Kommunalvalg og Pokémon Go

For fire år siden stod jeg op til kommunalvalget i et lokale med journaliststuderende. Jeg underviste i sandsynlighed, meningsmålinger og p-værdier. Lokalet sydede af frustration. Langhåret teoretisk statistik og sandsynlighed var ikke øverst på ønskelisten, så udfordringen var til at tage at føle på.

Her fire år senere sidder jeg igen og er ved at forberede undervisning om sandsynlighed. Tilfældigvis sker det igen op til et kommunalvalg. Meningsmålingerne og p-værdierne er dog lagt på hylden til fordel for Pokémon Go. I stedet for talforskrækkede journaliststuderende består min elevflok nu nemlig af små energiske mennesker fra 4. klasse, der stort set alle elsker matematik. I stedet for at skulle skabe faglig begejstring, er udfordringen nu i stedet at skabe gode rammer for begejstringen. Ellers ender lektionerne i et halveksploderet klasselokale.

Med daglig gang på 4. årgang må jeg erkende, at jeg står med langt flere kasketter på end jeg havde troet muligt, inden jeg startede Teach First. Selvom jeg tidligere har arbejdet meget med undervisning og også arbejdet som lærervikar, bliver jeg dagligt fascineret over hvor meget, der skal balanceres som folkeskolelærer.

Risikomanagement er for eksempel en væsentlig del af det at være lærer på mellemtrinet: ”I hvilken rækkefølge deler jeg papirer ud for at undgå, at de bliver kasteskyts?” ”Hvordan strukturerer jeg de næste ti minutters gruppearbejde, så de ikke ender med slagsmål i vinduesgruppen?” ”Hvordan minimerer jeg skaden, når der flyver en hveps ind i lokalet, og halvdelen af klassen bryder ud i hvin af frygt for at blive stukket?”

En anden rolle, som jeg ofte bliver overrasket over kan fylde så meget, er sygeplejerskerollen. Mindst et par lektioner om dagen starter med ”Christiaaaaaan, jeg har ondt i maven!” eller ”Christiaaaaan, jeg er faldet og har slået mig og har sår over det hele!” Når man er energisk, men ikke altid har fuld kontrol over al sin motorik, kan man godt komme til at falde og slå sig. Og det sker.. igen og igen.

“Så tager jeg alle lærerkasketterne med, også dem der er knap så spændende. For når brøker, minus og slaveopgaver i koordinatsystemer kan skabe faglig begejstring, glæder jeg mig til at se hvad min ene altid Pokémon Go-spillende klasse siger til vores næste forløb om sandsynlighed.”

En tredje kasket, som eleverne har en klar forventning om, at jeg tager på, er dommerhatten. Ham, som dømmer den skyldige i konflikter. “Den og den slog og sparkede”. “Nej, det var den og den, der slog og sparkede.” Dommeren, som anviser en objektiv og retfærdig dom over den skyldige. Vi træner ellers at forstå, at der som regel er mere end én person, der har skabt en konflikt. Måske havde man også selv havde en andel i konflikten?

Og der er selvfølgelig mange andre roller og kasketter udover de tre: Man er også trøsteonklen, heppekoret, rollemodellen, forbilledet, kommandøren, træneren, skolens ansigt udadtil og den primære kontakt til forældrene for bare at nævne nogle enkelte. Nå ja, og så er man faglig underviser.

Det faglige niveau er (i nogen tilfælde) lavere nu end i mine tidligere underviserjobs. Med de mange roller og energiniveauet i klasselokalet er kompleksiteten i undervisningsopgaven alligevel er steget markant. Energiniveauet gør dog samtidig, at lærerjobbet er det sjoveste, jeg har haft. Det er for vildt, når en elev rækker begge arme op over hovedet og afbryder min introduktion ved at råbe: ”YES – vi skal have om brøker!” Eller når en anden elev bliver ved med at dabbe af glæde over, at han nu kan trække to store tal fra hinanden. Eller når en tredje elev efter timen spørger om jeg ikke kan finde ”flere af de der opgaver, hvor vi sætter streger mellem koordinaterne”.

Så tager jeg alle lærerkasketterne med, også dem der er knap så spændende. For når brøker, minus og slaveopgaver i koordinatsystemer kan skabe faglig begejstring, glæder jeg mig til at se hvad min ene altid Pokémon Go-spillende klasse siger til vores næste forløb om sandsynlighed.