Tilbage til universitet

For mig har det været et stort privilegium at få lov til at studere på universitet, og jeg ønsker mig ofte tilbage til en forelæsning med tavler fyldt med matematik. Der er noget helt fantastisk ved, at 300 mennesker sidder lyttende i et lokale og suger til sig med ny viden. Det fik jeg lov til igen i dag. Sammen med 25 elever fra 8. og 9. klasse, der synes, at stamfunktioner, ubestemte integraler og historierne om min professor – Mogens – lød lidt spændende.

Mogens og jeg har altid talt en del sammen. Han har altid haft klare holdninger. Både til færger, og til hvordan man underviser unge mennesker i matematik, og hvad de skal kunne. Det er min vurdering, at han synes, niveauet er gennemgående nedadgående. Derfor synes han også, at det er spændende, at jeg nu underviser i folkeskolen. Spontant skrev jeg til ham mandag, om det var okay, at jeg kiggede forbi med nogle elever onsdag. Jeg havde ikke clearet den endnu på skolen, og jeg vidste heller ikke, hvad eleverne ville sige til det. Eller om der overhovedet var nogen, der ville med. Det skulle bestemt ikke være en københavnertur for at komme væk fra skolen. Jeg lavede forberedelsesmateriale til dem, og jeg forlangte at de tog hjem og læste om differential- og integralregning. Da en elev fik materialet i hånden, svarede han: ”Perfekt, jeg lærte mig selv at differentiere i går”. Han gik hjem og læste på integraler, og i dag før forelæsningen stod vi og løste integraler på skift på tavlen i klassen.

Få elever er på samme niveau, men størstedelen er ligeså vidensbegærlige og kan blive meget dygtige. De er meget motiverede, og vil så gerne. De skal bare have hjælp til at lægge ruten.

I morges var der en elev, der havde delt et dokument med mig, hvor han forklarede den grundlæggende forståelse for differentialregning. På den måde har han lært sig selv, hvad en sekant og en tangent er, og han har fundet ud af, at matematik faktisk anvendes i rigtige jobs.

“Der blev skrevet noter til forelæsningen. På vej hjem i toget skulle en elev lige have endeligt opklaret, hvordan x*sin(x) nu blev integreret.”

Selvom de fleste kun forstod en smule af det, Mogens sagde, er jeg ikke i tvivl om, at de gerne vil lære det, og at de har fået sig en oplevelse. Blandt 300 universitetsstuderende turde flere af eleverne også at række hånden op for at svare på, hvad integralet af 1/x er eller om n måtte være minus 1 i et konkret tilfælde. Og nej, det måtte den ikke, for så ville der stå nul i nævneren. Hatten af.

Differential- og integralregning giver så meget mening at introducere for elever allerede i folkeskolen. Der er så fin en intuition, og de kan se, at det er anvendeligt. Både i historien om en legetøjsvirksomhed, der vil minimere sine omkostninger, og i historien om staten der vil maksimere sine skatteindtægter. Og de stiller så mange gode kritiske spørgsmål til formen på funktionerne. For hvem siger, det er en parabel?

Der er håb for fremtiden.