Folkeskolen er i stor mangel på uddannede lærere. På Tingbjerg Skole er flere af lærerne universitetsuddannede. Teach First er en del af løsningen på lærermanglen, siger skoleleder Marco Damgaard.
Artikel fra Politiken 26. maj 2023
Sara Høst Kildegaard sidder på katederet og holder to bøger op foran sig med ’Insekter i farver’ og ’Biller i farver’. 5.e på Tingbjerg Skole i København har natur/teknologi. Om lidt skal de på gåtur til Utterslev Mose.
»Vi tager bøgerne med, så kan vi kigge i dem, hvis vi finder noget, vi ikke ved, hvad er. Den ene handler om biller. Der findes rigtig mange biller, det er den gruppe af dyr, der findes allerflest af«, fortæller læreren, der er klædt i sort Fjällräven-tøj og vandresko.
»Når vi kommer derned, skal I finde en mariehøne, en orm og en bænkebider og svare på nogle spørgsmål. En bænkebider er jo et af de små krebsdyr, der lever på land og ikke i vand«, smiler hun, mens utålmodigheden for at komme af sted begynder at sprede sig i klassen.
Læreren finder en hvid plastikkasse med forstørrelsesglas frem, der hurtigt forsvinder under nysgerrige hænder, der undersøger, hvilke der er de bedste. Så bliver klassen bedt om at gå ud på gangen og stille sig op på to rækker.
»Sssccchh, 5.e, jeg vil gerne bede om ro«, siger hun et par gange, efterfulgt af et tilfreds »Kom, så går vi«, da snakken er forstummet.
Sara Høst Kildegaard er ikke en helt traditionel folkeskolelærer. Den 29-årige kvinde fra Amager er uddannet havbiolog fra Københavns Universitet. For et år siden besluttede hun at skifte karrierespor og starte på en to-årig meritlæreruddannelse hos Teach First, der er en nonprofit-forening. Siden 2013 har foreningen indbudt universitetsuddannede til et lærer- og ledelsesudviklingsprogram, hvor de underviser i udsatte folkeskoler og videreuddanner sig til lærer samtidig.
Tingbjerg Skole har de seneste otte år uddannet i alt ti Teach First-lærere, hvoraf seks stadig arbejder på skolen, der i dag har 50 lærere ansat.
Mangel på uddannede lærere
Den danske folkeskole kæmper med en stigende mangel på uddannede lærere. Bekymringen er så stor, at Skolelederforeningen, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening sammen med Socialdemokratiets undervisningsordfører Astrid Krag fredag står bag en høring på Christiansborg om, hvordan man kan sikre flere uddannede lærere til folkeskolen.
Teach First er en del af svaret, siger Marco Damgaard, der er skoleleder på Tingbjerg Skole.
»Når vi har en stigende mangel på lærere, er det her et godt supplement. Vi er ikke engang så hårdt ramt her, fordi vi er en skole i fremgang, og vi ligger i Københavnsområdet. I andre områder af Danmark ser det endnu sværere ud«, siger han.
Ifølge Danmarks Lærerforening er 19 procent af alle ansatte i lærerstillinger i folkeskolen ikke læreruddannede, og ansøgertallet til læreruddannelsen er faldende.
Da den såkaldte Reformkommission for nylig kom med en række anbefalinger til politikerne om folkeskolen, var en af dem netop, at Teach First-lignende tilbud udbredes til flere steder i landet på grund af udfordringer med at rekruttere og fastholde kvalificerede lærere.
Skovsnegl og gåselort
Efter små 10 minutters gang er 5.e fremme ved mosen.
»I fik en opgave med hjemmefra, hvor jeg har skrevet lidt om, hvor I kan prøve at finde nogle af dyrene. I går sammen ud og leder i grupper«, siger Sara Høst Kildegaard højt.
En af grupperne, Amar Ali, David Cojocea og Jasin Hamod, finder hurtigt forstørrelsesglassene frem.
»Kom, vi går over og leder efter et dødt træ, måske kan vi finde en bænkebider der«, siger Amar.
De to andre går efter, men de når ikke langt ud over græsset, før de får øje på gåse-ekskrementer.
»Se alt det lort«, udbryder Amar.
»Ja, hvis man er meget modig, kan man se, hvad der er i det. Hvad tror I, der er i?«, spørger deres lærer.
»Bænkebidere?«, svarer drengene og får svaret »nej, men der er andre små dyr i«.
Drengene bevæger sig langsomt videre. Men de når kun et par meter, før Amar igen har fået øje på noget:
»Se, der ligger et insekt der, kan I se det?«.
Han bøjer sig ned mod en plante i græsset og konstaterer skuffet, at det »kun var en myg«.
En af de andre grupper kommer løbende over græsset.
»Vi har fundet en skovsnegl«, jubler de og holder triumferende glasset med forstørrelsesglas i låget oppe i luften.
»Den har faktisk et skjold, men det er skjult«, forklarer deres lærer, mens alle nærstuderer den lille brune klump med få centimers afstand.
Stilheden bliver brudt af en pige, der kommer trippende, mens hun prøver ikke at træde i gæssenes efterladenskaber.
»Vi fandt en bænkebider. Der var også en snegl ved siden af«, fortæller hun, da hun når frem, mens hun hiver let efter vejret.
»Kan I vise mig, hvor I fandt den?«, spørger Sara Høst Kildegaard og går med i retning af nogle store træer. Hun fortæller, at hun valgte at skifte spor, fordi hun havde svært ved at finde et job, som passede hende.
»Som havbiolog er det meget noget med at være i en miljøstyrelse, hvor man ikke er så meget ude i naturen. Som lærer kan jeg sætte min faglighed i spil ved at komme ud og opfordre eleverne til at være undersøgende og nysgerrige. For eksempel på hvad det er, der gør, at insekter ikke kan lide regnvejr«, fortæller hun.
Efter fire måneder i en dyrehandel begyndte Sara Høst Kildegaard at undersøge, hvordan man kunne blive lærer. Hun læste, at man kunne tage en meritlæreruddannelse, som man selv betaler for. Men så stødte hun på Teach First-programmet, hvor man inden skolestart kommer på et sommerakademi med teori og praktisk undervisningserfaring. Og hvor man får en mentor tilknyttet, der løbende er ude at observere undervisning og giver sparring.
»Oveni betaler skolen, som man bliver ansat på, for ens uddannelse, samtidig med at man får fuld løn, så der er kun positive ting ved det«, smiler hun.
Burde komme på finansloven
Det er skolens leder, Marco Damgaard, enig i. Blandt andet fordi Teach First hjælper med at rekruttere til skolerne.
»Jeg ville ikke som skole kunne tiltrække alle dem, som Teach First kan, fordi de kører et program, hvor man får et fællesskab og adgang til at få et job og en uddannelse«, siger han.
Selv om det er en god løsning, kræver det ressourcer at lykkes med det. I starten fik skolen bevilget midler fra kommunen til at finansiere de første lærere. Men i år har den selv skullet finde finansiering til to Teach First-lærere.
Skolelederen mener, at staten burde hjælpe skolerne.
»Hvorfor ikke putte det her på finansloven? Lige nu vil det give så god mening at få flere til at tage en læreruddannelse på flere forskellige måder«, siger han.
Ved Utterslev Mose er 5.e på vej hjemad. Lige før en bro, som de skal passere, kommer en svane imod dem.
»Øøj, den er kæmpe, svaner er meget farlige, de kan godt angribe«, udbryder flere af børnene, mens de stopper brat op ved synet af den enorme, hvide fugl, der nu er helt tæt på.
»Den vil advare os, inden den gør noget«, beroliger deres lærer og får klassen stille videre over broen.
FAKTA om Lærermangel
- I 2030 forventes det, at der vil mangle 13.100 uddannede lærere.
- Andelen af læreruddannede undervisere, der arbejder i folkeskolen, er dalet år for år siden 2013.
- Læreruddannelsen oplevede sidste sommer et fald på optaget til uddannelsen på 11 procent sammenlignet med 2019.
- 4 ud af 10 af de nyuddannede lærere arbejder uden for folkeskolen efter fem år.
- Fredag er der høring på Christiansborg om rekruttering og fastholdelse af uddannede lærere i folkeskolen.
Kilde: Danmarks Professionshøjskoler
og AE Rådet
Læs også
Kom til sommerfest og generalforsamling hos Teach First Danmark fredag 7. juni 2024
Vi inviterer alle medlemmer, graduates og alumner til sommerfest og generalforsamling.
Kan vi regne med æbler og pærer? Ordvalg og sprogforståelse i matematikundervisning
TF-alumne Mikkel Stoltenberg har udgivet en bog om sprogets store betydning for elevernes udbytte af [...]
Velkommen til årgang 2023!
De nye Teach First-graduates er netop begyndt ude på skolerne. Tag godt imod dem!
Vi åbner for nye ansøgninger til vores vinteroptag
Skal der ske noget nyt i dit liv og din karriere? Drømmer du om at [...]
Her er vores to nye lærerfaglige mentorer
Vi kan nu med stolthed præsentere vores to nye lærerfaglige mentorer: Lasse Rømer og Thomas [...]
Sara er uddannet havbiolog, men arbejder som lærer på Tingbjerg Skole (artikel i Politiken)
Folkeskolen er i stor mangel på uddannede lærere. På Tingbjerg Skole er flere af lærerne [...]
Kom til sommerfest og generalforsamling hos Teach First Danmark 9. juni 2023
Generalforsamling hos Teach First Danmark torsdag den 2. februar 2023
Der indkaldes til generalforsamling i foreningen torsdag den 2. februar kl. 19:00 i sekretariatets lokaler [...]