“Eins, drei, zwei, vier, five!” | Teach First Danmark

“Eins, drei, zwei, vier, five!”

Vi har mange kvalificerede lærere i folkeskolen. Dedikerede, fagligt skarpe og ikke til at undvære. Så hvad skal vi egentlig med Teach First Danmark?


Af Helena Gabriel. Teach First Graduate siden 2020 (1. år). Teach First-lærer på Ole Rømer-Skolen i dansk, tysk, engelsk og historie.

“Eins, drei, zwei, vier, five!” …er blot ét af de sjove eksempler på et stolt øjeblik fra min berigende hverdag som Teach First-lærer. Mange undrer sig over, at Teach First-lærere har valgt at undervise i en folkeskole i et udsat boligområde. Altså efter, at vi har taget en universitetsuddannelse. For hvad skal vi med Teach First, når vi har mange kompetente lærere i forvejen?

Jeg ser ikke Teach First som en konkurrent til den ordinære læreruddannelse. I stedet mener jeg, at forskellige baggrunde i folkeskolen bidrager med nuancerede perspektiver, som er værdifulde for både kolleger og elever. Vi har oplevet udfordringer og succeser fra vores forskellige studier og arbejdspladser, som vi hver især og sammen kan bringe i spil på skolen og i klasselokalet. Her fortæller jeg om min egen rejse.

Alle de andre først

Mit navn er Helena, jeg er 29 år, uddannet BA i engelsk og KA i sprogpsykologi fra Københavns Universitet. Jeg er også forfatter til ungdomsnovellesamlingen ”360°” og maler, løber og laver mad i fritiden.

Så er formalia på plads. Den typiske respons er, at det er et flot CV og ”næææh, hvor er du kreativ”.

Engang betød det meget i sig selv, men i 2020 har jeg fået et nyt perspektiv.

Jeg har altid været en ambitiøs og drevet person. Jeg har en naturlig nysgerrighed og evne til at se magi i alt – også i tal, matematik og fysik, selvom jeg ikke er fagligt stærk i dem. Jeg har arbejdet med økonomi i flere år, siddet i salgsstillinger, hvor jeg mærkede suset fra ”det vil jeg da gerne prøve” til ”YES, jeg lukkede salget!” og kollegerne, der klappende jublede. Og jeg har imponeret med mine taleevner, når jeg har solgt, løst de mærkeligste udfordringer og været ”den bløde stemme” i et firma og et hårdt profitfikseret miljø. Det vandt jeg stor anerkendelse for.

Men jeg har også oplevet de mørke perioder, hvor kreativiteten var spærret inde, hvor menneskelige relationer blev sat til side, og anerkendelsen blev trådt på, når den ikke passede ind i den politiske dagsorden. Ikke på Christiansborg, men i et lille dysfunktionelt team.

Der har været highs and lows på alle mine tidligere arbejdspladser. Fællesnævneren var dog min tro på, at intet er tilfældigt, og at man altid kan lære noget af de arbejdspladser, man er på og de mennesker, man møder.

Selv på min værste arbejdsplads nogensinde lærte jeg at forhandle. Jeg lærte at tænke strategisk, rumme min egen utålmodighed og stå ved mine værdier, mens jeg valgte mine kampe. Jeg lærte, hvad der ikke betød noget for mig, og jeg lærte, at jeg er et meget mere følsomt menneske, end jeg tidligere ville stå ved. At det er min styrke, ikke min svaghed. Og at penge er et middel, men ikke et mål i sig selv – i mine øjne. Jeg har lært, hvor godt det er, at mennesker er så forskellige; at andre kan varetage salgsstillinger, så jeg kan være et sted, der er i overensstemmelse med mine værdier, samtidig med at samfundets andre funktioner varetages.

Jeg har lært, at menneskelige værdier og mit bidrag til at se unge, uskyldige mennesker vokse personligt og fagligt betyder alt. Det er der, jeg kan gøre mest.

Jeg har et eller andet sted altid vidst, at jeg skulle undervise. Naturligvis skulle jeg det. Men jeg var først klar, da jeg havde været på alle de andre arbejdspladser først. Da jeg havde lært mig selv og mine sande værdier at kende først. Fundet mit formål. Og det var ikke nok for mig at undervise – jeg søgte et sted, hvor jeg kunne komme til at se magien spire i mørket, og få tilfredsstillet et næsten egoistisk behov: Jeg ville være med til at få magien frem!

Modet, magien og mesterlig timing

Drømmen om at undervise havde jagtet mig i nogen tid, og de seneste måneder inden jeg blev optaget hos Teach First var det alt, jeg tænkte på, fra jeg stod op til jeg gik i seng. Jeg søgte ud i mit netværk for at få gode råd og vejledning og blev løbende bekræftet i, at jeg skulle være i folkeskolen.

Undervejs havde min søster sendt mig linket til Teach Firsts hjemmeside. Den havde jeg også selv udforsket for flere år siden, men dengang troede jeg ikke helt på, at det ville lykkes, så jeg lagde det hurtigt bag mig. Med års mellemrum smugkiggede jeg dog drømmende på muligheden.

Nogle måneder inden jeg blev graduate, vågnede jeg en dag op og var, af en eller anden grund, klar i hovedet omkring, at jeg skulle undersøge Teach First nærmere. Samme dag viste der sig at være et virtuelt infomøde – og allerede der, var jeg sikker på, at det ikke var tilfældigt.

Efter infomødet var der ikke noget at diskutere. Jeg ansøgte, var igennem flere optagelsesprøver, håbede og bad hver dag. Jeg tror på mesterlig timing oppefra. Og når alt går op i en højere enhed, er jeg ikke i tvivl. Da jeg endelig blev ringet op og fik at vide, at jeg blev tilbudt lige præcis det, jeg ønskede mig af fag og område, var jeg sikker på, at jeg allerede var ved at opleve magien.

Siden kom jeg til jobsamtale på min nuværende arbejdsplads, som jeg stadig hver dag dukker taknemmeligt op på, og blev tilbudt stillingen dagen efter.

Stillingen lyder så tørt.

Det er ikke bare en stilling. Det er et ubalanceret symbiotisk forhold, hvor man giver af sin faglighed, tid og personlighed og får noget tilbage.

Det noget er et opfyldt formål, en hverdag hvor man hører til, griner dagligt, udfordres fagligt, har erfarne kolleger, der bakker op, mødes af små mennesker med kæmpe personligheder, unikke evner og potentiale til at blive de skarpeste, mest ambitiøse medarbejdere, uanset hvilken profession, de senere vælger. Og fantastiske mennesker. De er ikke blot ”børn i socialt udsatte boligområder” – de er glimt af magien, der hver især skal motiveres og hjælpes til at skinne det sted, hvor de kan være voksne lysglimt for andre.

Det ubalancerede forhold

Som lærer hos Teach First, kan man bruge sine erfaringer og drømme til at fremme disse lysglimt. Men jeg mener det alvorligt, når jeg skriver, at det er et ubalanceret forhold. For mange siger, at det at være lærer kan være hårdt, fordi man jo ikke ser effekten af sit arbejde før om mange, mange år, hvis man møder børnene, der nu er blevet voksne.

Her skal man igen se lidt bort fra økonomi og sort-/hvide resultater og huske, at man, som lærer, hver dag oplever effekten. Det er mig, der får lov at være sammen med lysglimtene, se dem udvikle sig på daglig basis, se dem udvikle en glæde for at lære og bidrage med deres egen intelligens og humor.

Jeg giver alt hvad jeg kan, men det er mig, der får mest.

Det er mig, der oplever stoltheden, når en elev i min 7.-klasse taler tysk til mig for sjov, mens jeg er en skrap holdlærer i madkundskab, der giver ham 10 sekunder til at sætte sig ned og være stille… og han så ivrigt med store øjne og et smil råber ”EINS, DREI, ZWEI, VIER, FIVE…” …og jeg må kæmpe for at holde masken, når jeg prøver at være ”lærersur”, men mest af alt har lyst til at grine med ham og sige tak.

Tak, fordi det nytter.

Tak, fordi klassen er gået fra et ”åh nej, har vi tysk?” til ivrige smil og høje stemmer, der råber ”maskulinum, femininum, neutronium” og et stille ”entschuldigum”, når de godt ved, at de kom til at tale i munden på mig igen, mens jeg underviste.

Jeg er ikke i tvivl om, at de godt ved, at det hedder ”neutrum” og ”entschuldigung”, når de skal til eksamen i 9.-klasse.

Det skal skam nok komme.

Det vigtigste lige nu er at opretholde gejsten hos eleverne og glæden for relationen. Og lægge mærke til taknemmeligheden, der er der hver evig eneste dag – også når det er hårdt.

Det bliver ikke hårdere end, når man ikke er det rette sted på det rette tidspunkt.

Læs også

Mit første år som lærer