Med 40 grader i skyggen fandt jeg respekten for lærere

Gode historiefortællere er noget af det mest fantastiske jeg ved. Tænk at kunne fortælle en historie så tilstrækkeligt spændende, at man tryllebinder folk dag efter dag med lige stor succes.

– Én ting er dog at kunne fortælle en god historie, en anden er at kunne fortælle en dårlig historie på en god måde.

Gennem mine snart 2,5 år i folkeskolen er det virkelig gået op for mig, at fortællingen om lærere og deres arbejde langt fra er blandt de mest inspirerende; men lærerne er heller ikke gode til at fortælle historien, og det er en skam. Det er en skam, fordi der egentlig er meget godt at fortælle, og der er et kæmpe stort behov for at fortælle det.

Til trods for, at folkeskolen er en institution, som langt de fleste af os både har en holdning til og personlig erfaring med, så er indsigten i folkeskolens virke meget sparsom. For hvem gider at høre på en halvkedelig historie, som man i forvejen tror man kender, hvis den tilmed er fortalt på en kedelig måde? Ingen. Problemet er dog at den fortælling, som folk tror de kender, ligger meget langt fra virkeligheden.

Jeg oplever, at mange har et romantiseret billede af, hvad en lærer foretager sig – og det kan jeg faktisk godt forstå. Inden min tid som Teach First graduate havde jeg et tilsvarende naivt billede af, hvad det ville sige at være folkeskolelærer. Jeg troede, at lærerjobbet handlede om at kunne sit faglige stof, være karismatisk og derudover bare stå ved en tavle og levere det ene guldkorn efter det andet. Jeg troede, at eleverne automatisk lyttede, når bare man forklarede tingene ordentligt. Men sådan er det ikke.

Lærerjobbet, og alt hvad der i det hele taget omgiver læring, er et ekstremt komplekst felt. Der er en kilometer lang liste af elementer i spil, når mennesker træder ind i et læringsmiljø, og som lærer er det din rolle at overveje samtlige af listens elementer. Det er netop dette faktum, der gør lærerjobbet til den ultimative ledelsesopgave – en vigtig del af fortællingen, der desværre er yderst overset.

“Der mangler en respekt for, at lærerne er eksperterne, når det gælder folkeskolen. Der mangler en forståelse for, at lærere er blandt de ypperste professioner i samfundet og ikke er noget, hvem som helst kan være.”

Jeg var meget visionær, da jeg i 2015 søgte om optagelse hos Teach First Danmark. Jeg havde en klar forestilling om, hvad jeg ville have ud af at søge, og en del af dette handlede om at ville stå i spidsen for forandringer i uddannelsessystemet. Min naive forestilling var, at man ved hjælp af meget få tiltag kunne revolutionere måden, som vi uddanner os på i Danmark. I løbet af det første år som lærer i programmet blev jeg konstant konfronteret med min naivitet. Kompleksiteten i et læringsmiljø samt læreres ekstreme arbejdsforhold overgik mine vildeste forventninger. For første gang i mit liv savnede jeg pludselig respekt for det arbejde jeg gjorde.

Respekt har mange former

Der er mange måder at vise respekt på. Nogen griber til fortællingen om, at lærerjobbet er underbetalt. Andre taler om den manglende tid. Jeg har også hørt, at lærerjobbet skulle være utaknemmeligt; at elever og forældre må være en kæmpe belastning – ”tænk at du gider”. Men selvom penge, mere tid og mere ros fra forældre og elever klart er blandt de helt centrale elementer, så mangler der noget andet. Der mangler en respekt for, at lærerne er eksperterne, når det gælder folkeskolen. Der mangler en forståelse for, at lærere er blandt de ypperste professioner i samfundet og ikke er noget, hvem som helst kan være.

Det var således med en blanding af ydmyghed og arrogance, da jeg deltog i et af mit livs vildeste oplevelser den 6. til 8. oktober i år. I løbet af få dage blev jeg en del af en vild fortælling, og befandt mig i en kultur, som på mange måder er fremmed for mig. Blandt traditionelle hvide kåber, sand og rigdom lærte jeg, at Qudwa er et arabisk ord, der betyder rollemodel. Qudwa er samtidig navnet på den lærerkonference, der blev afholdt i Abu Dhabi de føromtalte dage i en weekend i oktober.

“Hvis ikke lærdommens personificering – lærerne og skolen – bliver respekteret, har samfundet et stort problem.”

I månederne op til weekenden havde jeg som Teach First alumne haft mulighed for at ansøge om at komme med, og var blandt de tre heldige danskere, der blev sendt dertil. Alt var betalt, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad der ventede os af luksus. Selve konferencen blev afholdt på Emirates Palace – en bygning, der er i top 10 over de dyreste i verden. Den var ubegribelig stor, og havde marmor, guld, krystaller, håndlavede tæpper og palmer overalt. Der var buffeter store nok til at brødføde en middelstor landsby i en uge, og tjenere og kokke nok til at sikre en storslået oplevelse for alle 900 deltagere. Når det så er sagt, så var luksus faktisk kun en meget lille del af den samlede oplevelse den weekend – to ting gjorde nemlig endnu større indtryk på mig under konferencen.

Respekten for lærere

Qudwa konferencen formåede at vise respekt. Ikke kun gennem luksus, men også gennem at lytte, og være åben over for det faktum at lærere er dem, der ved bedst når det gælder lærerfaget. En stor del af oplægsholderne var eller havde tidligere været lærere, og således blev konferencen i høj grad til lærerenes egen. Ens for alle var deres enorme engagement og tro på, at lærerrollen og dennes image er så afsindig vigtig en del af et samfund. Hvis ikke lærdommens personificering – lærene og skolen – bliver respekteret, har samfundet et stort problem. Respekten for lærere var at føle overalt. Der var ikke sparet på noget. Sheik Mohamed bin Zayed Al Nahyan, kronprins af Abu Dhabi, var blandt initiativtagerne til konferencen blev citeret for følgende:

”In the post-oil era, the UAE will rely on investment in education because it is the solid foundation and because no strategy or vision for education can succeed without excellent teachers who recognise the importance of their role and who have the ability to carry out this role”.

Citatet bærer i høj grad essensen af konferencens ånd.

Inspirerende ildsjæle

Ud over rammerne og den respekt jeg oplevede, var der et andet vigtigt element: Deltagerne. Der var folk fra over 80 forskellige lande, hvilket skabte en helt unik mulighed for at få indblik i andre kulturers syn på lærerrollen.

Den første aften sad jeg sammen med Mads, en af de andre danskere og graduates, og spiste aftensmad på 62. etage med udsigt over natten i Abu Dhabi. Vi faldt i snak med en mand fra Uganda ved navn Victor. Victor var meget betaget over, at vi talte dansk, og det viste sig, at han havde en dansk kone. Victor var et utroligt inspirerende menneske, der havde oplevet mange gruopvækkende ting i sit liv, men stadig var ved godt mod. Hans udstråling og karakter emmede af jordforbindelse og drømme i en unik forening.

Da aftenen var ved at slutte, sagde vi godnat og gik hver til sit. På værelset få minutter efter opdagede jeg at Victor i 2015 var nomineret til Nobels fredspris. Deltagerne på konferencen var et overflødighedshorn af ildsjæle, der alle havde tilknytning til læring og uddannelse. Der var en stolthed over at være lærer, som jeg aldrig har oplevet før i en dansk kontekst. Alle kunne bidrage og alle blev hørt.

“Den atmosfære, der er skabt i Teach First Danmark er med til at skubbe lærerrollen i retning af den prestige som professionen fortjener.”

Jeg vil være lærer – ligesom Mikkel

Den indstilling til lærerrollen, de drømme og den professionalisme jeg mødte i Abu Dhabi var lige netop, hvad jeg havde brug for. Det var et boost af dimensioner til min egen fortælling om lærerrollen. Det var samtidig med til at få mig til at eksponere, hvor sejt det faktisk er at være lærer.

Kan du forestille dig mine 5. klassers øjne, da jeg tirsdag morgen fortalte dem, hvorfor jeg ikke havde været på arbejde mandag? Kan du forestille dig deres indre fantasi, da jeg fortalte dem om paladset med palmerne indenfor og guldet på søjlerne? Da jeg viste billeder og film? I det øjeblik kulminerede oplevelserne fra weekenden – fortællingen blev komplet. I 1001 øjeblikke havde jeg elevernes fulde opmærksomhed. Ikke nok med, at jeg selv havde haft en fantastisk tur – mange af mine elever var fra det øjeblik (i hvert fald den dag) overbeviste om, at når de blev store, så skulle de være lærere ligesom Mikkel.

De sidste 2,5 år har været en konstant kamp lige midt i spændingsfeltet mellem visionerne og kompleksiteten. Man mister let pusten når det går op for en, hvor kompleks læring er. I Teach First har det heldigvis handlet om at finde en balance mellem visioner og realisme. Mine drømme og visioner lever videre, men jeg har et meget bedre indblik i, hvor meget der skal til.

Den atmosfære, der er skabt i Teach First Denmark er med til at skubbe lærerrollen i retning af den prestige som professionen fortjener. Kun ved hjælp af en massiv indsats for at skabe respekt for lærere, kan vi for alvor rykke ved uddannelse – for det er lærere, der er det vigtigste i en god skole. Vi skal skabe en god fortælling, men vi, lærerne, skal så sandelig også øve os på at fortælle historien på den gode måde!

Om Teach First Danmark

Vi arbejder for at give alle børn i Danmark en god uddannelse – uanset social baggrund. Gennem en grundig udvælgelse engagerer vi de dygtigste bachelorer og kandidater, der kan bidrage til at løfte de elever i folkeskolen, der har allermest brug for det – som dygtige undervisere og kommende ledere.

Teach First Danmark er finansieret af Egmont Fonden, TrygFonden, Novo Nordisk Fonden, Industriens Fond, Augustinus Fonden, Axel Fonden, DS Orients Fond, Østifterne, Otto Bruuns Fond.

Læs også:

Graduates laver app, som skal styrke trivslen i folkeskolen