Gå på opdagelse udenfor med dåsetelefoner

Hos Teach First Danmark udsender vi et dagligt nyhedsbrev i den periode, hvor skolerne er lukket på grund af covid19-virus. 

Dette nyhedsbrev er til dig, som skal hjælpe dit barn igennem en skoledag derhjemme. Her i nyhedsbrevet kan du få nemme idéer og inspiration til hjemmeundervisningen, som er særligt udformet af vores erfarne lærere.

Gå på opdagelse udenfor med dåsetelefoner

Hvordan legede børn i gamle dag før mobiltelefonen? Det gjorde de fx ved at lave telefoner af dåser. Det er en aktivitet, der passer perfekt til disse dage. Med en dåsetelefon kan du nemlig være udenfor og tale med andre på afstand.

Det skal I bruge til at lave en dåsetelefon:

  • 2 rengjorte dåser eller papbægre
  • 10 meter snor, fiskeline eller ståltråd


Sådan laver du dåsetelefonerne

Nu er du klar til at lave din dåsetelefon! Lav et hul i bunden i hver dåse. Stik enden af snoren ind, slå en stor knude på den, så snoren ikke falder ud. Du har nu to dåser, som er forbundet med en snor. 

Find din makker – det må gerne være mor eller far – og lav et “tele-tjek”: Du taler, mens din makker har øret for dåsen. Når du er færdig med at tale, siger du “Roger over”. Nu ved den anden, at turen skifter til at sige noget, og du skal lytte. 

Når I er færdige med at lave dåsetelefonen, kan I tale om følgende: Hvad er mon årsagen til, at lyden kan bevæge sig fra din dåse til den anden? Hvordan bliver lydkvaliteten, hvis snoren er slap? Hvordan bliver lyden, hvis du holder på snoren? 


Fortæl hinanden, hvad I ser udenfor 

I kan bruge dåsetelefonerne til at fortælle hinanden, hvad I ser på jeres vej udenfor.

For at gøre det endnu sjovere kan I printe naturpladen nedenfor og klippe den ud – eller I kan tegne den af. Så kan I tage den med på opdagelse udenfor og skiftes til at fortælle, når I ser noget på jeres naturplade ude i naturen. 


Hvad kan I lave? Dagens gode idé

Som supplement til skolernes tilbud giver vi her idéer og inspiration til skoledagen derhjemme.

Husk, at denne tid også er en oplagt mulighed for at lave hyggelige ting sammen med dit barn, fx at bage, spille brætspil eller gå en tur.

Se videoer med sjove naturvidenskabelige forsøg

Kan et æg suge vand til sig? Bliver man slank af at spise ristet brød? Hvordan fungerer trådløs overførsel af strøm?

På Testoteket kan du finde flere forskellige korte videoer om naturvidenskab, som giver god information og er nemme at forstå.

>>Besøg Testoteket


Dagens ‘brain breaks’

‘Brain breaks’ er korte aktive pauser, som man bruger i stillesiddende undervisning for at aktivere kroppen. Det giver mere energi og øger børnenes motivation og koncentration.  

>>Se dagens brain break


Husk ‘Dagens tænker’ til de store børn

Hver dag kl 7:30 stiller to af vores dygtige Teach First-lærere en ny matematikopgave på deres YouTube-kanal. Du får løsningen morgenen efter.

Opgaverne er lavet til 7.klasses niveau og opefter. De stiller krav til elevernes logik og regneforståelse. De vil dække forskellige emner, der vil variere i sværhedsgrad.

>>Gå til YouTube-kanalen


Få virtuel undervisning med Sofaskolen

Hver dag kl 8.00 byder Sofaskolen indenfor med gratis, virtuel undervisning i dansk og matematik til alle børn i grundskolen.

>>Kom godt igang med Sofaskolen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *