Evaluering 3.

alumnenetværk og alumners karriereveje

 

Hovedkonklusioner

 

Alumnerne har en ”dobbelt faglighed”, som bidrager til positive forandringer på skolerne


Alumnerne besidder en ”dobbelt faglighed”, som bidrager til positiv forandring på skolerne. 
Skolelederne siger i interviews, at de oplever, at alumnerne skaber værdi for skolerne og at det primært udspringer af deres ”dobbelte faglighed” (se visualisering nedenfor). De opleves som både dygtige undervisere med fokus på kerneopgaven, men også som yderst engagerede i skolernes organisatoriske arbejde.

Skolelederne fremhæver bl.a. at:

  • Alumnerne er ”sultne efter ansvar”: Skolelederne oplever, at alumnerne opsøger ansvarsområder og gerne påtager sig ansvar for forskellige projekter på skolerne; alt fra arbejdsmiljø til interne kurser mv.
  • Alumnerne har en anden faglig baggrund end de fleste nyuddannede lærere og kommer derfor med et nyt blik på både skolens organisatoriske arbejde og lærergerningen.
  • Alumnerne brænder for at gøre en forskel og er meget ambitiøse i relationen til eleverne og på elevernes vegne. Alumnerne er dermed også med til at skabe høje og positive forventninger til alle elever, uanset deres baggrund.

     

FIGUR: Alumnernes ”dobbelte faglighed” bidrager til en positiv forandring – både organisatorisk og i mødet med eleverne:

”Teach First står også for at lave forandringer på flere samfundsniveauer, hvor jeg føler, at jeg delvist nåede at lave forandringer ”på gulvet” (…) nu er jeg ved at forsøge at skabe forandringer fra toppen, og man skaber nok bedst forandringer fra toppen ved også at have været på gulvet (…)”.

– Alumneinterview nr. 5, evauerling 3

”Det er vigtigt at have et realistisk billede af virkeligheden derude, og ikke bare en ide om, at ”det kan vi da bare løse”. Jeg har erfaret, at det vigtigste er, at børn og unge har gode rollemodeller (…). Jeg har en fornemmelse af, hvad der virker, og hvad der ikke virker”.

– Alumneinterview nr. 6, evaluering 3

Udvikler sig som forandringsagenter og potentielle ledere på skoleområdet


Den eksterne evaluering finder flere tegn på, at alumner har udviklet sig som forandringsagenter i løbet af det toårige program:

  • 85 pct. af alumner oplever, at de gennem programmet har udviklet kompetencer, der brug for, for at forbedre mulighederne og livskvaliteten for børn i udsatte områder i Danmark.
  • Alumner siger, at programmet har givet dem en praktisk forståelse for, hvordan de kan forbedre mulighederne for børn i udsatte områder i Danmark. Dette fremhæves som særlig vigtigt blandt de alumner, der ikke længere arbejder i folkeskolen, men som arbejder på andre områder, hvor de kan bidrage til Teach First Danmarks vision.
  • Et flertal af alumner planlægger en langsigtet karriere, hvor de arbejder for at forbedre mulighederne for udsatte børn og unge i Danmark.
  • 33 pct. af alumner på tværs af årgange ønsker at arbejde som skoleledere. 


9 ud af 10 alumner fra de første årgange underviser fortsat i folkeskolen


90 pct af alumner fra årgang 2015, 2016 og 2017 underviser fortsat i folkeskolen. Blandt de alumner, som ikke længere er folkeskolelærere, arbejder 60 pct. på andre områder, hvor de kan bidrage til Teach First Danmarks vision.

​”Min kollega, der også er Teach First alumne, har lige fået en stilling som afdelingsleder på en anden skole. Det havde jeg ikke selv tænkt, man kunne, men i kraft af hende undersøgte jeg selv jobopslag i den retning, og jeg kan nu se mig selv i en sådan stilling”. –

Alumneinterview nr. 3, evaluering 3

​”De vil gerne bestemme noget mere. Det vil de hyppigere end de andre lærere. Og de får selvfølgelig lov til at sætte noget i gang. Så finder de sammen om at lave forskellige projekter. Der er ikke så langt fra tanke til handling hos alumnerne”.

– Skolelederinterview nr. 1, evaluering 3

Alumner arbejder også for at løfte udsatte børn i Danmark uden for folkeskolen


Blandt de, som ikke længere underviser i folkeskolen, arbejder 60 pct. på andre områder, hvor de kan bidrage til Teach First Danmarks vision. Dette harmonerer med målsætningen om, at mindst 50 pct. af alumner, der ikke fortsætter som lærere efter programmet, arbejder på andre områder, som understøtter Teach First Danmarks vision.

Føler sig som en del af et fællesskab, der kan bidrage til at løfte udsatte børn i Danmark


Alumnerne føler sig som en del af et større fællesskab, der arbejder for at skabe lige muligheder for alle børn i Danmark.

  • 74 pct. er enige eller meget enige heri 
  • 71 pct. mener, at de selv bidrager effektivt til arbejdet

For nogle alumner er det tydeligt, at de bidrager gennem deres arbejde som lærere på en folkeskole i et udsat område, mens andre oplever, at deres bidrag er mere abstrakt og løsrevet fra deres daglige arbejde.


Alumnenetværket skaber stærke relationer og venskaber


Flere alumner giver udtryk for, at alumnenetværket er et socialt fællesskab, der skaber stærke relationer og venskaber.

  • 68 pct af alumner på tværs af årgange deltager i de sociale arrangementer hos Teach First Danmark. Det er med til at styrke fællesskabet, siger alumnerne. 

”Det er først gået op for mig efter programmet, hvad jeg egentlig har fået ud af at deltage. Jeg har fået nogle stærke faglige og sociale relationer i kraft af, at vi har været igennem det samme forløb”.

– Alumneinterview nr. 1, evaluering 3

”Jeg ser virkelig, at der er stort potentiale i det faglige netværk og de relationer, man kan få og har derigennem. Hvis man selv står i et projekt, er der virkelig noget at hente gennem netværket”.

– Alumneinterview nr. 3, evaluering 3

Opmæksomhedspunkter:

Øget fokus på at inkludere alle årgange i alumnenetværket


Langt de fleste alumner føler sig som en del af et stærkt alumnenetværk. Samtidig er der på tværs af årgange en oplevelse af, at netværket er domineret af én meget aktiv årgang 2015 og derfor ikke appellerer lige meget til alle årgange. Hos Teach First har man fokus på dette og har ansat en alumne-ansvarlige til at adressere det.

Øget fokus på, hvordan nye erfaringer og kompetencer også kan bruges uden for folkeskolen


Hele 85 pct. af årgang 2015, 2016 og 2017 oplever, at de udvikler relevante kompetencer ift. at spille en værdifuld rolle i Teach First Danmarks indsats. Flere alumner pointerer dog også, at det ikke er tydeligt nok for dem, hvordan disse kompetencer skal og kan bruges uden for Teach First. Alumner ønsker derfor hjælp til at formidle deres kompetencer og hvordan de kan bruge dem.

​”Ja, man får kompetencer, der er vigtige for alle virksomheder, men det er ikke sikkert, at omverdenen anerkender det (…). Det kunne være, at Teach First i højere grad skulle tænke det i fremtiden. I fremtiden kunne man sige noget om, at det er noget, der er godt for karrieren ”.

– Alumneinterview nr. 5, evaluering 3

”Det her med at fastholde og engagere alumnerne. Jeg synes ikke at Teach First kun er 2 år. Det varer hele livet. Men det er min fortælling, ikke alle har det sådan, og kan ikke se, hvordan man kan blive ved med at drage nytte”.

– Alumneinterview nr. 4, evaluering 3

2Naviger til:

Evaluering 1
Rekruttering og udvælgelse til optagelsesprøver


Evaluering 2
Programmet og TF-lærernes indsats på skolerne


RESULTATOVERSIGT
Oversigt over alle resultater