efter en perspektiveringstekst til sin 8. klasse. Men på et stort dansk forlags hjemmeside var det noget andet, der fangede hendes opmærksomhed. Under overskriften danskhed var et billede af to hvide hænder, der holdt en ristet hotdog med det hele. I den tilhørende tekst var rødgrød med fløde, fødselsdag med flag på bordet og børnehaver fremhævet som ting, der gør os særligt danske.

Læs hele artiklen i folkeskolen.dk

Teach First-alumner modtager Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris

[envira-gallery id=”17281″]

Læs også:

100 grunde til at blive graduate

En ting jeg har opdaget ved at arbejde som folkeskolelærer er, at alle jeg møder ved hvad arbejdet som lærer går ud på. Eller det vil sige det tror de, at de gør. Det gør det let at starte en samtale om hvad der er sket på arbejdet eller hvordan det er at undervise i specifikke fag. Jeg er uddannet ingeniør. Når jeg fortalte folk jeg mødte dette, havde de fleste travlt med at få drejet samtalen over på noget andet.

Det sker ikke mere! Alle kan snakke med om folkeskolen. Alle har lige brug for at lufte deres tanker om strejke, lockout, inklusion, tests af elever eller hvad det nu kunne være. For alle har selv gået i skole, kender nogen, har børn eller børnebørn der er en del af den danske folkeskole. Alligevel er der mange der bliver overrasket når jeg fortæller om min dag.

Så hvad er det ved jobbet som folkeskolelærer der ikke åbenlyst var en del af jobbeskrivelsen?

Lad os starte med det, de fleste nok ved er en del af jobbet, nemlig undervisning, forberedelse (som alle også har en holdning til om vi har for lidt eller meget af), gårdvagter, forældremøder og skole/hjem samtaler. Disse havde jeg forberedt mig på blev en del af min hverdag, sammen med møder. Jeg var dog nok ikke helt forberedt på at der ugentligt eller månedligt er teammøder, afdelingsmøder, fagteammøder (både på afdelingen og på tværs af afdelinger), lærermøder, møder om emneuge, faguge og faglig klub. Dette blev dog hurtigt klart, da man som lærer får en tydelig oversigt over hvordan ens timer er fordelt. Et fint skema med hvor mange timer om ugen man gennemsnitligt skal bruge på undervisning, forberedelse, møder og klassearrangementer. Hvis man er klasselærer får du endda tid sat af til at være klasselærer, hvad end det så præcist indebærer.

Så det er listen med ting jeg gør hver uge, som jeg er forberedt på er en del af mit job. Når jeg så er ude i gården som gårdvagt eller inde i klasselokalet og undervise, så sker der nogle gange noget, jeg ikke er forberedt på. En af disse kunne være når en lille pige kommer løbende hen til mig i skolegården, men store våde øjne og siger helt chokkeret: ”Ham der over siger jeg er dum”. Når man er vant til at arbejde med de lidt større børn, der kan finde på at kalde hinanden langt værre, kan man fristes til at tænke: og hvad så? Ingen er kommet til skade, så jeg kan ikke se problemet. Men når jeg så kigger ned på denne lille pige, kan jeg sagtens se hendes verden er knust og hun har brug for en voksen (som i det her tilfælde er mig) gør noget nu.

Man bliver hurtig god til at vurdere hvad der er brug for i hvilken situation.

Så jeg træder til som den voksne, klar til at gøre det den voksne skal gøre! Jeg skal bare lige finde ud af hvad det er. Skal jeg gå hen til drengen og sige han skal tale pænt? Skal jeg sige til pigen at hun selv skal bede ham om at tale pænt? Bede hende om at lege med nogle andre? Jeg kan se fordele og ulemper ved det hele og jeg har efterhånden også prøvet flere af dem af. Heldigvis er der også flere af dem der virker. Man bliver hurtig god til at vurdere hvad der er brug for i hvilken situation.

En dag jeg stod og underviste en 6. klasse, kunne jeg mærke en af drengene var blevet sur og han ville ikke gå i gang med opgaven. Jeg fik ham med ud og spurte hvad der dog var sket siden han var blevet så gal. Jeg havde ikke regnet med det svar jeg fik. Denne seje, store dreng begyndte at græde. Han fortalte, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham, at han var simpelthen så sulten og han havde ikke mere mad med og han kunne ikke koncentrere sig om andet end at tænke på hvor sulten han var.

Jeg prøvede at trøste ham og sagde at jeg havde faktisk noget knækbrød og et æble han gerne måtte få, men han ville bare tale med sin mor, så det gav jeg ham lov til. Han ringede til sin mor og kom med den samme forklaring igen, stadig med tårer ned ad kinderne. Jeg stod ved siden af og kunne se, at morens trøstende ord hjalp. Hun foreslog han kunne gå hjem og få noget at spise, det var alligevel sidst på skoledagen. I stedet svarede han snøftende ”men mor, Julie har noget knækbrød og et æble jeg godt må få, så jeg tror gerne jeg vil blive”.

Jeg snakkede kort med hans mor og vi aftalte at se om det hjalp med lidt mad. Vi gik sammen ned til personalerummet og fik smurt noget mad til ham. Vi havde en god snak på vejen frem og tilbage og han fik lov at sidde ude på gangen og spise sin mad. Resten af timen var han klar til at løse opgaver. Jeg følte jeg havde gjort det rigtige og hjulpet en dreng der havde brug for mig. Men hvor lang tid havde det taget mig? 15 minutter? 20 minutter? Hvor resten af klassen havde været alene uden mulighed for at spørge om hjælp. Uden nogen til at stoppe slagsmål eller drillerier. Skulle jeg i stedet have sagt at det er ikke en del af min jobbeskrivelse at sørge for eleverne ikke er sultne? Som ingeniør kan jeg godt savne en facitliste. For dette er ikke et enestående eksempel. Der er ofte nogen der smutter fra undervisningen, eller har brug for at tale med en voksen på tomandshånd og det skal der vel også være tid til. Eller hvad? Er det en del af det at undervise?

Som ingeniør var jeg omgivet af tal, rigtigt eller forkert. Kan det lade sig gøre eller kan det ikke. Yderpunkter, sort og hvidt. Som folkeskolelærer bevæger jeg mig rundt mellem så mange gråzoner at det kan være svært at skelne dem fra hinanden.

En pige i en anden 6. klasse var en dag træt af skolen og nok lidt det hele. Hun var sur over jeg bad hende tale pænt om hendes klassekammerater og en anden lærer. Jeg talte med hende om, hvordan man opfører sig over for andre mennesker og særligt i det offentlige rum. Hertil svarede hun ”min mor siger at en lærers job er at undervise og ikke andet. Det er forældrenes job at opdrage på deres børn”. Jeg kom til at grine lidt. Det ville hvert fald gøre min jobbeskrivelse en del kortere. Formelt set står der ingen stedet at lærere skal opdrage på andres børn, men vi skal vel hjælpe med at skabe et læringsrum, hvor der er ro og tryghed til at alle kan modtage undervisning. Og der kommer opdragelsen vel så implicit ind i min jobbeskrivelse.

Som ingeniør var jeg omgivet af tal, rigtigt eller forkert. Kan det lade sig gøre eller kan det ikke. Yderpunkter, sort og hvidt. Som folkeskolelærer bevæger jeg mig rundt mellem så mange gråzoner at det kan være svært at skelne dem fra hinanden. Jo mere jeg gør det, jo mere blod på tanden giver det mig. Arbejdet med mennesker er uforudsigeligt, hvilket giver mig flere spændende udfordringer i løbet af min dag og mange underholdende historier til middagsselskaberne. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt at jeg valgte at tage Teach First Gradute Program og vokser hver dag med disse oplevelser og historier.

Selv efter et år kan jeg til tider være usikker på, hvad der står i min jobbeskrivelse, men med hjælp fra gode kollegaer og sparring fra Teach First, er jeg hver dag med til at definere og præcisere min egen personlige jobbeskrivelse. Den hjælper mig med at udvikle mig som lærer og forhåbentlig hjælper den dem omkring mig, med at se et mere virkeligt billede af dagens danske folkeskole og menneskerne deri.

Vil du også være en del af programmet?

Så læs mere om programmet her eller gå direkte til ansøgningssiden.

Af Cathrine Ottosen. Cand.jur. og graduate, årgang 2016-2018.

Dette blogindlæg var egentlig tiltænkt at skulle udkomme 100 dage efter jeg var startet på mit nye job, men det nåede jeg så (heller) ikke. Livet som lærer, fuldtidsstuderende og Teach First Danmark Graduate er nemlig travlt, og tiden skal prioriteres benhårdt.

Ikke desto mindre synes jeg det er vigtigt, at dem der overvejer at ansøge om at blive Teach First Graduate får mine 100 personlige grunde til, at jeg er glad for, at jeg for snart et år siden ansøgte om optagelse, og nu er graduate og skolelærer. Måske kan én af mine 100 grunde inspirere netop dig til at gøre det samme.

(OBS: ikke i prioriteret rækkefølge):

1. Jeg føler mit job er meningsfyldt.

2. Jeg spiller stikbold, mindst én gang om ugen.

3. Jeg bander mindre, da jeg hele tiden bliver mindet om, at man ikke må bande.

4. Jeg kan officielt ”brokke” mig over skolereformen, nu med faktisk viden omkring hvad problemet er.

5. Jeg dapper på livet løs, og har lært ”back pack kid”-dasen (Google det, hvis du er i tvivl om disse bevægelser)

Vil du være graduate som Cathrine?

Ansøgningsfrist 23. januar 2022 >

6. Jeg spiser jævnligt Kokkedals bedste kebab til frokost.

7. Jeg har en officiel grund til at købe en meget dyr dunjakke for både at være praktisk og smart.

8. Jeg opnår praktisk erfaring hver dag, som jeg kan trække på i skolen om aftenen – og omvendt.

9. Jeg får lov at tage med på tur i arbejdstiden til seje steder som fx Søfartsmuseet.

10. Jeg kan fyre virkelig platte jokes af og være sikker på, at mindst én griner – ”hvad ærter….”

11. Jeg føler at dagene flyver afsted… Det samme gør ferierne.

12. Jeg får sange som ”Old McDonald had a farm…” eller ”Head, shoulders, knees and toes” på hjernen.

13. Jeg glæder mig næsten altid til at skulle på arbejde.

14. Jeg kender betydningen af (ligegyldige, men alligevel vigtige) forkortelser, så som USU, DSA, AKT, IK, PUS og TUS.

15. Jeg får komplimenter for mit tøj dagligt – særligt, hvis jeg har glimmer på tøjet.

16. Jeg kan se tegnefilm i min fritid under dække af, at jeg undersøger om den passer til målgruppen.

17. Jeg har verdens sejeste, sjoveste, sødeste elever – der en sjælden gang i mellem driver mig til vanvid.

18. Jeg kan ved en fejl udtale Christmas tree som Christmas ”three” uden at nogen opdager det.

19. Jeg føler ofte, at jeg faktisk kan gøre og allerede gør en forskel.

20. Jeg har en årsag til at købe en lamineringsmaskine eller ønske mig den til jul.

21. Jeg er blevet medlem af nye grupper på facebook, så som ”os der underviser i indskolingen”.

22. Jeg har en inspirerende og ærlig lærerfaglig mentor, der giver feedback på min undervisning og støtter mig undervejs i forløbet.

23. Jeg har lejlighed til at genopfriske positionstalsystemet – som jeg sagtens kan forstå  elever i 1. klasse synes er abstrakt.

24. Jeg har fået en klar idé om, hvilken slags forældre jeg vil være.

25. Jeg får op til flere kram hver eneste dag.

26. Jeg oplever ”problematikker” der foregår i samfundsdebatten – bare i virkeligheden. Skal børn have lov til at spise sukker i skolen? Skal muslimske børn med i kirke til jul?

27. Jeg har tænkt meget over om 0 er et lige eller et ulige tal? Og derefter over, hvordan jeg forklarer det til en 7-årig.

28. Jeg mener oprigtigt at folkeskolen er samfundets vigtigste opgave at løfte – og det bidrager jeg nu til.

29. Jeg har lært at træffe her-og-nu beslutninger; der er sjældent tid til at overveje dem ret længe.

30. Jeg bliver klogere på forskellige kulturer, religioner og familiekonstellationer.

31. Jeg har været nødt til at købe mig en fidget spinner – og erkende, at den dille faktisk allerede er yt.

32. Jeg kan lytte til Marcus og Martinus rimelig ofte.

33. Jeg får fredagskage.

34. Jeg bliver mødt af smil og godmorgen hver dag.

35. Jeg har haft gensynsglæde med skolemælk, selv i disse laktoseintolerante tider.

36. Jeg har masser af søde og festlige medstuderende som er sjove at være sammen med – og som hjælper med at holde humøret oppe, hvis det hele er lidt hårdt.

37. Jeg så børne MGP- og elskede det. Det samme gjaldt for Tinkas Juleeventyr.

38. Jeg ser undervisningsmaterialer/potentialer i ALT: Hvad kan jeg fx bruge tændstikker til i undervisningen?

39. Jeg har lært, at man kan få sprittus på et whiteboard af ved at tegne med en whiteboard-tus oven på…. GENIALT!!

40. Jeg er blevet bedre til at skrive tydeligt – ingen børn kan læse hvad jeg skriver, åbenbart…

41. Jeg kan klæde mig ud – både til Halloween og fastelavn… og til jul, med lidt god vilje.

42. Jeg har rimelig meget ferie, hvor jeg faktisk formår at koble af.

43. Jeg er måske nogens yndlingslærer.

44. Jeg kan fjolle og pjatte med eleverne og selv finde mit indre legebarn frem.

45. Jeg bruger endnu flere timer på Pinterest – det er lidt sygt.

46. Jeg modtager tit tegninger, perleplader og andet godt fra mine elever.

47. Jeg har fået et vaskeægte skolefoto igen.

48. Jeg har fået indsigt i, at det at være skolelærer er MEGET mere end ”bare” at undervise fra 8-14.

49. Jeg kan udtale mig mere kvalificeret (synes jeg selv) om børneopdragelse – vel og mærke uden selv at have børn.

50. Jeg går væsentlig flere skridt end på mit gamle ”kontorjob”; som skolelærer sidder man sjældent ned.

51. Jeg har ”genlært” mig selv at lave flip-flappere.

52. Jeg er blevet resistent over for mærkelige børnesygdomme, og lus håber jeg…

53. Jeg elsker børnestavning.

54. Jeg får inspiration til børnenavne, når den tid kommer.

55. Jeg er blevet bedre til at multitaske og gøre flere ting på samme tid.

56. Jeg kan gå med rygsæk – uden at det virker fjollet.

57. Jeg har stiftet bekendtskab med ”just dance” og ”go noodle”.

58. Jeg kan fortælle sjove ting som eleverne har sagt når jeg fx er til familiefødselsdag eller sølvbryllup.

59. Jeg har været i DR’s koncertsal og høre Sigurd fortælle Danmarkshistorien, det var fedt.

60. Jeg oplever at eleverne udvikler sig og bliver dygtigere for hver dag der går.

61. Jeg slipper for at søge efter billige rejser i løbet af året – jeg nupper de dyre rejser i skoleferierne.

62. Jeg har lært at sige hej på utrolig mange forskellige sprog.

63. Jeg har – som TFDG – muligheden for at deltage inspirerende workshops med diverse eksperter fra skoleverdenen.

64. Jeg forstår nu, hvorfor nogen ind i mellem siger ”fordi jeg siger det…” til børn.

65. Jeg har fået muligheden for at tage uddannelse nummer 2, tænk at jeg om 1,5 år er både jurist og skolelærer.

66. Jeg er kommet på skoletube.

67. Jeg kan gå i lige det tøj jeg vil, der er ingen ”dresscode”.

68. Jeg har fornøjelsen af at pendle med DSB hver morgen til Kokkedal – er positivt overrasket over hvor punktlige de er.

69. Jeg bliver måske inspirationskilden til, at et barn der ikke så ud til at have en lys fremtid alligevel ”bliver til noget”.

70. Jeg drikker mindre kaffe – simpelthen fordi kaffen smager dårligt.

71. Jeg har lært om 10’er venner, det fandtes altså ikke da jeg gik i skole.

72. Jeg er blevet bedre til at møde til tiden – man kan ikke rigtig lade 28 elever sidde og vente.

73. Jeg er kommet et skridt nærmere på at begynde at køre med cykelhjelm.

74. Jeg har set og smagt de vildeste kager som forældre har bagt.

75. Jeg har endelig fundet et job, hvor min ”skærebrænder stemme” faktisk kan gøre gavn.

76. Jeg møder et bredt udsnit af vores samfund.

77. Jeg kan få børn til næsten hvad som helst, hvis bare jeg lover dem en form for præmie – gerne noget spiseligt.

78. Jeg har de sejeste og mest kompetente kollegaer, som jeg virkelig lærer meget af.

79. Jeg griner meget … hver dag… Børn er sjove.

80. Jeg har stiftet bekendtskab med ”Lær For Livet”, hold nu op et kæmpe stykke arbejde de leverer. Laerforlivet.dk

81. Jeg har lært aldrig at stille spørgsmål til børn, så som ”vil du være sød at sætte dig ned?” eller ”kunne du holde op med at synge?” .

82. Jeg er med til at nedbryde negativ social arv.

83. Jeg får masser af frisk luft – i al slags vejr heldigvis.

84. Jeg kommer tidligt ud af sengen. Kl. 05.45 for at være præcis.

85. Jeg går tilsvarende tidligt i seng… Kl. 21.30.

86. Jeg har fået et større netværk, mine medgraduates kan alle mulige vilde ting og har læst alt mulig forskelligt.

87. Jeg er blevet i stand til at lukke konstant larm ude.

88. Jeg ved at squeezys er total in i øjeblikket. Og unicorns. Og de der bluser med pailletter på maven, hvor man kan ”vende dem”.

89. Jeg har lært at forklare det samme på minimum 5 forskellige måder.

90. Jeg bliver væsentlig bedre til engelsk og matematik, som er de fag jeg følger på Metropol og underviser i på skolen.

91. Jeg kan sagtens gå for at være 19 år… eller 40. Det er skønt, når børn skal gætte hvor mange år man er.

92. Jeg omgås ærlige mennesker – spørgsmål som ”hvorfor ser du så træt ud”, ”er du gravid” eller ”du er godt nok ikke særlig høj, hva?” hører jeg ofte fra eleverne.

93. Jeg er blevet ret meget bedre til det med at huske navne.

94. Jeg kan orientere mig i uger og kender alle helligdage.

95. Jeg har lært en hel masse om mig selv.

96. Jeg kan give min søster ret – hun har altid sagt at jeg havde en skolelærer i maven.

97. Jeg bliver inviteret til klassefester og spiseaftener med eleverne og deres forældre.

98. Jeg er blevet endnu bedre til at prioritere min tid.

99. Jeg har fået endnu større respekt for lærergerningen… og forældregerningen.

100. Jeg føler jeg er landet på den rigtige hylde – i hvert fald for nu.

Læs også:

Teach First-alumner modtager Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris

Matematiker på mission: Matematikangst skal ud af folkeskolen

Cirkus? Du har sikkert allerede nu en film-scene kørende i hovedet med børn der kaster med papirsflyvere, hopper på bordene og skriger i vilden sky. Enkelte af mine timer kunne godt beskrives på den måde. Men det er ikke helt der, jeg vil hen.

For det er ikke mine elevers cirkus. Det er mit eget cirkus, hvor jeg endnu engang er både direktør og artist. Nogle gange føles det som om jeg flyver gennem luften. Andre dage som om jeg er gledet i en bananskræl. Nogle dage er fulde af grin og klovnerier. Andre dage går jeg på en tynd line – og er der nu også et net til at gribe mig, hvis jeg falder?

“Den ene dag kan jeg dissekere svinehjerter med min 7. klasse og diskutere udviklingspsykologi om aftenen. Den næste kan jeg bygge papirsbroer i natur/teknologi og have forældremøde. Det er fedt, og det er sjovt. Men det er også benhårdt, når det hele er nyt.”

Jeg har gået til mange eksamener gennem min studietid. Men første skoledag den 7. august 2017 var jeg mere nervøs, end jeg har været til nogen af mine eksamener. Hvordan vil børnene tage imod mig? Hvad hvis de ikke kan lide mig? Hvad f…. har jeg rodet mig ud i? Jeg havde jo gået hele sommeren og glædet mig og forberedt mig. Hvordan vil jeg gerne være som lærer, og hvordan bliver jeg som lærer? Et væld af tanker og et mylder af sommerfugle. Det gik heldigvis fint i første time. Børnene var søde og sjove, og det var tydeligt, at min fjerde klasse også var rigtig spændte.

Over de næste to-tre uger fik jeg mødt alle mine fire klasser og kom igang med undervisningen i de forskellige fag. Det var spændende og det var sjovt, men det føltes også som at gå til eksamen to-tre gange om dagen. Det gør det ikke længere. Der er gået tre måneder, og min sceneskræk har det meget bedre. Jeg er stadig spændt på, hvordan mine elever tager imod, når jeg finder på nye opgaver eller måder at gøre tingene på. Men det er jo netop det der gør det sjovt at undervise.

Alle virksomheder efterlyser medarbejdere der kan “have mange bolde i luften.” Så prøv at forestille dig en hel kasse med bolde: Du skal lære dine elever og nye kollegaer at kende, så vi skriver “elever” og “kollegaer” på to bolde og begynder at jonglere med dem. Du skal lære skolen og dens arbejdsgange at kende, så vi skriver “skolen” på endnu en bold og kaster den med. Du skal sætte dig ind i stoffet i dine fag og planlægge lektioner og lave årsplaner – tre bolde mere. Du skal nu i gang med klasseledelse og forældresamarbejde; ind med to bolde mere. Du skal også lige studere om aftenen, når du kommer hjem – tre bolde mere – og prøv nu at følge alle boldene for dit indre blik. Kan du følge med?

“Du skal vise dem, at det de troede var kedeligt faktisk er spændende, og at det de troede var alt for svært, faktisk godt kan lade sig gøre.”

Min sceneskræk fyldte så meget de første uger, at jeg ikke spekulerede på så meget andet. Men da september og studietiden ramte, kunne jeg for alvor mærke, at jeg havde meget om ørerne. Jeg kan egentlig godt lide at have travlt, og jeg trives med at lave mange forskellige ting, frem for at nørde en enkelt ting hele tiden. Den ene dag kan jeg dissekere svinehjerter med min 7. klasse og diskutere udviklingspsykologi om aftenen, den anden dag kan jeg bygge papirsbroer i natur/teknologi og have forældremøde. Det er fedt og det er sjovt. Men det er også benhårdt, når det hele er nyt.

Der er også en lille linedanser gemt i en Teach First graduate. Hvor meget fis og ballade fra ens elever skal man acceptere? Hvor meget skal de udfordres? Hvor meget skal man instruere i undervisningen, og hvor meget skal de forsøge at undersøge selv? Og så er der ens eget liv, hvor de mange nye ting, man skal sætte sig ind i, gør det til en udfordring også at finde den rette balance i hverdagen: Hvordan prioriterer man sin tid og sine opgaver bedst? Hvor meget kan man arbejde, uden at det bliver for meget? Hvornår skal man se sine venner og sin kæreste?

Endelig skal du helst kunne trylle lidt, hvilket er det allersværeste. Nogle gange skal du hive to timer ekstra op af hatten til at forberede et undervisningsforløb, eller til at løse en konflikt mellem to piger i klassen. Og vigtigere endnu, så skal du kunne tryllebinde dit publikum. Du skal vise dem, at det de troede var kedeligt faktisk er spændende, og at det de troede var alt for svært, faktisk godt kan lade sig gøre. Det mislykkes ofte for mig, men de dage hvor det lykkes, er det ret magisk.

“Min læringskurve har aldrig været stejlere, og jeg føler i den grad at jeg har udviklet mig.”

Jeg havde sat mig for at beskrive min start som graduate. Men når jeg læser, hvad jeg har skrevet indtil nu, er der næsten flere spørgsmål end der er svar. Det er også kendetegnende for min opstart som lærer. Jeg har stillet spørgsmål til mig selv, til mine elever og til mine egne lærere; om hvem jeg er som lærer og som person, om brøkdele og hængebroer, om folkeskolereformen og dens effekt, og meget, meget mere. Nogle af mine spørgsmål har jeg fået svar på, andre står stadig åbne.

Jeg prøver at lære mine elever at stille spørgsmål og undre sig over verden. Det er sådan, de lærer. Og jeg må sige, at jeg selv har lært noget. Min læringskurve har aldrig været stejlere, og jeg føler i den grad, at jeg har udviklet mig. Det har til gengæld også været virkelig hårdt.

Jeg er lige nu et sted, hvor jeg glæder mig til at komme på arbejde, og hvor jeg føler mig priviligeret over at være en del af Teach First Danmark med alle de oplevelser og udfordringer der følger med. Men der har også været dage, hvor jeg har sat spørgsmålstegn ved hvad det egentlig lige er, jeg har kastet mig ud i, og om der er nogen der griber mig, hvis jeg falder.

Hvad er så det bedste? Det er, når jeg ser mine elever udvikle sig fagligt og socialt – og det ser man, selvom man kun har været der i et par måneder. Det er, når jeg får mine elever til at stille spørgsmålstegn ved hvordan verden hænger sammen. Eller når jeg får dem til at lave matematikopgaver i deres fritid, fordi de synes det er sjovt.

Hvis du har læst med så langt, fordi du selv overvejer at søge, så har jeg følgende råd:

1) Læs om Teach First Danmark, kom til et event og tænk over din motivation for at søge.

2) Det kræver bl.a. ledelseskompetencer at være en god lærer. Men husk, at du skal ud at være lærer – og at det i høj er dine erfaringer, og den feedback du i programmet får på dine erfaringer som lærer, der vil udvikle dig som lærer og som leder.

3) Forbered dig på, at det er hårdt, og at det vil tage rigtig meget af din tid. Det er et job, hvor det ikke er særlig sjovt at komme på arbejde, hvis du ikke både har forberedt dig og sovet om natten. Så det skal prioriteres.

4) Hvis du efter at have overvejet punkt 1, 2 og 3 stadig har mod på at tage udfordringen op, så fat pennen og få sendt en ansøgning afsted : )

Betinna er cand.oceon. og startede i Teach First Danmarks graduate-program i 2017

Her fire år senere sidder jeg igen og er ved at forberede undervisning om sandsynlighed. Tilfældigvis sker det igen op til et kommunalvalg. Meningsmålingerne og p-værdierne er dog lagt på hylden til fordel for Pokémon Go. I stedet for talforskrækkede journaliststuderende består min elevflok nu nemlig af små energiske mennesker fra 4. klasse, der stort set alle elsker matematik. I stedet for at skulle skabe faglig begejstring, er udfordringen nu i stedet at skabe gode rammer for begejstringen. Ellers ender lektionerne i et halveksploderet klasselokale.

Med daglig gang på 4. årgang må jeg erkende, at jeg står med langt flere kasketter på end jeg havde troet muligt, inden jeg startede Teach First. Selvom jeg tidligere har arbejdet meget med undervisning og også arbejdet som lærervikar, bliver jeg dagligt fascineret over hvor meget, der skal balanceres som folkeskolelærer.

Risikomanagement er for eksempel en væsentlig del af det at være lærer på mellemtrinet: ”I hvilken rækkefølge deler jeg papirer ud for at undgå, at de bliver kasteskyts?” ”Hvordan strukturerer jeg de næste ti minutters gruppearbejde, så de ikke ender med slagsmål i vinduesgruppen?” ”Hvordan minimerer jeg skaden, når der flyver en hveps ind i lokalet, og halvdelen af klassen bryder ud i hvin af frygt for at blive stukket?”

En anden rolle, som jeg ofte bliver overrasket over kan fylde så meget, er sygeplejerskerollen. Mindst et par lektioner om dagen starter med ”Christiaaaaaan, jeg har ondt i maven!” eller ”Christiaaaaan, jeg er faldet og har slået mig og har sår over det hele!” Når man er energisk, men ikke altid har fuld kontrol over al sin motorik, kan man godt komme til at falde og slå sig. Og det sker.. igen og igen.

“Så tager jeg alle lærerkasketterne med, også dem der er knap så spændende. For når brøker, minus og slaveopgaver i koordinatsystemer kan skabe faglig begejstring, glæder jeg mig til at se hvad min ene altid Pokémon Go-spillende klasse siger til vores næste forløb om sandsynlighed.”

En tredje kasket, som eleverne har en klar forventning om, at jeg tager på, er dommerhatten. Ham, som dømmer den skyldige i konflikter. “Den og den slog og sparkede”. “Nej, det var den og den, der slog og sparkede.” Dommeren, som anviser en objektiv og retfærdig dom over den skyldige. Vi træner ellers at forstå, at der som regel er mere end én person, der har skabt en konflikt. Måske havde man også selv havde en andel i konflikten?

Og der er selvfølgelig mange andre roller og kasketter udover de tre: Man er også trøsteonklen, heppekoret, rollemodellen, forbilledet, kommandøren, træneren, skolens ansigt udadtil og den primære kontakt til forældrene for bare at nævne nogle enkelte. Nå ja, og så er man faglig underviser.

Det faglige niveau er (i nogen tilfælde) lavere nu end i mine tidligere underviserjobs. Med de mange roller og energiniveauet i klasselokalet er kompleksiteten i undervisningsopgaven alligevel er steget markant. Energiniveauet gør dog samtidig, at lærerjobbet er det sjoveste, jeg har haft. Det er for vildt, når en elev rækker begge arme op over hovedet og afbryder min introduktion ved at råbe: ”YES – vi skal have om brøker!” Eller når en anden elev bliver ved med at dabbe af glæde over, at han nu kan trække to store tal fra hinanden. Eller når en tredje elev efter timen spørger om jeg ikke kan finde ”flere af de der opgaver, hvor vi sætter streger mellem koordinaterne”.

Så tager jeg alle lærerkasketterne med, også dem der er knap så spændende. For når brøker, minus og slaveopgaver i koordinatsystemer kan skabe faglig begejstring, glæder jeg mig til at se hvad min ene altid Pokémon Go-spillende klasse siger til vores næste forløb om sandsynlighed.

Der er noget helt fantastisk ved, at 300 mennesker sidder lyttende i et lokale og suger til sig med ny viden. Det fik jeg lov til igen i dag. Sammen med 25 elever fra 8. og 9. klasse, der synes, at stamfunktioner, ubestemte integraler og historierne om min professor – Mogens – lød lidt spændende.

Mogens og jeg har altid talt en del sammen. Han har altid haft klare holdninger. Både til færger, og til hvordan man underviser unge mennesker i matematik, og hvad de skal kunne. Det er min vurdering, at han synes, niveauet er gennemgående nedadgående. Derfor synes han også, at det er spændende, at jeg nu underviser i folkeskolen.

Spontant skrev jeg mandag til Mogens om det var okay, at jeg kiggede forbi med nogle elever onsdag. Jeg havde ikke clearet den endnu på skolen, og jeg vidste heller ikke, hvad eleverne ville sige til det. Eller om der overhovedet var nogen, der ville med. Det skulle bestemt ikke være en københavnertur for at komme væk fra skolen. Jeg lavede forberedelsesmateriale til dem, og jeg forlangte at de tog hjem og læste om differential- og integralregning. Da en elev fik materialet i hånden, svarede han: ”Perfekt, jeg lærte mig selv at differentiere i går”. Han gik hjem og læste på integraler, og i dag før forelæsningen stod vi og løste integraler på skift på tavlen i klassen.

Få elever er på samme niveau, men størstedelen er ligeså vidensbegærlige og kan blive meget dygtige. De er meget motiverede, og vil så gerne. De skal bare have hjælp til at lægge ruten.

I morges var der en elev, der havde delt et dokument med mig, hvor han forklarede den grundlæggende forståelse for differentialregning. På den måde har han lært sig selv, hvad en sekant og en tangent er, og han har fundet ud af, at matematik faktisk anvendes i rigtige jobs.

“Der blev skrevet noter til forelæsningen. På vej hjem i toget skulle en elev lige have endeligt opklaret, hvordan x*sin(x) nu blev integreret.”

Selvom de fleste kun forstod en smule af det, Mogens sagde, er jeg ikke i tvivl om, at de gerne vil lære det, og at de har fået sig en oplevelse. Blandt 300 universitetsstuderende turde flere af eleverne også at række hånden op for at svare på, hvad integralet af 1/x er eller om n måtte være minus 1 i et konkret tilfælde. Og nej, det måtte den ikke, for så ville der stå nul i nævneren. Hatten af.

Differential- og integralregning giver så meget mening at introducere for elever allerede i folkeskolen. Der er så fin en intuition, og de kan se, at det er anvendeligt. Både i historien om en legetøjsvirksomhed, der vil minimere sine omkostninger, og i historien om staten der vil maksimere sine skatteindtægter. Og de stiller så mange gode kritiske spørgsmål til formen på funktionerne. For hvem siger, det er en parabel?

Der er håb for fremtiden.

Det er forsker Carol Dweck fra Stanford University, der oprindeligt har formuleret de to tankesæt, fastlåst – eller fixed – mindset og udviklende – eller growth – mindset. Målet er at bevæge sig væk fra det fastlåste mindset, hvor man helst undgår nye udfordringer i frygt for at fejle og i stedet bevæger sig hen imod et udviklende mindset, hvor man ser udfordringer som en mulighed for at lære noget nyt og hvor fejl er et tegn på denne læring.

Da jeg i forbindelse med min uddannelse hos Teach First Danmark først blev præsenteret for mindsetteorien gik det op for mig, at jeg har et ret fastlåst mindset. Jeg har gennem hele min folkeskoletid været meget bevidst om, hvad jeg havde evner for og hvilke ting jeg ”bare ikke var god til”. Jeg var god til matematik. Jeg var god til dansk, især grammatik. Jeg var god til at opføre mig ordenligt, sidde stille og gøre som læreren sagde. Jeg var ikke ret god til idræt, især ikke når det involverede en bold. Så i de fleste idrætstimer, gjaldt det for mig mest om, at de andre ikke skulle lægge for meget mærke til, at jeg ikke kunne ramme en ladeport, når vi eksempelvis spillede høvdingebold. Så snart jeg fik bolden i hænderne røg den straks videre til nærmeste medspiller og så kunne jeg igen koncentrere mig om at undgå at blive ramt.

Da jeg startede i gymnasiet fik vi testet vores læsehastighed. Jeg lå lige over den grænse, hvor man fik tilbudt at gå til et læsetræningskursus. Jeg var lettet over, ikke at skulle have ekstra læsetræning, men samtidig blev jeg bevidst om, at jeg ikke læste særlig hurtigt. Nå, men sådan er det jo bare, tænkte jeg. Og siden da har det egentlig bare være noget jeg har accepteret. Jeg har efterhånden brugt næsten et årti på at uddanne mig og alligevel har jeg aldrig gjort mere for at forbedre min læsehastighed. Når jeg tænker på, hvor mange sideres pensum jeg har skulle igennem de sidste mange år, så kunne jeg nok have sparet en del timer, hvis jeg havde læst noget hurtigere. Et tegn på, at man har et fastlåst mindset er, at man ikke tror det har den store betydning om man yder en ekstra indsats for at opnå et resultat – enten kan men, ellers kan man ikke. Det lyder jo skræmmende genkendeligt.

Så hvordan i alverden er det egentlig, at jeg skal kunne overbevise mine elever om, at de bare skal spænde hjelmen, tage imod nye udfordringer med åbne arme og bare være ligeglade med, om de laver fejl, når jeg selv bærer rundt på de samme forbehold, når det gælder min egen læring og udvikling? Jeg har et ønske om at have en vis integritet og troværdighed som lærer. Det kræver, at der er overensstemmelse mellem mine værdier om mine handlinger. Hvis jeg ser et udviklende mindset som det man bør tilstræbe, så bør jeg også selv forsøge at bevæge mit eget mindset i den retning.

Det bliver især vigtigt for mig, når det gælder elevernes mindset i matematik. Her er et fag, der i høj grad er præget af en tanke om, at det er noget man enten kan eller ikke kan. Enten er man ”matematisk anlagt”, ellers er man ikke. Og det synes jeg er fuldstændig uacceptabelt. Carol Dwecks kollega fra Stanford, Jo Boaler, har videreudviklet mindsetteorien med fokus på matematik. Hun har forfattet bøger og startet Youcubed, som er et ressourcecenter for matematiklærere, hvor de kan finde materiale og inspiration til deres matematikundervisning, så den henvender sig til alle – også de elever, der ikke som udgangspunkt er ”matematisk anlagt”. Det er vanvittigt inspirerende for mig og jeg tror jo helt grundlæggende på, at matematik er og skal være for alle. Det er noget alle kan forstå, hvis bare det bliver forklaret på den rigtige måde. Så det tyder jo på, at der er noget at hente i idéen om det udviklende mindset.

Jeg var til en workshop en gang, hvor en tidligere lærer fortalte om sine erfaringer som underviser i folkeskolen. Han sagde, at hvis dine elever inviterer dig med ind i deres leg i frikvarteret, så er det en af de fornemste invitationer du kan få som lærer. Så da jeg var gårdvagt i den efterfølgende uge og en af mine elever råbte: ”Sophia, vil du ikke være med på vores hold?” da de spillede strandfodbold, så stod jeg pludselig i et dilemma. Strandfodbold. Hmm. Jeg havde nærmest allerede besluttet mig for at takke nej, men så stoppede jeg mig selv, bed det i mig, og svarede ”Jo, selvfølgelig!”. Jeg er stadig ikke god til fodbold og bliver det nok aldrig. For det har jeg ikke noget særligt ønske om at blive. Men fodbold med en flok 5. klasser, der kan jeg faktisk godt følge med. Og det var sjovt. Man får en anden side af børnene at se i en situation, hvor man er holdkammerater frem for lærer og elev.

Og det stopper jo ikke her. Mine elever udfordrer mig hele tiden. Og jeg er blevet mere bevidst om at være åben over for udfordringer, for jeg vil så gerne vise dem, at det ikke er farligt at fejle. Jeg gør mig gerne til grin foran eleverne, så de kan se, at det ikke er noget at være bange for. Og det er sindssygt grænseoverskridende for en person som mig. At blive til grin er noget jeg hele mit liv har kæmpet hårdt for at undgå. Men hvis der er en dybere mening med det, så er det pludselig ikke så farligt. Hvis det kan inspirere mine elever til selv at tage flere chancer, så er det faktisk slet ikke svært.

Jeg tror roligt man kan sige, at jeg udvikler mig personligt af at være lærer. Det seneste bevis? Jeg er startet til parkour. Jeg ville gerne begynde til noget holdsport for at sørge for at have træning som en fast del af min hverdag og jeg har altid synes parkour så vildt sjovt ud. Men da jeg første gang mødte op til en prøvetime omringet af cool hipstertyper, der svingede sig rundt i klatrestativer og sprang mellem kasser og bokse, så kunne jeg godt mærke hvor meget der strittede imod inden i mig. Frygten for at se dum ud, for at komme til skade, for at de andre skulle tænke, at jeg da ikke hørte til her, var overvældende. Men efter timen var jeg faldet betydeligt til ro. Alle andre på holdet var venlige, åbne, opmuntrende og hjælpsomme og det havde faktisk været rigtig sjovt. Så selvom mine ben i øjeblikket ligner noget, der er løgn og jeg her til aften også formåede at overstrække et ledbånd i mit knæ, så har jeg stadig mod på at fortsætte. For det er sundt for mig at være uden for min comfort zone. Det er sundt for alle. Og jeg vil stadig udvikle mig. Være en rollemodel for mine elever. Og hvem ved – måske er der et skjult parkourtalent gemt i mig, der bare venter på at komme frem. Det vil tiden vise…

Heldigvis får jeg også masser af bekræftelse og opmuntringer både fra forældre, elever og kolleger. Så sent som i går kom en elev hen til mig og sagde: ”Det jeg glæder mig mindst til næste skoleår er, at vi ikke skal have dig i engelsk”. Det var simpelthen så sødt og det varmede mit hjerte. I dag delte jeg sedler ud til mine elever, hvor jeg bad dem skrive, hvad de gerne ville arbejde med, når de blev store. Derudover bad jeg dem vurdere, hvor godt de kunne lide matematik. To af mine elever skrev ”du er den bedste matematiklærer vi har haft” på bunden af sedlerne. Jeg blev så glad.

Man skal samle på de positive tilbagemeldinger og knuge dem til sig, så godt man kan. For det kræver mange af de gode for at kunne håndtere en dårlig. Det er skide hårdt, når nogen får mig til at føle, at jeg ikke gør det godt nok. For jeg vil ikke bare gøre det godt nok. Jeg vil være dén lærer. Den lærer, der ændrer noget for en elev. Den lærer, som en elev husker tilbage på senere i livet som en, der gjorde en forskel for dem. Jeg vil være den der lærer fra den super cheesy Hollywood film, som forvandler klassen med hårdkogte, skoletrætte elever til ambitiøse, velfungerende unge mennesker med masser af mod på livet. Selvfølgelig lige justeret til at omhandle en flok helt almindelige 5. klasser på en helt almindelig folkeskole i Kokkedal.

Men jeg giver sgu ikke op. Kald mig bare naiv, men drømmen lever stadig i mig. Jeg er ikke umiddelbart typen, der bliver motiveret af modgang, men det her er stadig noget af det vigtigste jeg nogensinde har gjort og derfor kommer jeg også over mine nederlag

Og det er muligvis det, der virkelig rammer hovedet på sømmet og derfor den mail gjorde så ondt. I virkeligheden har jeg ikke levet op til mine egne forventninger til mig selv. For de har været helt oppe i skyerne. Jeg vil så gerne få alle mine elever til at elske matematik. Få dem til at undre sig og fordybe sig. Vise dem, at man kan finde systemer og mønstre i alt omkring os. At matematik og naturvidenskab handler om at være kreativ og løse verdens problemer. Jeg vil også styrke deres tro på dem selv og understøtte et godt klassefællesskab. Styrke deres evne for empati og inspirere dem til at være rummelige og tålmodige personer. Jeg vil aldrig råbe ad eleverne. Jeg vil ikke udstille en elev foran hele klassen. Jeg vil have, at mine elever skal tale mere end mig i løbet af en time.

Der er ikke lykkes. Ikke hele tiden i hvert fald. Hverdagen tager over og det personlige overskud kan ikke altid findes frem, når man har travlt i løbet af en skoledag. Jeg har råbt ad mine elever. Jeg har udstillet en elev foran resten af klassen. Jeg har været træt i stemmen efter en time, hvor jeg har talt for meget. Og det er svært at se i øjnene.

En af de ting, der kan frustrere mig aller mest, er når der er et problem jeg ikke kan finde en løsning på. Og det er der hver dag i folkeskolen: Hvorfor virker en aktivitet så meget bedre i den ene klasse frem for den anden? Hvordan får jeg gruppearbejdet tilbage på ret kurs, når eleverne er blevet uvenner? Hvad gør jeg, hvis den aktivitet jeg har planlagt ikke fungerer? Hvordan får jeg en elev til at være stille, når jeg har prøvet alt jeg kan komme i tanke om, uden held? Hvordan er de åndssvage fidgetspinners blevet så populære? Hvordan kan jeg få en elev til at holde op med at lege klassens klovn, når de andre elever opmuntrer det ved at grine? Jeg aner det ikke.

Men jeg giver sgu ikke op. Kald mig bare naiv, men drømmen lever stadig i mig. Jeg er ikke umiddelbart typen, der bliver motiveret af modgang, men det her er stadig noget af det vigtigste jeg nogensinde har gjort og derfor kommer jeg også over mine nederlag. Jeg skal lære af mine fejl og jeg skal holde fast i alle de gode oplevelser. Jeg skal holde mit mål for øje og jeg skal fejre mine succeser. Jeg vil gøre en forskel. Efter en god lang sommerferie kan det næste skoleår bare komme an!

Jeg tænker, at det er naturligt at se tilbage på året og lave en slags evaluering af mit første år som lærer. Jeg forestiller mig et tilfredshedsbarometer svinge frem og tilbage, og jeg skal beslutte, hvor nålen skal lande. Konklusionen er klar i mit hoved, men en smule svær at skrive: Jeg er ikke tilfreds – for målet er ikke nået. Der er stadig ting at gøre, og der er tusinde ting, jeg ville have nået at give eleverne med før sommerferien. Jeg er så opsat på visionen om at give alle børn muligheder for uddannelse, at jeg ville slette sommerferien, hvis jeg kunne.

Det siger noget om, hvordan jeg er som menneske, og hvad der motiverer mig. Og det har jeg lært en hulens masse om. Der skal være et mål, og det skal være ambitiøst. Og så stopper jeg ikke, før det er nået. Og det er egentlig en god egenskab at have i den danske folkeskole, hvor der er børn, der har brug for voksne, der insisterer på at ville dem, og insisterer på at de godt kan. Og at det er mig, der er et kvaj og ikke forklarer tingene ordentligt. Og det er også sandheden.

Vigtigst af alt er jeg blevet bekræftet i, at jeg fortsat vil arbejde mange år for at alle børn og unge skal have muligheden for en god uddannelse.

— Helene Nylander, Teach First Danmark graduate

For jeg har oplevet, at det er hamrende svært at lave god og differentierende undervisning til klasser på 27 elever. Jeg kan faktisk ikke mindes, at jeg har haft så svært ved noget nogensinde før.

På trods af at alting kan blive bedre, har jeg lært, at jeg har relativt nemt ved at holde en høj motivation og et godt humør. Men jeg har også lært, at det demotiverer mig mere end jeg troede, at man ikke gør karriere i folkeskolen på samme måde, som man gør mange andre steder. Det lyder og er måske primitivt, men det motiverer mig at arbejde for at få andres anerkendelse og tillid til at kunne påtage sig mere og mere ansvar i et (relativt) hurtigt tempo. Bonusser og talentudvikling er ord, jeg savner. Jeg er vild med at undervise og reflektere over, hvordan jeg kan gøre det bedre, og jeg har fået bekræftet, at det er markant sjovere at have en arbejdsdag, hvor man fysisk er i gang og involverer sig med andre mennesker – både børn og voksne.

Vigtigst af alt er jeg blevet bekræftet i, at jeg fortsat vil arbejde mange år for at alle børn og unge skal have muligheden for en god uddannelse.

Jeg deler til fulde Teach First visionen, og jeg er enormt beæret over at få lov til at være en del af en organisation, der består af mennesker, der gør alt for at gøre projektet til en succes til gavn for det danske uddannelsessystem og til gavn for mange børn nu og i fremtiden. Det er et hamrende ambitiøst projekt, og al anerkendelse skal gå til de folk, der bruger millioner af timer på det.

Selvom jeg ikke er en verdensklasse-lærer endnu, er jeg ikke i tvivl om, at jeg gør en stor forskel for mange børn, og at jeg kommer til at gøre dette i et stigende omfang i fremtiden.

God sommer!

Klassen er fyldt med alt fra advokater og ingeniører til økonomer og en personlig træner… Fælles for dem alle er, at de har taget fri en fredag formiddag for at gøre en forskel for nogle unge mennesker. Og det andet fællestræk: De er mine venner, tidligere kolleger og venners venner.

Med en baggrund i Hellerup har min egen fremtid altid stået som noget spændende og sjovt. Noget at se frem til og noget at snakke med mine forældre om. Jeg voksede op som en forkælet, men dog ikke spoleret pige (siger min mor). At penge kunne være en mangelvare tænkte jeg ikke over, og jeg snakkede om fremtiden med fokus på at finde noget, jeg ville elske at lave.

Mange ting er sket siden, og nu står jeg her som lærer på en skole i Sydhavnen med blandt andet to 7. klasser. Fra mit arbejde med udsatte børn i London ved jeg, hvor vigtigt det er at have noget af brænde for, hvis man skal være motiveret for at knokle i skolen. Mange af mine børn har aldrig rigtig tænkt over, hvad de vil. De tror ikke de kan blive noget, eller i bedste fald har de en ide om noget lidt urealistisk, som for eksempel fodboldspiller. Nogle har en drøm, men vejen derhen er uklar. Og sparringen med forældre og rollemodeller er det sparsom med.

Så derfor har jeg overtalt mine venner til at tage tid ud af kalenderen og forberedt dem på 14 aktiviteter, som de skal nå sammen eleverne over de næste fire timer.

Mit mål er klart:

1. Børnene skal gå herfra med følelsen af, at fremtiden bare er noget rigtig spændende og at de kan blive hvad de vil, bare de kæmper for det
2. De skal have lært at konkretisere deres mål, undersøge hvad job/uddannelse kræver og lagt en plan for at forbedre sig i og uden for skolen for at øge chancerne for at opnå drømmejobbet
3. Børnene skal føle, at de bliver taget seriøst. At nogle voksne mennesker gerne vil bruge tid på dem. Som en fra 7.A sagde ”Tænk at nogle vil tage fri for at snakke med os”

Men nu, hvor dagen endelig er kommet er jeg nervøs. Kan de relatere til hinanden. En af mine elever spurgte i går om ”der kommer mange indvandrere”, hvortil jeg med et undskyldende smil måtte sige, at jeg ikke havde kigget på farve. Sandheden? I min tid fra Hellerup til CBS var mit netværk fortvivlende lidt multi-etnisk. I mit hovedet takkede jeg min venindes kæreste for at have gambianske rødder. Næsten alle tilstedeværende er universitetsuddannede og har forholdsvis privilegerede baggrunde. Jeg kan mærke sveden på min pande, mens jeg indser, hvor langt fra mine børns verden disse voksne egentlig er. Men de vil børnene og de glæder sig sådan.

Da jeg træder ind i klassen med mine ”voksne” i hælene, der fylder et i forvejen lille lokale helt ud, udbryder en af mine drenge ”Wow. Kender du alle de mennesker.”, mens en anden bare udbryder ”shit”. De ellers ganske højlydte drenge er helt stille og har store øjne. Efter de første ti minutter, hvor jeg får gennet de forskellige voksen-barn-par ind i de rigtige lokaler, kan man kun høre den stille summen af småsnak.

Med 66 mennesker fordelt i 8 lokaler skal der gås hurtigt, og selvom jeg efterhånden er lidt ligeglad, kan jeg mærke at nu er ryggen også svedig. Suk. Jeg håber jeg ser ud som om jeg har styr på det. Det har de andre ”voksne” heldigvis. I det ene lokale er klassens seje dreng, som ellers mener skolen er ret ligegyldig, fascineret af den over to meter høje mand med eget firma inden for personlig træning, mens han fortæller om sin egen træning efter skole. Ved siden af er der seriøse ansigtsudtryk mellem en iværksætter og en af mine drenge som pt. er i konflikt med næsten alle lærere. Hans ”voksne” synes bare han er fed og der er ingen brok over hans tydelige 100 procent danske rødder.

I kl. 10-pausen er der lidt kaffe til de frivillige, og rummet summer af historier fra de første sessioner. Advokaten Sven fortæller imponeret om sin elev, der havde et ødelagt toilettet derhjemme og da bare lige fiksede det: ”I reservatet [Gentofte] havde barnet taget det andet badeværelse eller bedt Au-Pairen ringe til en håndværker”. Alle er indtil videre glade og jeg kan mærke, at jeg begynder at nyde det. Både børn og voksne virker til at have det skønt.

Vi går ind til anden runde og jeg advarer om, at nu skal ens drømme konkretiseres, og det skal planlægges, hvad man kan gøre for at blive bedre i skolen. For nogle af børnene, som er vant til at sidde som zombier en hel skoledag, er det hårdt på den måde at bruge tid med en voksen, som fokuserer på dem 100 procent. Min veninde stråler på vej op til børnene igen og snakker om, hvor sød hendes elev er. Eftersom hun er en af mine mest udfordrede elever og mange læreres mareridt, er jeg lettet. Hvor er det fedt, at hun oplever så meget interesse og positiv energi fra en voksen, og to timer senere har jeg (som hendes dansk- og matematik-lærer) modtaget en besked, hvor hun beder om hjælp og har forslag til, hvordan hun vil forbedre sig i tre fag.

Klokken nærmer sig 11.30, og man man se folk begynder at få rundet af. Jeg kan ikke skjule et stort smil, da jeg ser flere voksne give mail og telefonnummer til børnene med ordene: ”Du skriver bare, hvis du har brug for hjælp”. Flere siger til mig, at hvis der problemer med at skaffe praktik til dem næste år, så skal jeg bare sige til. En elev kommer hen og siger ”det er det fedeste arrangement”, og med et hengivent smil kigger han på ”sin” voksne og siger ”min voksne var den bedste”. Jovist han er en fedterøv, men stadig er det skønt at høre.

Afskeden med de voksne er fuld af smil og ros til børnene, og som en stolt lærer lapper man det i sig. De er skønne børn. Mange siger, at de er klar næste gang jeg laver noget lignende, og selvom det har været hårdt, virker alle tilfredse med indsatsen. På vej op ad trappen beder jeg i mit stille sind om at børnene har det på samme måde. Det sekund jeg møder et par elever er det første de siger ”Det var så fedt! Jeg har fået snakket om alting. Og jeg har lovet at lave alle mine lektier i dansk fremover!”. Børnene har en højlydt diskussion om hvis ”voksen” var sejest. ”Min var advokat og tjente sygt mange penge!”. ”Men så du min, hvor stor han var”. Resten af dagen får jeg beskeder på facebook, Snapchat m.m. fra begejstrede elever, der vil høre om vi snart skal lave noget med ”dine venner” igen.

Forskellig baggrunde, ja. Men netop derfor er der plads til at lære af hinanden og blive inspireret af hinanden. At se så meget entusiasme og dedikation, når to verdener mødes, er noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet. Ingen tvivl om, at børnene har fået sat ord på deres drømme og nu har et mere klart billede af, hvad de kan bruge skolen til.

Tusind tak til alle, der mødte op.

Både til familie og venner, som ikke rigtig havde et valg, da jeg først havde kigget på dem og sagt, at de ville være perfekte. Men også til bekendte, jeg ikke havde snakket med i flere år og som bare var klar på at hjælpe. Og tusind tak til Bain & Co for at lade nogle af deres ansatte bruge deres kostbare tid på nogle meget taknemmelige børn. Og tak til alle de dejlige børn fra Bavnehøj Skole, der tog godt imod en masse privilegerede voksne, der havde forvildet sig ud til Sydhavnen.