Hvad står der egentlig i min jobbeskrivelse?

Jeg har nu arbejdet som folkeskolelærer i et år og har det sidste stykke tid spekuleret over om jeg egentlig vidste hvad det var jeg gik ind til. Jeg har selvfølgelig selv gået i skole, men har ikke haft så meget kontakt med folkeskolen siden. Derfor har jeg flere gange stået i en situation, hvor jeg har tænkt: ”Er det her egentlig en del af mit arbejde?”.

En ting jeg har opdaget ved at arbejde som folkeskolelærer er, at alle jeg møder ved hvad arbejdet som lærer går ud på. Eller det vil sige det tror de, at de gør. Det gør det let at starte en samtale om hvad der er sket på arbejdet eller hvordan det er at undervise i specifikke fag. Jeg er uddannet ingeniør. Når jeg fortalte folk jeg mødte dette, havde de fleste travlt med at få drejet samtalen over på noget andet.

Det sker ikke mere! Alle kan snakke med om folkeskolen. Alle har lige brug for at lufte deres tanker om strejke, lockout, inklusion, tests af elever eller hvad det nu kunne være. For alle har selv gået i skole, kender nogen, har børn eller børnebørn der er en del af den danske folkeskole. Alligevel er der mange der bliver overrasket når jeg fortæller om min dag.

Så hvad er det ved jobbet som folkeskolelærer der ikke åbenlyst var en del af jobbeskrivelsen?

Lad os starte med det, de fleste nok ved er en del af jobbet, nemlig undervisning, forberedelse (som alle også har en holdning til om vi har for lidt eller meget af), gårdvagter, forældremøder og skole/hjem samtaler. Disse havde jeg forberedt mig på blev en del af min hverdag, sammen med møder. Jeg var dog nok ikke helt forberedt på at der ugentligt eller månedligt er teammøder, afdelingsmøder, fagteammøder (både på afdelingen og på tværs af afdelinger), lærermøder, møder om emneuge, faguge og faglig klub. Dette blev dog hurtigt klart, da man som lærer får en tydelig oversigt over hvordan ens timer er fordelt. Et fint skema med hvor mange timer om ugen man gennemsnitligt skal bruge på undervisning, forberedelse, møder og klassearrangementer. Hvis man er klasselærer får du endda tid sat af til at være klasselærer, hvad end det så præcist indebærer.

Så det er listen med ting jeg gør hver uge, som jeg er forberedt på er en del af mit job. Når jeg så er ude i gården som gårdvagt eller inde i klasselokalet og undervise, så sker der nogle gange noget, jeg ikke er forberedt på. En af disse kunne være når en lille pige kommer løbende hen til mig i skolegården, men store våde øjne og siger helt chokkeret: ”Ham der over siger jeg er dum”. Når man er vant til at arbejde med de lidt større børn, der kan finde på at kalde hinanden langt værre, kan man fristes til at tænke: og hvad så? Ingen er kommet til skade, så jeg kan ikke se problemet. Men når jeg så kigger ned på denne lille pige, kan jeg sagtens se hendes verden er knust og hun har brug for en voksen (som i det her tilfælde er mig) gør noget nu.

Man bliver hurtig god til at vurdere hvad der er brug for i hvilken situation.

Så jeg træder til som den voksne, klar til at gøre det den voksne skal gøre! Jeg skal bare lige finde ud af hvad det er. Skal jeg gå hen til drengen og sige han skal tale pænt? Skal jeg sige til pigen at hun selv skal bede ham om at tale pænt? Bede hende om at lege med nogle andre? Jeg kan se fordele og ulemper ved det hele og jeg har efterhånden også prøvet flere af dem af. Heldigvis er der også flere af dem der virker. Man bliver hurtig god til at vurdere hvad der er brug for i hvilken situation.

En dag jeg stod og underviste en 6. klasse, kunne jeg mærke en af drengene var blevet sur og han ville ikke gå i gang med opgaven. Jeg fik ham med ud og spurte hvad der dog var sket siden han var blevet så gal. Jeg havde ikke regnet med det svar jeg fik. Denne seje, store dreng begyndte at græde. Han fortalte, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham, at han var simpelthen så sulten og han havde ikke mere mad med og han kunne ikke koncentrere sig om andet end at tænke på hvor sulten han var.

Jeg prøvede at trøste ham og sagde at jeg havde faktisk noget knækbrød og et æble han gerne måtte få, men han ville bare tale med sin mor, så det gav jeg ham lov til. Han ringede til sin mor og kom med den samme forklaring igen, stadig med tårer ned ad kinderne. Jeg stod ved siden af og kunne se, at morens trøstende ord hjalp. Hun foreslog han kunne gå hjem og få noget at spise, det var alligevel sidst på skoledagen. I stedet svarede han snøftende ”men mor, Julie har noget knækbrød og et æble jeg godt må få, så jeg tror gerne jeg vil blive”.

Jeg snakkede kort med hans mor og vi aftalte at se om det hjalp med lidt mad. Vi gik sammen ned til personalerummet og fik smurt noget mad til ham. Vi havde en god snak på vejen frem og tilbage og han fik lov at sidde ude på gangen og spise sin mad. Resten af timen var han klar til at løse opgaver. Jeg følte jeg havde gjort det rigtige og hjulpet en dreng der havde brug for mig. Men hvor lang tid havde det taget mig? 15 minutter? 20 minutter? Hvor resten af klassen havde været alene uden mulighed for at spørge om hjælp. Uden nogen til at stoppe slagsmål eller drillerier. Skulle jeg i stedet have sagt at det er ikke en del af min jobbeskrivelse at sørge for eleverne ikke er sultne? Som ingeniør kan jeg godt savne en facitliste. For dette er ikke et enestående eksempel. Der er ofte nogen der smutter fra undervisningen, eller har brug for at tale med en voksen på tomandshånd og det skal der vel også være tid til. Eller hvad? Er det en del af det at undervise?

Som ingeniør var jeg omgivet af tal, rigtigt eller forkert. Kan det lade sig gøre eller kan det ikke. Yderpunkter, sort og hvidt. Som folkeskolelærer bevæger jeg mig rundt mellem så mange gråzoner at det kan være svært at skelne dem fra hinanden.

En pige i en anden 6. klasse var en dag træt af skolen og nok lidt det hele. Hun var sur over jeg bad hende tale pænt om hendes klassekammerater og en anden lærer. Jeg talte med hende om, hvordan man opfører sig over for andre mennesker og særligt i det offentlige rum. Hertil svarede hun ”min mor siger at en lærers job er at undervise og ikke andet. Det er forældrenes job at opdrage på deres børn”. Jeg kom til at grine lidt. Det ville hvert fald gøre min jobbeskrivelse en del kortere. Formelt set står der ingen stedet at lærere skal opdrage på andres børn, men vi skal vel hjælpe med at skabe et læringsrum, hvor der er ro og tryghed til at alle kan modtage undervisning. Og der kommer opdragelsen vel så implicit ind i min jobbeskrivelse.

Som ingeniør var jeg omgivet af tal, rigtigt eller forkert. Kan det lade sig gøre eller kan det ikke. Yderpunkter, sort og hvidt. Som folkeskolelærer bevæger jeg mig rundt mellem så mange gråzoner at det kan være svært at skelne dem fra hinanden. Jo mere jeg gør det, jo mere blod på tanden giver det mig. Arbejdet med mennesker er uforudsigeligt, hvilket giver mig flere spændende udfordringer i løbet af min dag og mange underholdende historier til middagsselskaberne. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt at jeg valgte at tage Teach First Gradute Program og vokser hver dag med disse oplevelser og historier.

Selv efter et år kan jeg til tider være usikker på, hvad der står i min jobbeskrivelse, men med hjælp fra gode kollegaer og sparring fra Teach First, er jeg hver dag med til at definere og præcisere min egen personlige jobbeskrivelse. Den hjælper mig med at udvikle mig som lærer og forhåbentlig hjælper den dem omkring mig, med at se et mere virkeligt billede af dagens danske folkeskole og menneskerne deri.