fbpx

TEACH FIRST DANMARKS
VEDTÆGTER

Vedtægter

 

Navn og hjemsted

§1

Foreningens navn er Teach First Danmark.

Stk. 2. Teach First Danmark er stiftet den 21. september 2013 og har hjemsted København.

Formål

§2

Formålet med Teach First Danmark er at give alle børn og unge muligheden for at få en god uddannelse uanset social baggrund. Teach First Danmark arbejder for at mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater i de danske grundskoler.

Foreningen er almennyttig og en ikke-profit (non-profit) organisation. Foreningen kan ikke tage politiske eller religiøse standpunkter. Det samme gælder dens medlemmer på foreningens vegne.

Målsætning

§3

Foreningens målsætning er at styrke folkeskolen ved at:

  • Bidrage til et fagligt løft og større lyst til uddannelse hos udsatte elever ved at tiltrække flere gode lærere til socialt udsatte skoler
  • Sætte fokus på den store indsats som gode lærere bidrager med og gøre op med myten om, at hvem som helst kan blive lærer
  • Bygge bro mellem folkeskoler og ministerier, kommuner og erhvervslivet ved at samarbejde med institutioner på tværs af samfundet, samt engagere flere af landets kommende beslutningstagere og erhvervsledere i skolernes hverdag

Stk. 2. Teach First Danmark arbejder med udgangspunkt i og for at understøtte den danske grundskoles stærke traditioner.

Stk. 3. Foreningen arbejder for at styrke og bygge videre på det tværfaglige samarbejde, der findes mellem skoleledere, lærere, pædagoger m.fl., ved at engagere flere ildsjæle i lærerfaget på tværs af social baggrund, uddannelse og erhverv.

Stk. 3. Aktiviteter gennemføres i samarbejde med nationale og/eller internationale samarbejdspartnere, når dette styrker effekten af foreningens indsats.


Metode

§4

Teach First Danmark adresserer den uddannelsesmæssige ulighed ved at rekruttere og udvælge de dygtigste og mest dedikerede nyuddannede universitetskandidater på tværs af uddannelsesretninger til at undervise på en socialt udsat grundskole i to år.

Stk. 2.  Teach First Danmark-læreren ansættes af den enkelte skole på lige vilkår med andre lærere og bidrager med fuldt ansvar til skolens samarbejde med elever, forældre, leder, lærere og øvrige ansatte.

Stk. 3. Før og sideløbende med ansættelsen på skolen ruster Teach First Danmark programmets deltagere med de nødvendige pædagogiske og didaktiske redskaber til at kunne undervise i grundskolen. Uddannelsesforløbet tilrettelægges i tæt samarbejde med de danske læreruddannelser.

Stk. 4. Teach First Danmark tilstræber at bruge de seneste og mest effektive undervisningsmetoder, herunder eksempelvis digitale undervisningsmetoder og e-learning.

Stk. 5. Foreningen arbejder for at deltagerne i programmet bliver ambassadører, der fremadrettet skal tage medejerskab i udviklingen af uddannelsessystemet.

Teach First Danmark-programmets to år er et intensivt ledelsesudviklingsforløb, der ruster deltageren til efterfølgende eksempelvis at blive som lærer, skabe større forståelse og kobling mellem skolernes hverdag og ministerier og forvaltninger eller besætte stillinger som beslutningstagere og erhvervsledere indenfor alle sektorer for at sikre et tættere forhold mellem folkeskolen og erhvervslivet fremadrettet. 


Medlemskab

§5

Alle, der ønsker at støtte Teach First Danmark og foreningens formål, kan blive medlem.

Stk. 2. Medlemmer af foreningen hæfter ikke for foreningens økonomiske forpligtelser

Stk. 3 Medlemmer kan til en hver tid udtræde som medlemmer ved at meddele dette skriftligt til foreningen. Ved udmeldelse gives ingen godtgørelse for indbetalte medlemskontingenter.

Stk. 4.  Medlemmer kan være enkeltpersoner eller familier i samme hustand. Desuden optages selskaber, institutioner og organisationer.

Stk. 5. Kun enkeltpersonmedlemmer kan indvælges i foreningens organisatoriske enheder.

Stk. 6. Hvert enkeltperson- og familiemedlemskab giver ret til én stemme for den, hvis navn er anført medlemslisten. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§6

Kontingent og typer af medlemskab fastlægges af bestyrelsen.

Stk. 2. Øvrige forhold vedrørende medlemskab, herunder betalingsvilkår, restance- og ekslusionsbeløb, fastlægges af bestyrelsen.

§7

Indmeldelse til foreningen er underlagt de anvisninger, der forekommer på foreningens hjemmeside www.teachfirst.dk. Anvisningerne herom fastlægges af bestyrelsen.

Stk. 2. Udmeldelse er underlagt samme regler som indmeldelse jf. stk. 1.

 

Ambassadører

§8

Nuværende og tidligere deltagere af Teach First Danmark-programmet kan tildeles status som Teach First Danmark ambassadører.

Stk. 2. Der afholdes en årlig kongres for Teach First Danmarks ambassadører. Formålet med kongressen er at dele erfaringer og innovative ideer på tværs af Teach First Danmark netværkets årgange i en fortsat indsats for at styrke udviklingen af uddannelsessystemet.

 

Æresmedlemmer

§9

Til æresmedlem kan bestyrelsen med generalforsamlingens godkendelse udnævne sådanne personer, der har gjort sig særlig fortjent af Teach First Danmark. Generalforsamlingens behandling består i afstemningen for de indstillede.

Stk. 2. Æresmedlemmer har ret til at deltage i generalforsamlingerne. De påtager sig ingen forpligtelser ved udnævnelsen, som er ensbetydende med livsvarigt gratis medlemskab og fri adgang til alle oficielle arrangementer.

 

Eksklusion af medlemmer

§10

Et medlem kan ekskluderes af Teach First Danmark, hvis vedkommende handler imod foreningens formål og retningslinjer på en sådan måde, at det kan skade tilliden til foreningen. Alle medlemstyper er omfattet af bestemmelsen, herunder æresmedlemmer og ambassadører.

Stk. 2. Beslutning om eksklusion træffes af bestyrelsen og meddeles skriftligt til medlemmet.

Stk. 3. Et ekskluderet medlem, har ret til at tale sin sag på efterfølgende generalforsamling, dog uden stemmeret. 

 

Generalforsamlingen

§11

Generalforsamlingen er Teach First Danmarks øverste myndighed.

Stk. 2. Generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages varsel. Generalforsamlingen kan indkaldes ved e-mail og/eller offentliggøres på foreningens hjemmeside www.teachfirst.dk. Tilmelding til generalforsamlingen skal ske via mail til medlem@teachfirst.dk senest 4 hverdage før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 3. Enhver afgørelse træffes ved simpelt stemmeflertal, medmindre andet er bestemt i vedtægterne.

Stk. 4. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Kontingentrestanter har ingen stemmeret. 

 

Den ordinære generalforsamling

§ 12

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udløbet af juni måned.

Stk. 2. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde:

  1.  Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsen aflægger beretning om årets virksomhed
  3.  Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse. Budget for følgende regnskabsår fremlægges
  4. Andres forslag. Disse skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen for at blive behandlet, medmindre generalforsamlingen beslutter at behandle forslaget
  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
  6.  Valg af revisor
  7. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling

§13

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsesformanden.

Stk. 2. Der skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvis mindst en tredjedel af organisationens stemmeberettigede medlemmer skriftligt forlanger det. Et sådant krav skal være ledsaget af den ønskede dagsorden.

Bestyrelsen

§14

Foreningens almindelige ledelse forestås af bestyrelsen.

Stk. 2. Bestyrelsen består af tre til elleve medlemmer. Forslag til valg af bestyrelsesmedlemmer sker ved indstilling af den siddende bestyrelse, og generalforsamlingen vælger herefter – mellem de indstillede – medlemmerne til bestyrelsen.

Stk. 3. Bestyrelsens medlemmer vælges for en 2-årig periode.

Stk. 4. I tilfælde af at mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer udskiftes til en generalforsamling kræver det 2/3 tilknytning fra de fremmødte stemmeberettigede.

§15

Bestyrelsen har ansvaret for, at organisationen ledes i overensstemmelse med organisationens formål og de af generalforsamlingen trufne beslutninger.

Stk. 2. Bestyrelsen modtager ikke vederlag for sit arbejde.

Stk. 3. Bestyrelsesmøder afholdes efter bestyrelsens nærmere beslutning. Dog kan formanden eller tre bestyrelsesmedlemmer indkalde til bestyrelsesmøde med 5 dages varsel.

Stk. 4. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af særlige opgaver. Udvalgene er ansvarlige overfor bestyrelsen. 

Stk. 5. Endvidere kan bestyrelsen konstituere et repræsentantskab, der bidrager med ideer til den strategiske linje for Teach First Danmark. Repræsentantskabet er ansvarligt overfor bestyrelsen.

Stk. 6. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 7. Det tilstræbes at afholde 2-4 ordinære bestyrelsesmøder om året.

Bestyrelsens beslutninger

§17

Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Bestyrelsen er beslutningsdygtig ved tilstedeværelsen af mindst halvdelen af bestyrelsen og efter behørig indkaldelse med mindst 5 dages varsel.

Stk. 2. Beslutninger kan også træffes på skriftligt grundlag (e-mail) eller telefonmøder efter bestyrelsens nærmere bestemmelse.

Stk. 3. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. I formandens fravær er næstformandens stemme afgørende.


Daglig ledelse

§18

Til støtte for organisationens arbejde ansætter bestyrelsen en daglig leder.

Stk. 2. Personalet i den daglige organisation ansættes af den daglige leder med godkendelse fra bestyrelsen.

Stk. 3. Den daglige ledelses arbejdsopgaver og omfanget af disse fastsættes af bestyrelsen.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter den daglige leders kompetence og prokura til at handle økonomisk på organisationens vegne.

Prokura udstedes skriftligt og underskrives af formanden og kassereren.

Tegning af organisationen

§19

Til aktiviteter, som ligger uden for den til den daglige leder udstedte prokura, forpligtes organisationen ved underskrift af formanden og et andet medlem af bestyrelsen.

Stk. 2. Alternativt forpligtes organisationen ved underskrift af formanden og den daglige leder. Et af bestyrelsen udpeget bestyrelsesmedlem kan stedfortræde formanden.

Hæftelse    

§20

Foreningen hæfter kun for sine forpligtigelser med sin formue, og ingen medlemmer af foreningen eller af bestyrelsen hæfter personligt for foreningens forpligelser.

Regnskab og regnskabsår

§21

Organisationens regnskabsår går fra den 1. august til den 31. juli. 

Stk. 2. Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Vedtægtsændringer

§22

Ændringer i foreningens vedtægter kan kun vedtages efter bestyrelsens indstilling, og med et 2/3 flertal på foreningens generalforsamling.

Er det ikke muligt at opnå 2/3 tilslutning, kan vedtægtsændringerne vedtages ved, at et simpelt flertal af de fremmødte medlemmer stemmer for ændringen, og beslutter at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, og at et simpelt flertal af fremmødte på den ekstraordinære generalforsamling stemmer for ændringen.

Stk. 2. Forslag til ændring af Teach First Danmarks formål kan kun vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, hvor 2/3 af medlemmerne skal være repræsenteret. Ændringen vedtages ved et 3/4 flertal.

Såfremt der ikke er repræsenteret et tilstrækkeligt antal medlemmer, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, der kan vedtage ændringsforslaget med 3/4 flertal uden hensyn til de fremmødtes antal.

Opløsning

§22

Beslutning om Teach First Danmarks opløsning kan kun træffes på en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 4/5 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og hvor mindst 4/5 af de fremmødte stemmer for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutningen da kan træffes uden hensyn til foranstående bestemmelse om kvalificeret majoritet.

§24

I tilfælde af Teach First Danmarks opløsning træffer bestyrelsen beslutning om anvendelse af foreningens formue til et almennyttigt formål i overensstemmelse med foreningens formål. Likvidationsprovenu ved opløsning skal tilfalde en anden forening med videre, som er hjemhørende her i landet, eller i et andet EU/EØS-land og som har et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål svarende til det i §2 nævnte.

Stk. 2. Beslutningen skal godkendes af det ministerium, hvorunder folkeskolen hører.

Oprindeligt vedtaget på den stiftende generalforsamling den 21. september 2013.

Vedtægter opdateret på den ordinære generalforsamling den 23. september 2015.

Vedtægter opdateret på den ekstraordinære generalforsamling den 15. december 2016.

Vedtægter opdateret på den ekstraordinære generalforsamling den 30. oktober 2019

Vedtægter opdateret på den ekstraordinære generalforsamling den 7. oktober 2021