Slip inspirationen løs og udnyt folkeskolens potentiale

“Københavns Hovedbanegård”, lyder det over togets højtalere. Det er sommer og snart tre år siden. Jeg var langt fra den gode muld i Jylland, men jeg var klar på de udfordringer som havde fået mig til at pakke kufferten

Ude foran hovedbanegården stopper jeg op og betragter folkemængden. Jeg sugerne indtrykkene til mig, ingen ser tilbage på mig, og jeg får følelsen af at være James Bond på en hemmelig mission.

Med et smil på læben fortsætter jeg ud i Københavns gader. Solen stråler fra en blå himmel, og godt 30 minutter senere står jeg mig foran en stor port til Niels Bohrs barndomshjem. Jeg er ankommet til Teach First Danmarks optagelsesdag, som snart vil udfolde sig i lyset af store PH-lamper. Tankerne får lov til at flyve, og der er ingen grænser for den forskel, jeg skal ud og bidrage med i de danske folkeskoler.

De næste to år bliver mine drømme og ambitioner konfronteret med virkeligheden. En virkelighed i klasserummet, hvor kompleksiteten ikke kan afkodes gennem artikler, foredrag i metaperspektiv og kurser langt fra den faktiske arbejdssituation. Lærerjobbet, viser det sig, er langt mere komplekst end forventet. Som lærer skal man være på forkant med konstante ændringer i klasserummet, som kan være en udfordring for selv den bedste leder. Uden for klasseværelset og uden for skolen er virkeligheden arbejdsforhold og en forståelse af lærernes faglighed, som ikke harmonerer med mine egne ambitioner.

I sommeren 2017 kunne jeg efter to hårde år kalde mig Teach First Danmark Alumne. Men jeg havde stadig ikke knækket koden til at kunne kalde mig en kompetent lærer. I min iver efter at forbedre mine undervisningsmaterialer og tynget af en presset kalender overvejede jeg at fravælge muligheden for at komme med til en lærerkonference i Abu Dhabi. Jeg greb dog chancen, og fire uger senere står jeg klokken fem om morgenen i Kastrup sammen med Cecilie og Mikkel fra Teach First Danmarks første graduate-årgang (pionererne) og er på vej til de Forenede Arabiske Emirater.

Om dagen fra 8.00 til 18.00 er der et hav af forskellige workshops at vælge imellem, men det er ikke de sædvanlige kurser for lærere, som vi kender fra Danmark.

Lidt træt giver jeg Mikkel og Cecilie et kæmpe kram, og vi taler om vores forventninger til turen. Mine egne forventninger er ikke de højeste, fordi kurser for lærere i Danmark højst byder på en slatten sandwich og lidt kaffe. Abu Dhabi er kendt for olie, så hvor højt prioriterer de mon lige uddannelse, griner jeg.

Værdsættelsen af lærens kompetencer

Mit grin blegner med tilbagevirkende kraft, da vi ankommer til Abu Dhabi, hvor vi bliver ærbødigt modtaget af hoteltransporten som parker foran et af de mest spektakulære hoteller, jeg nogensinde har set. Loftet i foyeren er så højt, at jeg får ondt i nakken. Mit hotelværelse på 34. etage er på størrelse med min egen lejlighed, og den første aften spiser vi aftensmad på 62. etage med udsigt ud over hele Abu Dhabi.

Emirates Palace er så stort, at personalet guider os, så vi ikke farer vild. Programmet for de fire dage er tilrettelagt så minutiøst, at vi aldrig venter mere end fem minutter på at komme fra ét punkt på dagsordenen til et andet. Vores tid bliver anerkendt som en kostbar ressource. I min begejstring skriver jeg hjem til min kæreste og meddeler, at det er slut med at være skolelærer i Danmark. Når jeg kommer hjem, er det på tide at blive businessman, så jeg kan leve sådan et liv hver dag! Den holdning bliver snart ændret, da jeg kommer til turens højdepunkt.

Samme aften på vej til aftensmad møder jeg en brun, rund person foran elevatoren. Han smiler til mig og ser yderst tilfreds ud med den aftensmad han lige har spist. Jeg smiler tilbage, og vi falder i snak. Fyren hedder Corey D. Mitchell, og da jeg fortæller, at jeg er fra Danmark slår han mig i brystet og griner ”get out of here”, ”we have a partner school in Denmark!” Ingen distance der, men bare dejlig åbenhed – og jeg tænker, at det bliver for fedt de næste fire dage, hvis andre er som ham.

Der midt på gulvtæppet i en moske går det op for mig, at på trods af et pakket program fra 7 morgen til 23 aften, så har jeg de seneste to dage følt mig mere afslappet og motiveret for at være lærer, end jeg har været de sidste to år.

Inspiration og vilde rush

Om dagen er der et hav af forskellige workshops at vælge imellem, men det er ikke de sædvanlige kurser for lærere, som vi kender fra Danmark. De foregår godt nok i almindelige rum med almindelig teknologi. Men inspirationen springer alle rammer og giver mig en oplevelse, jeg ikke glemmer. Efter den første “Expert Master Class” – Cycles of Learning: Curiosity Comes First – med Ramsey Musallam, sidder jeg helt forpustet tilbage, som om jeg lige har været i Planetarium og den vildeste rutsjebane på samme tid. Den næste masterclass er med Drue Kataoka – Teaching Creativity – og er lige så mind-blowing. Jeg får det ene vilde rush efter det andet, mens timerne flyver afsted og jeg glemmer alt om Abu Dhabi. Om aftenen skriver jeg igen til kæresten, “glem businessman, jeg vil hellere tage rutsjebanen hver dag!”

Pauserne går med at puste ud og se om håret stadig sidder rigtigt efter alle turene i rutsjebanen. Corey D. Mitchell spiser jeg frokost med, og jeg finder ud af, at han har været blandt top 50 til The Global Teacher Prize. Victor Ochen har været nomineret til Nobels fredspris, og ham hænger vi ud med senere til aftensmaden. Men uanset hvem vi møder, er der en ligeværdig respekt og interesse for vores forskellige kompetencer, udfordringer og erfaringer. Der bliver lyttet og bidraget med inspiration til at løse hinandens problemer og blive motiveret til at se nye muligheder.

I den største moske, på det største tæppe i verden og under den største lysekrone i verden sidder jeg samme aften med lukkede øjne og reflekterer over dagens inspirerende samtaler og masterclasses. Der midt på gulvtæppet i en moske går det op for mig, at på trods af et pakket program fra 7 morgen til 23 aften, så har jeg de seneste to dage følt mig mere afslappet og motiveret for at være lærer, end jeg har været de sidste to år. Som om jeg har vandret alene i en ørken lidt for længe og fundet oasen i Abu Dhabi.

Hjemme igen

Konferencen blev kaldt Qudwa, og de 900 ildsjæle som var inviteret blev udnævnt til Qudwa, hvilket betyder rollemodel. Af alle lande i verden, så er det i de Forenede Arabiske Emirater, at jeg for første gang så tydeligt skal opleve respekten for skolelærerens værdi i samfundet og en anerkendelse af lærerens viden, når der skal træffes vigtige beslutninger om fremtidens undervisning.

De rammer, som omgiver folkeskolen herhjemme, skaber ikke altid gode muligheder for at udvikle den bedste undervisning. De giver ikke læreren de bedste muligheder for selv at udvikle den optimale undervisning eller for at lærerne kan motivere og inspirere hinanden til at afprøve nye spændende undervisningsformer, som de mener vil virke – og det kan være frustrerende. Men i Abu Dhabi blev jeg bestyrket af ildsjælene til at turde tro på min egen faglighed og vælge den undervisningsform, som passer bedst til mine elever.

Den vigtigste ressource vi har i det danske skolesystem er de dygtige undervisere, som står ude i klasserne hver dag. Det er en gave at kunne udveksle, reflektere over og justere undervisningsmetoder gennem sparring med andre undervisere. Og skolerne får endda denne viden til lærerløn og ikke konsulentløn : ) Jeg er ikke bekendt med skoler, hvor der er indlagt tid til at observere, diskutere og udvikle ny undervisning lærerne imellem. Men i Teach First programmet får man mulighed for at mødes, dele erfaringer og sparre med andre ildsjæle i programmet.

Vi har lang vej endnu i Danmark, når det gælder om at anerkende lærernes erfaringer og faglighed i folkeskolen. Men jeg tror vi alle er klar over, at det er det her fremtiden begynder.