Lær dit barn at sætte sig i andres sted med dilemmaspil

Hos Teach First Danmark udsender vi et dagligt nyhedsbrev i den periode, hvor skolerne er lukket på grund af covid19-virus. 

Dette nyhedsbrev er til dig, som skal hjælpe dit barn igennem en skoledag derhjemme. Her i nyhedsbrevet kan du få nemme idéer og inspiration til hjemmeundervisningen, som er særligt udformet af vores erfarne lærere.

Lær dit barn at sætte sig i andres sted med dilemmaspil

Vi opfatter alle verden ud fra egne oplevelser og erfaringer. Af og til kan det være svært at se andres synspunkter, fordi ens egne følelser kommer i vejen. Med TrygFondens Dilemmaspil kan dit barn øve sig i at se en situation fra flere sider.

Tag stilling til dilemmaer med dit barn

Denne opgave kan ikke laves helt alene, da spillet skal have minimum to deltagere. Den ene kan sagtens være dig, så I kan få en diskussion om, hvad man gør for andre. Med udgangspunkt i små filmklip af cirka 30 sekunder skal dit barn tage stilling til, hvad man gør i forskellige situationer. I kan finde linket til filmklippene længere nede. Når I har set en film og diskuteret den, så scroll ned i bunden og find den næste. 

Hjælp dit barn med at reflektere

Børns erfaringer er ikke så store endnu, men du kan hjælpe dem med at sætte sig i andres sted og give dem nye perspektiver ved fx at spørge: 

“Hvad skete der?” 

“Hvem var til stede?” 

“Hvor længe varede det?” 

“Hvad skete der bagefter?” 

“Hvad tror du den anden tænkte?”

“Hvordan har du det nu?

“Hvordan har I det sammen nu?”


Gennemgå et dilemma om dagen

I kan også vælge at tage et dilemma hver dag over de næste fire dage. Derudover kan I tale om egne oplevelser, hvor I har stået i situationer, hvor det var svært at vide, hvad man skulle gøre, eller hvor man kunne ønske sig at have gjort noget andet.


>>Læs mere om TrygFondens Dilemmaspil


Hvad kan I lave? Dagens gode idé

Som supplement til skolernes tilbud til hjemmeundervisningen har vi udvalgt nogle hjemmesider, hvor du kan få idéer og inspiration.

Husk, at denne tid også er en oplagt mulighed for at lave hyggelige ting sammen med dit barn, fx at bage, spille brætspil eller gå en tur.

Håndværk og design: Lav ting af dine t-shirts

Når man er hjemme så mange dage i træk, er der pludselig tid til at rydde op i sit skab. Noget tøj kan sendes til genbrug, mens andet er for slidt. Det slidte tøj kan blive til et sjovt hobby-projekt. Dit barn kan fx lave armbånd af sine gamle bluser.

>>Sådan laver du tøj om til armbånd

Hvis du søger på “DIY t-shirt” på Google, kan du få en masse gode idéer på engelsk med foto-vejledninger til, hvordan man kan pifte gammelt tøj lidt op – pludselig har dit barn en ny garderobe. 

>>Se 68 ideer til at give t-shirts nyt liv


Dagens ‘brain breaks’

‘Brain breaks’ er korte aktive pauser, som man bruger i stillesiddende undervisning for at aktivere kroppen. Det giver mere energi og øger børnenes motivation og koncentration.  

>>Se dagens brain break


Husk ‘Dagens tænker’ til de store børn

Hver dag kl 7:30 stiller to af vores dygtige Teach First-lærere en ny matematikopgave på deres YouTube-kanal. Du får løsningen morgenen efter.

Opgaverne er lavet til 7.klasses niveau og opefter. De stiller krav til elevernes logik og regneforståelse. De vil dække forskellige emner, der vil variere i sværhedsgrad.

>>Gå til YouTube-kanalen


Få virtuel undervisning med Sofaskolen

Hver dag kl 8.00 byder Sofaskolen indenfor med gratis, virtuel undervisning i dansk og matematik til alle børn i grundskolen.

>>Kom godt igang med Sofaskolen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *